|
Serie:
Frække fortællinger af fædrelandets historie
Tordenskjolds
soldater
Forord
I det Herrens år 1719 udspillede der sig i byen Marstrand, i Bohus Len,
i Sverige, ved Nordeuropas stærkeste fæstning Carlsten følgende
mærkværdige begivenheder…
Lemmet i
hendes mund forsvandt, og soldaten sprøjtede sin sæd udover hendes
ansigt i lange seje sprøjt, mens han stønnede højt. Karine mærkede
hvordan den blandede sig med sæden fra soldaterne før ham og løb ned ad
hendes kinder hals og bryst. Det var ikke lige det her hun havde
forestillet sig ville blive enden på den mærkværdige fiskehandlers
visit.
Det havde
ellers været en sommerdag som så mange andre. Kroen havde som altid
været stuvende fuld af sachsiske soldater fra fæstningen Carlsten.
Karine og de fire andre kropiger havde rigeligt at tage sig til. Der
blev forlangt øl og brændevin, sul og saltet fisk i store mængder. På
samme tid, skulle de fem piger sørge for både at vise varerne frem og
navigerer rundt, så ingen fik fat i mere end han ville betale for.
Luften havde været tæt og tung fra formiddagen og de første soldater sov
allerede tungt under bordet. De soldede som om hver dag var den sidste.
Ja ikke at Karine ikke kunne forstå deres angst. Ude på havet ventede
trods alt noget, som lå udenfor enhver beskrivelse. Blev man ikke skudt
i sænk, såret, druknet, eller taget til fange, så endte man som officer
for en svensk krigsret og blev dømt til døden. Reddede man livet i
første omgang viste det sig alligevel, at man var blevet snydt, og man
måtte ende sine dage, med æren forbrudt, og man havde kun tilbage at
håbe på, at skarpretteren ikke var for fuld den dag. Efter Dynekil og
Göteborg, kunne ingen længere vide sig sikker nogetsteds.
Karine var
ligeglad, så længe der var tropper i fæstningen i Carlsten, var der
omsætning i kroen og hun kunne tjene rigeligt med skillinger i kammeret
ved siden af den faste løn. Hun var ingen skønhed, men et par store
velformede bryster og et sødt smil trak alligevel rigeligt med mænd til.
Pungen med skillinger voksede sig større i takt med antallet af
prustende og stønnende mænd, der besøgte hendes kammer oppe under kroens
loft. Karine havde ingen videre fornøjelse af disse visitter, men tanken
om den voksende pung lunede og drømmen om hendes egen lille kro voksede
fra dag til dag. De andre piger forelskede sig i ny og næ, men Karine
kræmmer, som de kaldte hende, var kun forelsket i sine drømme. Hun havde
næppe lagt mærke til fiskehandleren, hvis ikke krofatters hånlige latter
havde runget gennem kroen, da han afslog at købe et ynkeligt bundt
halvgamle torsk, til en vanvittig pris. Fiskehandleren var tydeligvis en
af de smådumme nordmænd, som fra tid til anden forsøgte sig i det nu
svenske Bohus Len. De andre piger havde snakket om hans gode udseende og
charmerende smil, men Karine havde blot bemærket hans syngende norske
accent og konstateret, at han næppe var hendes opmærksomhed værd. Hun
havde senere samme dag kunne høre krogæsterne gøre sig lystige over den
tumpede fiskehandler, der endda havde forsøgt at sælge sine dyre, gamle
fisk ombord på de svenske orlogsskibe, men uden held. Det var først da
Tordenskjold tog selve Marstrand, at folk begyndte at lægge to og to
sammen. Det skete endda uden hjælp fra hans medsendte artillerister. De
nægtede nemlig at tage mod ordrer fra en søens mand. Eftersigende havde
Tordenskjold trukket på skuldrene og derefter blot sat sit eget lette
artilleri ind. Det var nok. Han tog byen og dens tapre forsvarere sad nu
ude i Carlsten og rystede i bukserne, mens de forsøgte at skaffe sig
efterretninger om Tordenskjolds styrker.
Karine var
arrig. Hun havde mistet sine ellers trofaste kunder og skulle nu kapre
nye. Det var ikke fordi hun havde specielle yndlinge blandt den
fortrinsvis sachsiske besætning, men det var nemmest når hun vidste
nøjagtig, hvordan de ville have det. Hun håbede dog på, at de ude på
Carlsten hurtigt ville opdage hvor få mænd Tordenskjold rådede over og
så tingene kunne vende tilbage til deres gamle orden. Karine var
ligeglad med politik, men hun brød sig ikke om at skulle arbejde hårdere
for pengene end højest nødvendigt. Kommandanten Henrik Dankwardt var jo
ingen dum mand og desuden havde han sin hustru og sine døtre derude, på
det der kaldtes Nordeuropas stærkeste fæstning, så han ville vel bare
blive siddende der. Det betød ganske vidst, at Karine for en tid måtte
nøjes med Tordenskjolds folk, men så ville alt vel vende tilbage til den
daglige gænge.
Karine lo højt og hånligt, da rygtet om at Tordenskjold havde sendt en
invitation til Kommandant Dankwardt, nåede hende. Tåben tilbød at
kommandanten frit kunne inspicere hans overvældende styrker, som i
øvrigt snart ville blive forstærket med yderligere 2000 mand. Enhver
vidste jo, han kun rådede over 500 mand og at det endda kun var dem fra
hans egen besætning, der for alvor ville følge hans ordrer. Senere gik
rygtet i kroen, at Dankwardt efterfølgende havde modtaget et brev, hvor
Tordenskjold lokkede ham med 3000 dukater og den danske Majestæts
kongelige Nåde. Dette afviste han dog.
Endnu et lem sprøjtede udover Karines ansigt og hun mærkede, hvordan
sæden drev nedover hendes nøgne krop. Strålevarmen fra ildstedet i
krostuen varmede hendes nøgne ryg, som hun sad der på bordet. Hun
forsøgte ikke længere at åbne øjnene, det var umuligt uden at få sæd i
dem og det sved. Hun pressede endnu en finger imod sit lår. Hun havde
fuldstændig styr på det her og hun så frem til at skillingerne ville
fylde hendes pung. En mønt hørtes rasle ned i skålen på bordet ved siden
af hende.
Dankwardt havde taget imod tilbuddet om at inspicere tropperne i byen.
Ganske vidst var han ikke kommet selv, men havde sendt sin kaptajn Jacob
Von Utfall, som af de fleste i Marstrand ikke ligefrem betragtedes som
den kvikkeste af officererne og måske vidste Tordenskjold det også,
rygterne gik, at han havde kurtiseret en enke i byen, som holdt ham
forsynet med informationer, i al fald lagde han igen en af sine
vanvittige planer. Den dag inspektionen skulle finde sted blev
indbyggerne i byen gennet indenfor. Kroen var stuvende fuld, og oppe i
kvistværelset hang en af de andre kropiger ud af vinduerne for at kunne
følge med. En anden af pigerne løb begejstret op og ned ad trapperne for
at fortælle om, hvad der foregik ude på gaden. Tordenskjold og Von
Utfall spadserede roligt gennem byen, forbi tilsyneladende uendelige
mængder af tropper. Hvad Von Utfall ikke kunne se var, at så såre han
var gået forbi en række, trak de sig tilbage og spænede ad en parallel
gade hen og tog opstilling længere fremme på ruten. Folkene i kroen
morede sig, men Karine havde fnysende sagt, at det ville selv Von Utfall
gennemskue. De andre piger havde benægtet og sagt at han næppe så
længere end til uniformen. Karine mente dog det ville være tydeligt at
se på trods af uniformerne og sådan havde de diskuteret en tid, til en
af de andre piger med et frækt grin, havde spurgt Karine om hun måske så
på andet end pikken, på de mænd hun tog med op. Karine havde tvært
svaret, at der da var endnu større forskel på pikke end på soldater i
uniformer, så det ville da være endnu nemmere, at holde styr på, hvor
mange man fik af dem. De havde diskuteret frem og tilbage og til sidst
havde kromanden afbrudt dem og sagt, at hvis Tordenskjold kunne få
Utfall til at hoppe på hans list, så måtte Karine bevise, at hun var
bedre end ham. Så skulle han nok skaffe mænd og Karine måtte så se, om
hun kunne holde rede på hvor mange og om der var gengangere imellem. Hun
havde kækt svaret at det kunne hun sagtens men ikke gratis og det blev
aftalt at havde hun det rigtige svar, så ville hun få, hvad de betalte,
ellers gik pengene til kroen.
Jacob Utfall hoppede på listen og næste dag sendte Dankwardt besked til
Tordenskjold om, at Carlsten ville blive overgivet ham ved middag samme
dag. Nogle minutter over tolv var intet sket og Tordenskjold trådte
frækt hen til porten og råbte” Hvad dælen nøler I efter?” Så var porten
blevet åbnet og Tordenskjold havde slentret ind og kurtiseret Dankwardts
to døtre mens deres fader samlede de sidste papirer sammen, hvorefter
han havde budt de to piger armen og eskorteret dem ud af den
uindtagelige fæstning.
Karine var blevet lidt usikker, da hun to dage efter fæstningen
overgivelse var trådt ind i krostuen og havde set, at den var fuld af
soldater. De andre kropiger havde stået og leet og kromanden havde selv
stået bag disken og smilet lunt. Et bord var ryddet og trukket hen foran
ildstedet.
”Så Karine. Nu er det på tide du viser os, at du er bedre end Von Utfall.”
Han havde smilet bredt og var gået hen og havde klappet på bordet.
”Træk du hellere af skørt og særk og sæt dig her. Så finder vi en
skammel de kan stå på, så højden bliver den rette. Så vil vi gerne have
at vide, hvor mange du har haft i din mund og om der var gengangere
imellem.”
Karine havde trukket vejret dybt ind, lagt tøjet og sat sig op på bordet
og nu sad hun så her og talte og talte, mens hele hendes krop drev af
sæd og hendes kæber føltes så ømme som bylder. Hun nægtede dog at give
op og hver eneste gang et lem havde sprøjtet åbnede hun munden og tog
imod det næste. I starten virkede det som om de bevidst havde sigtet
efter hendes øjne når de kom, som for at blinde hende, men Karine kunne
både smage og føle, og forskel, det var der på dem. Nu var det meget
mere tilfældigt hvordan de ramte, men ikke en havde været en genganger.
Det var hun sikker på. Det føltes som om sæden og lugten af den fyldte
hver eneste pore i hendes ansigt og overkrop. Hun kunne mærke, hvordan
det dryppede i store tykke dråber fra hendes hage ned på hendes bryster.
Så lød kromandens stemme.
”Nu er det nok! Karine kan vi få et bud?”
Karine smilede sejers stolt.
"Der var 24 forskellige”
”Og det er du sikker på?”
”Ja!”
En venlig sjæl rakte hende en våd klud og hun tørrede sine øjne så hun
igen kunne se. Hendes overkrop var dækket af et tykt lag sæd. Kromanden
stod foran hende og smilede.
”Jeg er ked af det Karine, men du er ikke bedre end Von Utfall. De var i
alt 14.”
Karine stivnede alt det arbejde for ingenting, men inden hun nåede at
sige noget løftede kromanden hende op og bar hende opad trappen. Inde i
hans private stue stod et stort kar med vand. Han plumpede Karine ned i
karret og hældte en kande vand udover hendes ansigt inden hun nåede at
protestere. Spruttende bøjede Karine sig frem og skyllede sit ansigt og
sine bryster. Kromanden rakte hende en klud med sæbe på og hun fik
vasket det tykke lag af sæd af sin krop. Da hendes hud ikke længere
føltes glat og klistret lænede hun sig træt tilbage i karret. Hun så
ærgerligt op på kromanden.
”Du ærgrer dig over pengene?”
Hun nikkede.
”Jeg… ja du må ikke sige det til de andre, men jeg sparer sammen til min
egen lille kro…”
Karine så flovt ned i karret. Hun mærkede en hånd stryge henover sin
kind og så forvirret op.
”Det havde jeg da gættet for længe siden, hvorfor tror du jeg sagde, de
tabte penge gik til kroen? Du fortjener den kro. Du har arbejdet hårdt
for den, men jeg havde nu alligevel håbet, du ville blive her.”
Karine så forvirret op på ham.
”Hvad mener du?”
”Jo jeg kunne godt bruge en flittig og dygtig kone som dig?”
Karine tænkte sig lidt om. Manden var flink og kroen god. Hun rakte op
og trak ham ned i karret til sig…
- - -
Forfatterens bemærkninger.
Karine havde faktisk
ikke behøvet at kaste sig ud i væddemålet. Von Utfall noterede sig meget
nøjagtigt at Tordenskjold rådede over 500 mand.
At
Tordenskjold skulle have spioneret, forklædt som fiskehandler findes der
ingen sikre kilder på, men som en af mine kilder siger; man kan ikke
afvise det, for han kunne let have fundet på det. I det hele taget ville
Tordenskjolds liv og flabetheder, hvis de var opfundet af en forfatter
blive kasseret med ordne; for fantastisk.
Hvad synes du om
novellen?
Giv din mening til kende
HER
Noveller af
samme FORFATTER |