LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Katrine Benthagen©

Genre: Alm. sex

Dato: 09.12.2009

Serie: Frække fortællinger af fædrelandets historie

Krakas Saga - del 2

Resumé:
Regnar er på togt – Kraka vandrer ubekymret om i fjeldene med sine får, da Regnar lægger til i deres vig. Hans mænd kommer tilbage med ord om en smuk kvinde og efter ordkløveri om ikke at komme alene og ikke have følgeskab om ikke at være påklædt og dog ikke være nøgen, kommer Kraka på besøg hos Regnar. Hans begær er stor, men hendes snilde større og han lover at komme forbi og hente hende når sommerens togt er ovre – nu er han her igen…  Læs evt. tidligere afsnit HER

Da den halve sommer var gået vendte Regnar tilbage til Norge. Skibet lagde til i vigen ved gården Spangerhede og Regnar sendte et par mænd op for at finde Kraka.  Hun gik som altid oppe i fjeldet med fårene, da de to mænd dukkede op. De fortalte hende, at Regnar var vendt tilbage efter hende og bad hende følge med. Kraka smilede til dem og sagde, at hun nok skulle komme, men det kunne ikke blive før næste morgen, da hun havde ting at bringe i orden inden. Med den besked gik mændene tilbage til Regnar, som bestemt ikke var tilfreds. Hans begær efter Kraka var ikke mindsket hen over sommeren og han havde håbet at han allerede denne aften ville have hende i sin seng. Omvendt talte det til hendes fordel, at hun ville tage afsked med sine forældre først, hvordan to så grimme mennesker som Grima og Åge så kunne have fået så smuk en datter.

Det blev ikke til meget nattesøvn for Regnar. Hele den nat vred og vendte han sig på lejet, mens billeder af Krakas nøgne krop dansede på hans nethinde.

Næste morgen stod Kraka tidligt op. Hun vaskede sig og redte sit lange gyldne hår. Da Åge og Grima stod op, stod hun klar til at gå. Hun takkede dem for kosten de sidste ti år, skønt den havde været knap, havde hun dog fået den, og bød dem farvel. Hun gik uden hast ned i vigen, hvor Regnars skib lå, og hun blev modtaget med jubel. Mændene nød synet af den smukke kvinde, men endnu mere nød de, at Regnar, siden han havde mødt hende, var blevet sig selv igen. Nu kunne han spøge og slås og sad ikke længere blot og rugede over øllet, parat til at hugge ud efter enhver, som tillod sig at le, eller blot smile, i hans nærvær. De huskede vel også synet af hende, iført fiskenettet, men det var noget, som ikke var passende at tale om, nu hun skulle hjem og være Regnars hustru. Der var ikke den mindste usikkerhed eller blufærdighed at spore hos Kraka, da hun trådte ind i det telt Regnar havde fået rejst på stranden. Hun missede lidt med øjnene for at vænne sig til mørket og hilste så smilende på Regnar. Han trådte hurtigt hen til hende, lagede armene om hende og kyssede hende hedt. Han pressede sin krop mod hendes og hun kunne tydeligt mærke, at hans krop satte pris på, at hun var kommet. Hun gjorde sig forsigtigt fri af hans ivrige greb og trak sig lidt væk.
”Er det mon ikke det mest hærdelige, om vi venter til brylluppet? Jeg er trods alt ikke en hærtagen kvinde, men din hustru.”
Regnar nikkede sammenbidt. Begæret efter den smukke kvinde rasede i hans krop, men han måtte give hende ret. Hun var hverken en træl eller et bytte fra sommerens togt. Hun var kommet til ham af egen vilje og måtte behandles med ære. Han bed tænderne sammen og rakte hende i stedet en pakke. Hun takkede, åbnede den og fandt både særk, kjole og overkjole, smukt lavet og overkjolen farvet i samme stærke blå nuance som hendes øjne. Hun smilede og løsnede hurtigt det bælte, som holdt den lasede skindkofte sammen om hendes krop. Hurtigt trak hun den over hovedet og stod så nøgen foran den gispende Regnar. Uden at forhaste sig tog hun de nye klæder på og Regnar fik rig lejlighed til at betragte hendes krops kurver fra mange vinkler under den proces. Lysten til at vælte hende om på lejet og tage hende rasede i hans krop men han beherskede sig og rakte hende en lille pakke, da hun var færdig med påklædningen. Hun åbnede den og fandt to smukke spænder af guld, som hun kunne fæstne skulderstropperne på overkjolen med. Hun takkede ham og satte dem fast. Regnar for ud til sine mænd og jog dem i gang med at få pakket sammen og få sat kursen mod Danmark. De for forbløffede op. De havde, som Regnar, nok regnet med, at der ville være fjasen og tumlen i Regnars telt de næste mange timer, men nej. Med rutineret hast blev skibet lastet og snart efter stod de ud af vigen med god vind.

Det blev den længste hjemfærd i Regnars liv. Kraka ville ikke dele leje med ham, skønt han svor, han ikke ville røre hende. Han ofrede mange gange til Njord og Ægir for gode vinde og satte sine mænd til årerne, om vinden faldt det mindste. De sled nu i det med godt humør. Dels havde sommerens togt været indbringende, dels var der ikke en af dem, der ikke forstod grunden til Regnars hast. De havde nu også håbet på en vinter med en Regnar, som ville sidde godt i højsædet med Kraka på skødet og være den høvding, de satte pris på.

Efter en tur, som på ingen måde kunne være gået hurtigere, men som for Regnar havde føltes som en evighed, lagde skibet til neden for kongsgården. Han sprang i land og ville nu føre Kraka til sengs, men hun så køligt på ham og spurgte om ikke han mente, at det var det mest ærefulde for hende, om de ventede til bryllupsfesten. Hun medbragte jo ingen stor medgift og folk skulle vel nødigt tro, at hun ikke skulle behandles med ære, men blot være smukt sengefyld. Regnar var tæt på at være desperat og i hast blev der sendt bud rundt til naboer og frænder. Der blev ikke sparet på noget til brylluppet, men skønt han ind imellem så længselsfuldt på Kraka opførte hun sig så sømmeligt som nogen og lod ham aldrig være alene med sig.

Der blev holdt en storslået fest, men Regnar sad utålmodigt i højsædet ved siden af Kraka. Han længtes kun efter at blive alene med hende i brudekammeret. Kraka gjorde dog ingen tegn til at ville forkorte hans pine. Han var ellers parat til at bryde al sæd og skik og bringe hende til sengs, midt i maden. Hun sad dog så roligt ved siden af ham, at han kom til at tænke på om han var hende imod. Havde hun kun taget ham for hans magts skyld? Så kom han til at tænke på hendes glade smil ved synet af hans manddom, dengang i vigen ved Spangerhede og hendes ivrige hænder. Nej han var sikker på, at hun havde sagt det, som det var. Hendes ære måtte passes på, ellers ville hun få det svært som husfrue på kongsgården.

Endelig lå de to alene i kammeret. Først var Kraka blevet ført ind. Pigerne havde klædt hende af og kæmmet hendes lange gyldne hår. Hun var blevet lagt i sengen og en dyne lagt henover hendes nøgne krop. Der havde hun ligget mens Regnar var blevet ført ind og klædt af for øjnene af hende. Så havde den ældste mand og den ældste kvinde tilstede trukket sengetæppet op over dem og de var at betragte som ægtefolk. Med adskillige sjofle bemærkninger havde gæsterne ladet dem alene.  Regnar havde taget Krakas hånd, mens sengetæppet blev lagt over dem og han lå nu stille og holdt den i sin. Så vendte han sig om mod hende og trak hende ind til sig. Kraka strittede blidt imod.

”Kun en dåre aner ikke
Hastværk er den værste last.
Bedre er det at give tid.
Sønnen bliver derefter.”

Regnar så ud som om han havde fået en spand koldt vand smidt i hovedet. Nej nu måtte det være nok med hendes griller. Han mumlede noget om, at man også kunne vente for længe, så tog han godt fat i hende og fandt hendes mund med sine læber. Kraka sukkede opgivende og lod sig kysse. Hans hænder slap grebet om hende og gik på opdagelse på hendes krop. Hænderne strøg kærtegnende ned over hendes bryster og han mærkede brystvorterne rejse sig og blive hårde. Han kyssede sig ved nedover hendes hals og lod tungespidsen danse henover en ivrig brystvorte. Kraka sukkede højt af nydelse og vred sig. Hun pressede ivrigt brystet mod hans mund og han sugede den spændte vorte ind mellem sine læber. Hun jamrede højt og han gav den anden vorte samme omgang. Han trak tæppet og dyne af hende og lå stille og betragtede hendes smukke krop i lyset fra de tællelys der oplyste rummet. Hans hånd gled nedover hendes mave, ned mod hendes skøds lyse krøller og hun spredte ivrigt benene. Igen fandt hans læber hendes mund og hun besvarede kysset med en ild, der svarede til den der rasede i hans krop. Hans fingre gled forsigtigt ind i hendes fugtige skød og hun stønnede højt ind i hans mund og slog armene om ham. Han gjorde sig forsigtigt fri og lagde sig i stedet indover hende. Hun pressede ivrigt skødet mod hans lem, men han lo og spurgte hende, hvem det nu var, der havde hast. Det var som om, at han nu havde al den tid der var i verden, til at nyde hende, nu han vidste, at hun var hans. Han begyndte at kysse sig vej nedover hendes krop og hun vred sig nu som en ål under ham uden at kunne give tid. Regnar lod sig dog ikke påvirke af hendes klagende jamren eller hendes bønner. Han tog sig den tid han havde lyst til, mens han lærte hendes krop at kende. Hans læber og tunge lavede et fugtigt spor nedover hendes mave. Med fingrene skilte han forsigtigt hendes skamlæber og lod tungen kredse om hendes klit uden at ramme. Nu jamrede Kraka så højt som nogensinde før. Så fandt hans tunge frem til det sted, hvor hun mere end noget andet i verden ønskede at mærke den. Hele hendes krop sitrede. Han slikkede hende roligt og pirrende. Pludselig skreg hun som om alle Udgårds jætter var efter hende og hendes krop spændtes i kramper. Han fortsatte blidt en tid endnu og da hun lå stille lod han sig glide op over hendes krop. Han kyssede hende og lod så sit lem glide ind i hendes våde stramme skød. En trækning gik over hendes ansigt, da han gennembrød hendes mødom og han kyssede hende blidt. Hun smilede til ham og han begyndte forsigtigt at bevæge sig inde i hende. Hun slog armene om ham og kom ham i møde. Regnar satte farten lidt op og bemærkede hvordan Kraka klynkede i nydelse. Så kunne han ikke mere. Han stødte hårdt og dybt op i hende og brølede alt sit opsparede begær ud. Tungt pustede lagde han hovedet ned på hendes smukke bryster og kyssede dem blidt. Hun strøg ham kærligt over håret og det var to tilfredse mennesker, der faldt i søvn den aften.

Ni måneder efter brylluppet fødte Kraka en søn og de kaldte ham Ivar. Men det var gået som Kraka havde advaret Regnar om. Den søn, der var blevet skabt i hastværk, kom til verden i en sjusket udgave. Hans overkrop var som den skulle være, men i hans ben var ingen knogler kun brusk og han fik da, fra spæd, tilnavnet benløs.

(fortsættes)

Hvad synes du om novellen?
Giv din mening til kende HER

Noveller af samme FORFATTER