|
Stine
Sønderjylland maj 1864
Stine
sank ned i sengen. Præstefruen havde hjulpet hende af med brudekjolen og
i nattøjet. Stine havde forsøgt at afvise hendes hjælp, men hun havde
insisteret og sagt, at hun var som en datter af huset. Det var da også
præstekonens brudenatkjole, hun nu havde på. Det var underligt at tænke
på, at den runde kvinde engang havde været så smal om livet som Stine.
Hun tænkte på det, som nu skulle ske. Præstekonen havde sagt, at hun
ikke skulle være urolig, nok var det ubehageligt, men hun skulle bare
ligge stille, så var det snart overstået, og så snart hun var svanger,
ville hun få fred for den slags. Han var jo en ordentlig ung mand. Stine
havde takket for rådene, men hun var ikke helt sikker på, at hun ønskede
at få fred. Hendes krop blev i al fald underlig hed, når hun tænkte på
ham.
Det bankede
forsigtigt på døren, og han trådte ind. Han så komisk ud i den lange
natskjorte, som tydeligt var lånt af præsten. Stine kunne ikke skjule et
smil. Han trak op i natskjorten, som om det var en kjole, og nu lo hun
højt. Han trippede nærmere, mens han løftede op i skjorten, som om han
var en fin frue, der forsøgte at redde sin kjole fra gadens skarn. Stine
lo af fuld hals. Hun havde troet, at deres første stund alene sammen som
ægtefolk, ville være alvorlig, men nej. Hun tvivlede ikke et sekund på,
at han var den rette for hende. Det var ham, hun ville leve sit liv
sammen med. Han satte sig på sengekanten og så på hende. Hendes latter
stoppede, og hun mærkede en smule nervøsitet. Hun vidste lidt om, hvad
der skulle ske, hun var trods alt fra landet, men der var denne mystiske
hede i hendes krop. Han sad smilende og så på hende.
"Du har vel ikke fortrudt, du ser så alvorlig ud?"
Hun rystede smilende på hovedet. "Nej! Det er bare..." Hun rødmede og
trykkede sig lidt ned i præstegårdens fineste dyner og sengelinned.
Intet havde præstefolkene sparet på til dette bryllup.
Han rakte ud, greb hendes hånd og trykkede den blidt mod sine læber. Hun
mærkede en strøm skyde op gennem sin arm, som om hans læbers møde med
hendes hud havde slået en gnist. Han lænede sig ind over hende, men var
så viklet ind i den alt for store natskjorte, at han mistede balancen og
måtte gribe for sig, for at de ikke skulle knalde hovederne sammen.
Hun smilede af hans betuttede ansigtsudtryk. Så smilede han også.
"Min kære hustru. Ville det støde dig meget, om jeg afførte mig denne
klædning?"
Hun rystede på hovedet og mærkede igen denne hede strøm i sin krop. Hun
så på ham med et drillende smil. "Nej det er nok det bedste, da jeg
ellers kunne komme til at le af min ægtemand."
Han satte sig op og så alvorligt på hende. "Du må aldrig holde op med at
le af mig, eller, Gud forbyde det, med at sige mig imod. Jeg valgte at
ægte dig, for den du er."
Stine slog uden blusel armene om ham og kyssede ham på munden. "Det
lover jeg dig."
Han gjorde sig blidt fri, trak natskjorten over hovedet og krøb under de
mange dyner og det kunstfærdige sengetæppe.
Sønderjylland, marts 1864 – 2 måneder tidligere.
Stine
knaldede arrigt den fyldte kedel på komfuret og smed lidt ekstra brænde
på. Hun smak lågen i med et brag. Så trak hun vejret dybt. Det nyttede
ikke, at hun fortsatte på den måde, det ville bare koste præstegården
nogle tekopper, og det var det trods alt ikke værd. Præsten var en god
mand, havde det stået til hende, havde det pak kunnet blive ude i
stalden hvor den slags hørte til, men nej. Han havde forlangt, at hun
redte op til dem i gæstekamrene, som om de vitterligt var gæster og ikke
afskum. Stine satte tekopperne på bakken, skyllede kanden og satte mælk
og sukker på. Med et ærgerligt suk fyldte hun småkager på et fad. Bare
præsten ikke også skulle spise og drikke af kagerne og teen, da havde
hun gerne krydret begge dele grundigt. Dagdrømme hjalp ikke, og præsten
ville desuden blive vred, om han kendte til hendes tanker. For ham var
alle Guds børn. Derfor søgte de prøjsiske officerer da også til hans
studerekammer som nu i aften. Når hun nu om lidt kom ind med teen, ville
røgen hænge tungt i kammeret. Både præsten og den unge kaptajn holdt af
at tænke med en pibe i munden. Hun måtte som det første i morgen tidlig
ind og lufte ud og skifte de skåle med eddike, som hun diskret havde sat
bag gardinerne, for at præstefruen ikke skulle finde sine fine
håndarbejder ødelagte af røg, når hun vendte hjem fra København. Både
hun og præsten havde tilbudt Stine, at hun kunne følge med hende, men
Stine havde takket nej. Så længe præsten blev, veg hun ikke fra sin
plads. Hun holdt af det halvgamle par, og de elskede hende som en
datter. Selv havde de kun tre alt for små grave på kirkegården at pusle
om.
Stine kunne
høre præstens stemme, da hun bankede på døren. Hun åbnede den og trådte
ind i det tilrøgede rum. Hun kniksede for præsten og satte bakken på
bordet. Som var hun lige kommet i tanke om det, så hun på præsten og
sagde, "Jeg gav fire af de ældre tæpper til brug for de sårede i
Sønderborg i dag og ligeledes en skinke." Hendes blik slog gnister.
Prøjseren forstod næppe, hvad hun sagde, men det lettede at overbringe
den besked, mens han hørte på det. Præsten så smilende på hende. Han
vidste godt, hvorfor han fik den besked nu, men han lod det fare, så
blot på den unge mand, der sad overfor ham og nikkede.
"Vores unge pige tænker altid på sin næste. Et smukt træk."
Prøjseren forstod altså dansk.
Stine gjorde
flittigt brug af sin nye viden. Hun sørgede for højlydt at afsynge
fædrelandssange, eller lige så højlydt at snakke med, karle, bude eller
andre, når han var i nærheden. Var præsten for god til at vise sin
holdning overfor den unge mand, skulle hun nok sørge for, at han fik at
vide, hvad en god dansk pige mente om hans slags. Desværre lod han sig
ikke gå på. Han kom regelmæssigt forbi, hilste altid høfligt på hende,
men sagde ikke et ord. Hun fortsatte dog ufortrødent.
En
eftermiddag mens hun var i fuld gang med at hænge vasketøj op på snoren,
brød han dog tavsheden. Han kom om i haven, hvor hun som vanligt havde
gået og sunget, mens hun sloges med de tunge lagner, som den drilske
forårsøsten truede med at blæse ned fra snoren, inden hun havde fået
klemmerne i dem. Stine troede sig alene og sang derfor af fuld hals på
en fynsk vise.
"Je så i øster je så i vester..." Da hun rettede sig op efter at have
taget endnu et lagen op fra kurven, fik hun øje på den unge kaptajn. Han
stod og stirrede på hende, hvid i hovedet som havde han set et spøgelse.
Hun tav forskrækket. Han hilste åndsfraværende og rømmede sig.
"Jeg vil gerne tale med præsten."
"Han er ikke hjemme, han blev kaldt ud til en døende, så hvornår han
kommer, aner jeg ikke."
Stine kunne godt høre, at hendes stemme lød lidt skarp. Den unge mand
sank sammen i skuldrene og så virkelig ikke ud til at have det godt. Hun
bemærkede, at han knugede et brev i hånden.
"Ville De have noget imod, hvis jeg ventede på ham i studererkammeret?
Der er så velsignet fredeligt."
Stine trak på skuldrene og viste ham ind, så forsvandt hun igen ud til
sit vasketøj.
Stine var
for længst færdig med vasketøjet, da hun for høfligheds skyld, nærmede
sig studererkammeret for at høre, om den unge mand ville have te. Hun
skulle lige til at banke på døren, da hun hørte en lyd derinde fra. Hun
stivnede. Det lød som et hulk. Lyden kom igen, og hun var ikke længere i
tvivl. Den prøjsiske kaptajn sad derinde og græd. Hun vendte tilbage til
køkkenet og lavede hastigt te. Hun sørgede for at larme, så han kunne
høre, at hun var på vej. Hun trådte ind med bakken, netop som han
pudsede sin næse. Hun smilede forsigtigt til ham og satte teen foran
ham.
Han rømmede sig. "Tak."
Hun skænkede for ham. Hvor så han dog ulykkelig ud. Mod sin vilje fik
hun ondt af ham.
"Jeg er bange for, at det nemt kan trække ud, når præsten er hos en
døende. Er der noget, De ønsker udover teen?"
Han så tavst på hende. Så kom det. "Vil De synge den vise, De sang i
haven? Den om den første kærlighed? Jeg har fået brev om, at min ældste
bror, Ernst, blev såret ved Sankelmark og ikke overlevede sine sår, og
den vise bad han altid vores moder synge for ham."
Hun fik en klump i halsen og begyndte sagte at synge. Han sad tavs og
stirrede på hende, mens hun sang visen til ende. Stilheden bagefter blev
akavet.
"Vær god ikke at lade mig sidde ene."
Han så bønfaldende på hende, og hun satte sig i en stol overfor ham. Han
begyndte monotomt at tale.
"Ernst var helstatsmand på samme måde som lille Fritz er det. Derfor
meldte de sig til den danske hær. Vi skændtes bravt, da jeg kunne se
mange flere fordele for os ved at blive en del af det tyske forbund.
Danskerne har teet sig som herrefolk overfor den tyske del af Slesvig og
Holsten. Vi er ikke blevet spurgt og desuden... Bare se hvad de gjorde
ved deMeza. De har fyret deres dygtigste general, fordi han gjorde det
eneste rigtige, opgav en skanse for at redde sin hær. Nu klumper de sig
sammen i Dybbøl og overvurderer endnu en gang deres egen hær. Vore
geværer og kanoner er langt bedre end deres, og de har kun deres mod til
at dæmme op for en hær, som er dem overlegne i antal, uddannelse og
udrustning."
Stine følte en gnist af vrede.
"Modet var dog det, der vandt i Fredericia i 49." Hendes stemme var
spids, og han løftede blikket og så smilende på hende.
"Tro mig, jeg beundrer skam landsoldatens mod. Husk mine brødre er på
dansk side, og de er ikke kujoner. Den danske soldat mangler ikke mod,
men han mangler våben og gode generaler samt endnu mere fornuftige
politikere. En syge den danske hær har lidt under siden Valdemarernes
tid. Og nu står lille Fritz i Dybbøl. Jeg skal angribe min egen
lillebror." Han drak af teen. Hun kunne se, at hans hånd rystede, og hun
rejste sig og åbnede tobaksskabet og fandt flasken med brændevin frem.
Hun skænkede ham en solid dram, som han taknemmeligt tog imod.
I det samme vendte præsten hjem, og Stine gik ud for at forberede ham
på, hvad der ventede ham.
Dagen efter
begyndte bombardementet af Dybbøl Skanse og Sønderborg. Hver gang vinden
var i øst, hørtes bragene.
Stine indså efter en uge, at hun havde vænnet sig til lyden og skulle
minde sig selv om, at hvert eneste brag bragte Dybbøl et skridt nærmere
afgrunden. Noget andet hun vænnede sig til, var kaptajn Müllers
visitter. Nu kom han ikke længere kun for at tale med præsten, men lige
så ofte, når præsten ikke var hjemme. Hun mistænkte ham for at lure, for
at han kunne fange hende alene. Hun forstod ikke helt hvorfor. Hun gav
sig ikke en tomme, og de skændtes til tider bravt, men oftere fortalte
han om sin barndom, om sine brødre, om ferier hos morforældrene på Fyn.
Gik der flere dage mellem, at hun så ham, og hørte de samtidig rygter om
fægtninger ved Dybbøl, blev hun urolig, men han dukkede altid op igen.
Marts blev til april, og en håbløs stemning bredte sig. Den 15. april
havde kaptajn Müller bedt hende spadsere en tur i haven. Han havde været
usædvanligt tavs, og selvom hun i starten havde stukket til ham for at
få startet et af deres sædvanlige skænderier, var de endt med at
spadsere tavse rundt i præstegårdens have. Pludselig var han standset op
og havde drejet sig, så han så hende lige ind i øjnene. Det var, som om
han ville sige noget, men ikke kunne, så lænede han sig i stedet frem og
kyssede hendes læber. Hun stivnede chokeret over hans frækhed, og...
måtte hun senere erkende, fordi hun nød hans kys. Han trak hende tæt ind
til sig, og hun mærkede hans læber bevæge sig over sine, så rev hans sig
løs og bukkede for hende, inden han forsvandt i forårsnatten. Stine
stirrede forvirret efter ham, men skyndte sig så ind for at lave
aftenteen til præsten. Han sad åbenbart og arbejdede på en prædiken, for
han så op på hende, da hun kom ind med bakken, og mumlede.
"Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er
kærligheden."
Klokken 4 om
morgenen den 18. april kunne ingen længere sove. På intet tidspunkt
havde man hørt et så voldsomt bombardement, som det der nu haglede ned
over Dybbøl. Stine og præsten var begge stået op og sad tavse. De vidste
begge, hvad dette betød. Timerne gik, så på slaget ti blev der stille.
Stine hviskede: "Gud hjælpe dem alle. Nu stormer de. Gud hjælpe ham, at
han ikke skal stå overfor sin bror."
Præsten nikkede, og tavsheden sænkede sig atter.
Først på
eftermiddagen lød der råb ude fra vejen. Både Stine og præsten styrtede
hen til døren. En stor knægt red i susende fart hen ad vejen, mens han
råbte, at Dybbøl var faldet. Stine jamrede sagte, splittet mellem sorg
og håb. Præsten greb hendes hånd og gav den et trøstende klem. Nu var
der kun tilbage at vente.
De gik sent
i seng den aften, og Stine havde svært ved at falde i søvn, måske var
det derfor, hun hørte den sagte banken på døren. Hun for ud af sengen og
slog et sjal om sig, mens hun løb nedad trappen ud i forstuen og flåede
døren op. Hun slog armene om halsen på Kaptajn Müller.
"Gudskelov."
"Kom ind lille børn." Præstens stemme lød bag dem, han måtte være kommet
ud af sengen stort set lige så hurtigt som Stine. Hun trak kaptajnen
efter sig ud i køkkenet, hvor hun hurtigt fik raget op i gløderne og
tændt op i komfuret. Hun satte vand over og satte sig så ved siden af
ham og greb hans hånd. Det var som om, hun måtte røre ved ham for at
sikre sig, at han virkelig var der. Præsten havde hentet brændevinen i
studererkammeret og skænkede op for kaptajnen. Han bundede glasset, så
var det som om, han fandt sin stemme, og han begyndte at berette.
"De menige fik udleveret et knippe halm og en sandsæk, så blev vi sendt
ud i parallellerne, de løbegrave, som vi havde gravet så tæt på
skanserne, vi kunne. De anede ikke uråd. Larmen var forfærdelig, og vi
måtte trykke os ned i mudderet, det var derfor, de havde fået halmen. Så
var det bare at vente. Jeg lå og tænkte på Lille Fritz og Dem." Han
knugede hendes hånd.
"Larmen blev ved og ved, nogle af mine folk var på vanviddets rand, men
alle vidste, at når den stoppede, så kom det værste. Så skulle vi
angribe."
Tevandet begyndte at koge, og Stine ville rejse sig, men præsten lagde
en hånd på hendes skulder
"Bliv siddende, på trods af hvad du og min hustru tror, evner jeg nok at
lave os en kop te."
Kaptajn Müller sad stadig og stirrede ud i luften.
"Klokken 10 blev alt stille. I aner ikke, hvor velsignede de sekunder
var, mellem at bombardementet tav, og råbene begyndte. Vi angreb. Vi
væltede op af parallellerne og frem mod skanserne. De første nåede knapt
andet end at rejse sig, så faldt de tilbage døde eller sårede, men vi
fortsatte frem. Jeg så en menig blive skudt gennem munden. Blodet
styrtede fra ham. Vi gik på med bajonetter. Fra det øjeblik tænkte jeg
ikke længere. Havde jeg stødt ind i lille Fritz der... Men han var der
ikke Gudskelov. Han var med blandt dem, der dækkede tilbagetoget, fandt
jeg senere ud af."
Både Stine og præsten åndede lettet op.
"Råb, brøl, skrig, skud, den modbydelige lyd af mennesker, der får en
bajonet i maven. Det føltes, som om det var et helt liv, eller måske kun
så lang tid, som det tager at blinke. Jeg hørte en fangen dansk soldat
sige, at det var som om, at han havde en gigantisk slibesten i hovedet.
Han kunne ikke tænke, det kunne jeg heller ikke. Endelig var det forbi.
Skanserne var taget, danskerne flygtede over broerne til Als, og nu er
jeg her." Han slap ikke Stines ansigt med sine øjne.
"Frk. Jensen, jeg overvejede at stille Dem dette spørgsmål den anden
aften i haven, men jeg kunne ikke. Jeg vidste ikke, om jeg ville komme
tilbage, eller om jeg ville være invalid. Der er 100 gode grunde til, at
De skulle sige nej, mens der vel kun er én grund til, at De skulle sige
ja, men jeg vover alligevel at spørge Dem. Vil De gifte Dem med mig?"
Stine stirrede lamslået på ham. Hvordan vidste han i det hele taget,
hvad hun hed? Hun så, hvordan hans øjne strålede med kærlighed til
hende, og hun forsøgte at finde sin stemme. Hun tænkte sig om, hvis ikke
han sad der i den uniform, havde hun vel aldrig været i tvivl. Lyset
sluktes i hans øjne, og han så bedrøvet ud. At han kunne sidde der i den
uniform, og overhovedet få hende til at overveje det, måtte vel betyde
noget. Hun smilede.
"Jeg har det ganske modsat Dem. Jeg kan kun komme på én grund til at
sige nej og 100 grunde til at sige ja. Så mit svar må være ja."
I det samme klirrede en bakke bag dem, og Stine drejede hovedet og så
præsten komme ind i køkkenet med en bakke med de gode glas og en flaske
af præstefruens berømte kirsebærvin.
"Tillykke lille børn. Ja, Kaptajn Müller, jeg burde måske være vred
over, at De nu stjæler min pige fra mig, men bedre mand kunne hun ikke
få, så jeg må vel leve med det, men ét siger jeg jer begge! Brylluppet
må stå her i præstegården, og vielsen finde sted i min kirke."
Han løftede truende en hånd, mens han smilede bredt, og de lo begge.
Stine følte sig forvirret, det hele var gået så hurtigt, men det var,
som om præsten ikke var spor overrasket. Gad vide om de to mænd havde
talt om det? Hun så på præsten, der lunt smilende skænkede op i
glassene. Jo, han havde nok haft sine anelser.
Sønderjylland, maj 1864
Stine lå stiv af nervøsitet i sengen ved siden af Vilhelm. Nu var det
slut med at tiltale ham Kaptajn Müller, og om lidt var det også slut med
at være jomfru. Hun lukkede øjnene. Hun havde diskret kigget, da han
trak af natskjorten. Han var smuk. Hun bemærkede ikke selv, at hun
smilede.
"Hvorfor smiler du så drømmende?"
Hun rødmede dybt.
"Jeg ... det er ikke noget."
"Ingen hemmeligheder mellem os to." Hans stemme lød lidt streng, og
Stine rødmede dybere.
"Jeg synes bare, du så smuk ud uden tøj på." Det sidste var ikke stort
mere end en hvisken, og hun havde lukket øjnene. Hvad ville han ikke
tænke om hende?
"Hvis ikke du har meget imod det, ville jeg også gerne se dig uden
natkjolen på."
Hans ord fik hende til at rødme dybt, men ikke fordi hun blev flov. Hun
blev så varm i kroppen. Hun slog sengetøjet til side, stod ud af sengen
og trak, uden at se på ham, natkjolen op over hovedet. Så smuttede hun
igen under dynen, men da hun ville trække den over sig, hev han i stedet
det hele på gulvet. Denne gang så hun på ham uden blusel, og hun nød den
faste krop, hendes blik faldt på. Han trak hende ind til sig og kyssede
hende blidt. Stine gengældte forsigtigt hans kys og lagde armene om ham.
Hans ene hånd gled ned til et bryst og strøg blidt over det. Stine
sukkede nydende. Han slap hendes mund med sin og kyssede sig vej ned
over hendes hals. Stine klynkede sagte. Hun anede ikke, hvad han
forventede af hende, og hun havde lyst til at gøre noget, men vidste
ikke hvad. Han kyssede hendes bryst og fangede en spændt brystvorte
mellem sine læber. Stine greb fat i hans hår og pressede hans hoved mod
sit bryst. Det var så vidunderligt. Hun stønnede højt. Hans tunge
spillede over den spændte vorte, og hun var tæt på at skrige. Han slap
og så op på hende. Han smilede.
"Du er vidunderlig Stine, og du er min. Jeg... skal gøre mit bedste for
at være forsigtig."
Hun rakte utålmodigt ud efter ham og trykkede sig ind til ham. Hun var
så varm, så utålmodig. Han sænkede hovedet over det andet bryst, som nu
fik samme tur som det første. Stine jamrede frustreret. Hans ene hånd
gled ned mellem hendes ben, og hun spredte dem vidt ud til siden. Blidt
strøg han over hendes skamlæber, og hun mærkede, at hun drev af væde og
ville flov samle sine ben, men nåede det ikke, før han lagde sig hen
over hende, og hun mærkede hans stive varme lem mellem sine ben. Han
fangede hendes blik med sit.
"Lille elskede Stine." Hans stemme var hæs og rystede. Så mærkede hun,
at han pressede sig imod hende og gled lidt ind. Hun gispede, og han
kyssede hende læber ganske blidt. Igen fangede han hendes blik med sit
og holdt det fast. Så stødte han til.
Et lyn af smerte skød gennem hende, da noget gav efter for ham og
bristede. Han kyssede hende blidt og lod hende vænne sig til
fornemmelsen af ham. Da hun igen trak vejret frit, begyndte han
forsigtigt at bevæge sig. Det føltes så... ømt... så vidunderligt. Hun
klynkede sagte.
"Gør det stadig meget ondt?" Han så bekymret på hende.
Hun rystede på hovedet.
"Nej, slet ikke, det er bare... Jeg kan ikke ligge stille..." Hun
jamrede frustreret. Han kiggede lidt forundret på hende, så gik noget op
for ham, og han så smilende på hende.
"Gør det du har lyst til min elskede."
Hun lagde armene om ham, og han begyndte at støde ind i hende igen. Hun
løftede sit skød mod ham, kom ham i møde og hørte, som fra et sted langt
væk, sig selv jamre i nydelse. Hendes krop spændtes af sig selv, og
pludselig skete der noget med hende. Det føltes, som om hun blev ramt af
en serie af bølger, men det var bølger af nydelse, og hun stødte hårdt
imod ham. Gispende fik hun vejret igen og så op på ham. Han holdt sig
igen stille og kyssede hendes læber ganske blidt.
"Elsker dig." Hun hviskede sagte og han smilede til hende, så fortrak
hans ansigt sig i en grimasse, og han stødte hårdt og hurtigt op i
hende. Han stivnede og pressede sig så langt op i hende, som han kunne.
Pustende faldt han sammen over hende, og hun trak ham smilende ind til
sig. Hun så frem til resten af sit liv sammen med den prøjsiske kaptajn.
Efterskrift
For en god ordens skyld må jeg nævne, at bortset fra De Meza er
personerne i denne historie: kaptajnen, hans familie, præsten og Stine
alle udsprunget af min fantasi.
Der var under slaget ved Dybbøl ingen danske præster i nærheden, så en
tysk feltpræst måtte trøste de danske døende. Kaptajnens beretning om
slaget er stykket sammen af forskellige tyske soldaters beretninger.
Det har været ganske deprimerende at arbejde med Karl Gustav-krigene og
2. Slesvigske krig, da de desværre viser, at vi ikke lærer af historien.
Der er mange paralleller mellem de to krige. Vi starter balladen,
overvurderer egne evne, sjusker og får øretæver.
Nogen vil måske mindes, at de har set eller læst Herman Bangs ’Tine.’
Det er ingen tilfældighed, at min hovedperson i denne beretning hedder
Stine, men Bang kunne godt have gjort lidt mere ud af sexdelen :-)
Som altid er
kommentarer, ris som ros, velkomne.
Hvad synes du om
novellen?
Giv din mening til kende
HER
Noveller af
samme FORFATTER |