|
Soldaterkammeret
Fredericia 5. juli 1849
Marie sad ved vinduet og stirrede ud på den røde måne. Fugten fra de
sidste dages regn steg op fra jorden, og der lugtede kraftigt fra sølet,
der var blandet med det tykke lag halm, som var strøet i gaderne. Hun
rørte forsigtigt ved sine læber. De føltes, som de plejede, men hun
forstod ikke, hvordan det kunne være. Hun følte sig helt alene i verden.
En tid havde de kun været hende og Jens i huset. Hun havde sovet alene
oppe i sit kammer på loftet. Jens havde sovet i soldaterkammeret ude for
enden af gavlen, og han havde aldrig et eneste sekund opført sig, som om
hun var andet end en lillesøster for ham. Det var derfor, hendes
forældre havde givet hende lov til at vende tilbage til Fredericia, da
bombardementerne i maj var stoppet. Fordi Jens var der. Marie sukkede
beklemt.
Hun var fæstningsbarn, og i hendes verden var soldater en lige så
naturlig del af livet som høns. Hun smilede ved erindringen om Jens
ansigtsudtryk, da hun havde fortalte ham, at hun som barn havde tænkt på
soldaterne på samme måde som på deres høns, men der var nu lidt logik i
det. De boede ude bagved, var en del af dagligdagen, de skulle fodres og
gik i flok uden nogen egentlig kunne sige, hvad de lavede. Jens havde
grinet højlydt og sagt, at han nu nok mente, det var til at se, hvad de
lavede. Marie hentede kurven med strømper. Hun kunne lige så godt sætte
sig til at stoppe dem, i nat ville det ikke blive til søvn. Hun
overvejede kort, om hun skulle have taget med til Fyn, men lod tanken
fare igen. Hun havde været evakueret to gange.
Første gang sidste år, da hele fæstningen blev forladt og det var som om
fortiden var kommet til live, da Fredericia igen var besat af en Wrangel.
Denne gang blev han dog forhindret i at plyndre og brandskatte både
fæstningen og det omkringliggende land. Det var ikke som da den første
Wrangel havde ladet sine tropper plyndre myrde og voldtage sig gennem
fæstningen. Anden gang hun var evakueret var da Holstenerne kom anden
gang i maj
i år. De havde bombarderet Fredericia voldsomt, og hun lærte navne som
Blokhusmorderen og den sorte gryde. Det var navne på de kanoner, der
skød mange af byens huse i brand. Maries hjem var gået frit, og da
Holstenerne efter en tid havde opdaget, at selv det voldsomme
bombardement ikke nyttede og var stoppet, havde Marie efterladt sin
familie på Fyn og var vendt tilbage for at se efter deres hjem. Hendes
far var blevet syg, og hendes mor var på faldende fode, så selvom de
havde protesteret, havde hun alligevel fået lov. Desuden vidste de, at
Jens var der, og ham stolede de på.
Mange soldater havde boet i kammeret ved gavlen, mens Marie voksede op.
De fleste havde været flinke, en enkelt havde hendes far forbudt at
komme i køkkenet, med mindre han var der. Ind i køkkenet skulle de jo,
når dagens ration af flæsk og ærter skulle tilberedes. Det hed sig, at
de til gengæld skulle hjælpe til med at hugge brænde og lignende, men
det blev det alt for sjældent til. De færreste lavede noget, når man
ikke direkte bad dem om det, enkelte gad slet ikke spor. Jens var
anderledes. Hun huskede, da han første gang høfligt havde banket på og
præsenteret sig. Han havde pænt spurgt hendes mor om råd til, hvordan
han skulle tilberede maden og var af sig selv gået i gang med at vaske
gryden op, da han var færdig. Næste dag var han kommet ind og havde
spurgt, hvor Maries mor ville have brændet, og om ikke han skulle hente
vand. Meget snart var Jens blevet en del af familien på en måde, som
ingen af de andre soldater havde været det.
Marie hørte en hosten udenfor vinduet. Soldaterne var så stille derude.
Hun hørte lyden af et spænde, der klirrede mod en geværløb og lugtede
røgen fra en pibe. Hun havde lyttet, når hendes far og Jens om aftenen
havde diskuteret krigen. Det var ikke meget, hun forstod af det, men dog
så meget som, at Holstenerne ville være tyske og en del men ikke alle af
slesvigerne med dem. Så havde hun langt bedre forstået, hvordan Ryes
tilsyneladende flugt op igennem Jylland havde virket. Alle kendte til
hans mesterlige tilbagetog op gennem Jylland, og hvordan han sammen med
de fleste af sine mænd, så havde ladet sig udskibe fra Helgenæs til Fyn
og nu stod i Fredericia. Det var derfor, der var strøet halm i gaderne,
så larmen fra de mange ekstra soldater ikke kunne høres. Længe havde al
gulvplads i Maries hjem været optaget af sovende soldater, nu da Rye og
De Mezas tropper også stod i fæstningen, sov de, hvor de kunne finde en
plads at lægge sig på. 24.000 mand var de inde bag voldene. De sidste
nætter havde Jens forladt soldaterkammeret og havde sovet foran døren
til hendes kammer.
Marie hørte en hvisken udenfor vinduet og genkendte et Fadervor. Hun
slap strømpen og stoppenålen og foldede sine hænder. Hun fulgte
soldatens famlende takt og hjalp ham i tankerne med at finde de ord, som
han tydeligvis ikke havde bedt siden sin barndom. Hun bad med ham, for
ham og for alle de andre og specielt for Jens. Hun sluttede med et amen,
og i tankerne mærkede hun igen Jens arme om sig og hørte hans sagte
hvisken.
”Jeg elsker dig, Marie. Hvis jeg kommer tilbage, vil du så gifte dig med
mig?”
Hun havde svaret ja, og hvert eneste slag hendes hjerte slog denne nat
hviskede ja. Ja. Ja. Han havde kysset hende. Først ganske blidt, så
desperat. Marie rørte igen ved sine læber. Hans kys havde ændret hele
hendes verden.
Uret i den pæne stue slog. 12 rungende slag. Der lød stemmer udenfor.
”Til gevær.” ”Ret.” ”Gevær ved skulder.”
Marie kunne høre den dæmpede lyd af hestehove mod halmen. Hist og her
ramte en hestesko gennem det ellers tykke lag halm og den skarpe lyd af
jern mod brosten sang gennem den tavse nat. Hun lyttede intenst ud i
mørket. Hendes hjerte hamrede, og hun bad så mindeligt for Jens. Uret
slog et inde i stuen. Så kunne hun høre, at der skete noget. Mennesker
satte sig i bevægelse, og der lød råb og så skud. Mange skud. Marie
rejste sig og tændte en lampe. Hun fandt garn og strikkepinde frem og
begyndte at slå masker op. Hendes hænder rystede lidt, men da først hun
havde strikket de første omgange på sokkerne, gik det bedre. I hver
eneste maske var strikket kærlighed til Jens. Hendes Jens. Skuddene
bragede gennem natten, og timerne svandt hen. Det var blevet næsten
lyst, da en ny lyd blandede sig i kamptummelen. Kanoner bragede, og hun
for forskrækket sammen. Beskød de nu igen fæstningen? Hun stak hovedet
ud af vinduet, men satte sig snart igen i stolen og fortsatte med at
strikke. Det var kanonbåde, som beskød fjenden. Timerne gik. Pludselig
blev Marie opmærksom på, at skuddene var færre og længere væk og
desuden; hun spidsede ørerne. Der lød hurraråb i gaderne. Hun lagde
strikketøjet fra sig og løb ud på gaden. Der var ingen tvivl. De havde
vundet. Marie jublede med soldaterne, men stirrede med rædsel på de
sårede, som blev kørt forbi og på vognene med de døde, som var på vej
mod kirkerne. Så mange døde. Hun så en soldat med samme hårfarve som
Jens ligge øverst på en af vognene med lig og løb efter vognen, men det
var ikke ham. Langsomt gik hun tilbage til sit hjem. Hun tændte op i
komfuret og begyndte at slæbe vand ind og satte det over. Ud fra hvordan
soldaterne på gaden havde set ud, ville Jens trænge til et bad, når han
kom hjem. Hun strikkede videre på strømperne, mens hun kogte vand og
fyldte det i karret.
”Rye er faldet.”
Råbet gjaldede gennem gaderne, og Marie slap strikketøjet. Hvis Rye var
faldet? Denne stovte nordmand med det venlige smil, som hun så ofte
havde set i gaderne. Olav Rye, som havde leget kispus med fjenden. Hvad
så med Jens? Hun sluttede den sidste strømpe af. I det samme gik døren
op, og hun for op af stolen.
”Jens!”
Hun kastede sig i armene på ham og kyssede hans læber. Han slog armene
om hende og knugede hende ind til sig. Hun mærkede noget fugtigt og
klistret på hans uniform og stirrede på ham. Han var sort i hovedet af
krudtslam, og det blødte fra en rift på hans kind. Hans uniform var
smurt ind i mudder og blod. Hans hænder rystede, og hans øjne skinnede,
som om han havde feber. Hele hans legeme rystede. Han stirrede tavst på
hende. Det var som om han ikke helt forstod, at det virkelig var hende
han stod og så på. Marie greb hans hånd og trak ham med ud i køkkenet,
hvor det dampende varme bad ventede på ham. Jens stirrede tavst på
karret og gjorde ikke mine til at trække af sin skidne uniform. Marie
tænkte lidt og gik så hen til skabet, hvor hendes far gemte brændevinen.
I dag undte han sikkert Jens en dram. Hun skænkede en velvoksen dram til
Jens og rakte ham glasset. Han bundede det og sukkede dybt. Igen så han
på badet og begyndte med rystende hænder at knappe uniformsjakken op.
Marie så lidt på ham, så tog hun blidt hans hænder og flyttede dem.
Snart efter stod Jens nøgen, og hun rakte ham en hånd, så han kunne
støtte sig til hende og træde op i karret. Hun rakte ham sæben, men han
sad bare tavs og så på den, så hun tog den fra hans hånd og gik i gang
med at vaske ham. Hun nød at mærke hans smukke levende krop under sine
hænder. Bortset fra riften på hans kind, var han intet kommet til. Hun
skyllede ham af og lod ham sidde i karret med endnu en dram, så løb hun
op og fandt sin fars bedste natskjorte. I dag var intet for godt til
Jens. Hun hjalp ham op af karret, fik ham tørret og hjulpet i skjorten,
så tog hun ham ved hånden og førte ham op til sit kammer. For første
gang protesterede han, men hun kyssede ham blidt og puffede ham ned på
hendes seng. Hun trak en stol hen ved siden af sengen og satte sig og
holdt hans hånd. Han smilede lidt forvirret til hende, men snart efter
sov han udmattet.
Marie sad længe og så ham sove, så blev hun opmærksom på de pletter,
hans uniform havde lavet på hendes kjole. Det var tydeligvis blod, og
hun fik kvalme. Hun rejste sig og trak kjolen over hovedet. Det var gået
igennem det tynde stof og ind på underkjolen. Hun kastede et forsigtigt
blik på Jens. Han sov dybt. Så trak hun også den af og stod nøgen. Hun
kastede et blik i spejlet og forsøgte at forestille sig Jens hænder på
sin krop.
”NEEEJ!” Jens havde sat sig op i sengen og skreg.
Marie sprang hen til ham og slog armene om ham. Han trak hende tæt ind
til sig, og hun væltede op i sengen til ham. Han kyssede hende voldsomt,
og hun gengældte hans kys. Hendes nøgne krop blev holdt mod hans som i
en skruestik, og hun nød at mærke ham. Hans hænder gled ned til hendes
balder og krammede dem blidt. Marie mærkede varmen sprede sig i sin krop
og kyssede ham mere ivrigt. Han drejede dem begge rundt, så han kom til
at ligge ovenpå hende og hun spredte sine ben, så han kunne ligge bedre.
Hun stivnede overrasket, da hun mærkede hans stenhårde lem mod sit skød.
Jens mærkede, at hun stivnede og løftede sig lidt op på armene og så på
hende.
”Jeg … vil ikke… gøre dig fortræd.”
Hun smilede og trak ham ned til sig. Med en hæs stønnen begravede han
ansigtet ved hendes hals, og hun holdt ham tæt ind til sig. Spidsen af
hans hårde lem hvilede mod hendes skød, og hun pressede sig forsigtigt
imod ham. Han stønnede hæst, forsøgte at holde sig, så pressede han på,
og hun mærkede hans hårde varme lem glide ind i sig. Kort lå han stille,
og hun gispede og forsøgte at vænne sig til ham, så stødte han til, og
hun mærkede en skarp smerte fra sit skød. Hun skreg kort, og han kyssede
hendes mund.
”Lille elskede Marie.”
Smerten svandt, og hun mærkede, hvordan hans lem dunkede i hende, hun
løftede sit skød op mod ham. Med en stønnen begyndte Jens at bevæge sig.
Han var så forsigtig, som om hun var lavet af porcelæn. Marie knugede
ham ind til sin. Jens var levende. Langsomt satte han farten op. Det var
som om noget i ham brast, og pludselig stødte han dybt og hårdt ind i
hende og knugede hende tæt ind til sig. Hun mærkede ham blive tung og
slap i kroppen. Hun løftede en hånd og strøg ham blidt over håret. Han
lå stille og pustede, så løftede han sig op og så flovt på hende.
”Det var ikke meningen. Jeg ville ikke have… din ære…”
Marie løftede hovedet og kyssede ham til tavshed. Jens lagde sig
forsigtigt ned ved siden af hende men uden at slippe hende. Han trak
hende tæt ind til sig. Marie kunne mærke en dunkende smerte mellem sine
ben og en fornemmelse af at noget løb ud af hende.
”Vi
fik ordre til at gå frem. Det var så mørkt, at vi måtte gå efter
mundingsilden, og de forreste faldt. De faldt alle sammen. De sårede
jamrede og blodet flød. Det glinsede i glimtende. Men vi gik fremad.
Bare fremad. Det var så svært ikke at falde over de døde. Jeg trådte på
en såret, han… skreg.”
Marie kyssede ham blidt på panden, men lod ham tale.
”Det nyttede ikke at tænke, bare lade sigte og skyde. Vi kunne end ikke
se eller høre, om vi ramte, men de veg, og vi fortsatte fremad. Der
stank af krudtrøg og blod. Larmen var ulidelig Skud, råb og skrig fra de
sårede. Men vi gjorde det. De er sendt på flugt. Rye er faldet. Jeg
hørte, da vi blev sendt tilbage her til, at han var blevet ramt, så
havde han bedt sine mænd fortsætte og uden at gøre stads af sig, stille
sat sig ned. Lidt senere fandt en soldat ham død.”
Han
knugede Marie tæt ind til sig. Marie følte sig så vemodig ved tanken om
Rye og alle de andre sårede og faldne og så lykkelig, fordi Jens lå her
ved siden af hende. Jens lå og stirrede på hende, som om det først nu
rigtig var gået op for ham, hvad de lige havde lavet. Han smilede
forsigtigt til hende.
”Gjorde jeg dig ondt?”
Marie rystede blidt på hovedet og kyssede ham forsigtigt. Han smilede og
trak sig lidt væk fra hende. Han lod en hånd glide hen over hendes kind
ned over hendes hals og ned til hendes bryster. Han lod blidt sine
fingerspidser glide hen over hendes brystvorter, og hun gispede sagte.
Det var så meget bedre, end hun havde forestillet sig. Han lænede sig
frem og kyssede hendes bryst. Hun gispede højere, og da hans læber blidt
lagde sig om en brystvorte, stønnede hun hæst og pressede hans hoved mod
brystet. Han sugede blidt og lod sin hånd kærtegne den anden. Marie
mærkede sit skød dunke, men det var ikke af smerte, men af lyst. Han
fortsatte de blide kærtegn, til hun følte det, som om hun skulle blive
vanvittig. Hun løftede skødet op og vred sig utålmodigt. Hun lod en hånd
glide nedover hans brystkasse, lod den kort ligge over hans hjerte og
mærkede lykkeligt, at det slog, så lod hun den fortsætte ned over hans
mave, til hun mærkede hans lem. Hun rørte forsigtigt ved det, og han
gispede højt. Det var på en og samme tid så blødt og så hårdt. Hun havde
aldrig mærket noget lignende. Jens lod sin ledige hånd glide ned mod
hendes skød. Hans fingre gled blidt ind i hende, og hun bed sig i læben.
Hun var øm, men hun nød hans blide berøring. Han løftede hovedet og så
spørgende på hende. Hans begær lyste tydeligt mod hende, men hun vidste,
at sagde hun nej, ville han lade hende være. Elskede Jens.
Hun sagde ikke noget slap blot hans lem og rakte ud efter ham.
Forsigtigt lod han sig glide op over hende og lagde sig tilrette mellem
hendes vidt spredte ben. Han kyssede hende og lod sig på samme tid glide
ind i hende. Denne gang havde han bedre tid. Det desperate var
forsvundet. Hun klynkede. Det føltes så godt. Hun var øm, men han var så
dejlig, og det føltes så godt at mærke ham. Han bevægede sig forsigtigt
frem og tilbage, og hun mærkede, hvordan ømheden forsvandt og blev
erstattet af nydelse. Han bøjede sit hoved og sugede blidt på en
brystvorte, så skreg hun hæst, da orgasmen rullede ind over hende. Han
så smilende på hende og kyssede hende blidt, inden han satte farten op.
Der gik ikke ret længe, før han stødte hårdt op i hende og stønnede
højt. Han væltede sig ned ved siden af hende og smilede bredt.
”Vi må nok snakke med præsten i morgen, hvis vi ikke skal risikere
noget.”
Hun blev dybrød i hovedet og nikkede så.
Marie sad bagerst i kirken og stirrede lamslået på det sælsomme skue.
Olav Ryes kiste stod foran alteret. Hun havde været med til at binde
kransene, og det var ikke det, der rystede hende. Lænet op af
bænkegavlene sad ligene af 22 andre faldne officerer. De var i fuld
uniform og sad der, stille som om de var parat til at springe op og
gribe til våben endnu engang. Feltpræst Boisen stod for en gudstjeneste
og bortset fra, at Marie kunne huske, at hun havde grædt, kunne hun ikke
huske, hvad han havde sagt. Hun sad hele tiden og stirrede på de
siddende lig. Da Ryes kiste blev båret ud, begyndte man at bære kister
ind, og en for en blev de lagt i dem. Marie stirrede på det sælsomme
skue. 6. juli havde disse unge mænd været levende. Nu den 8. juli blev
de begravet efter dette forunderlige skuespil. For hende var 6. juli dog
ikke kun datoen for en af de største sejre nogensinde, men også den dag
da hun blev kvinde.
Denne novelle er tilegnet de danske Jens'er som jeg gennem tiden har
drillet godt og grundigt, med den danske hærs mangel på sejre. Jeg
vedgår hermed offentligt, at en landsoldat kan være praktisk i natten
klam og kold.
Katrine
er på
Tilkendegiv din mening om serien
på Facebook - eller brug gæstebogen her /Red.
Hvad synes du om
novellen?
Giv din mening til kende
HER
Noveller af
samme FORFATTER |