|
LÆSERNES EGNE NOVELLER |
|||
|
Forfatter: Katrine Benthagen© |
Genre: Jul |
Dato: 16.12.2009 |
|
|
Julianes juleferie Det var koldt. Hun var ved at glide i en frossen vandpyt på kajkanten og følte sig som en rummand i det tykke vintertøj, men det var nødvendigt, hvis hun ikke skulle fryse. Hun trådte uelegant ned i jollen, og gik i gang med at overtale den kolde motor til at starte. Det var hårdt arbejde, og i løbet af kort tid havde hun smidt både vinterfrakken og den orange tophue. Endelig besluttede motoren sig for, hostende og harkende, at gå i gang. Hun gloede arrigt på den. Nu skulle den bare ikke dø igen. Den holdt og hun kunne begynde at løsne de stive fortøjninger, hive fenderne ind og komme til havs. Der var stort set ingen vind, denne frostklare decembermorgen, og Julle nød solopgangens klare røde og gyldne farver, mens hun satte kursen ud i fjorden. Kulden begyndte dog snart at bide i panden, og hun tog hue og frakke på igen. Hun gøs ved tanken om, at hun snart skulle trække de våde og dermed iskolde garn op, med sine bare hænder, men hun hadede at bruge handsker. Hun følte, at hun mistede følingen med garnene og så hjalp de tynde gummihandsker i øvrigt ikke meget mod kulden alligevel. Hun skænkede sig en kop kaffe fra termokanden og tændte sig en smøg, mens hun nød at være på havet igen. Hele efterårsferien havde det blæst, så da havde hun ikke haft en chance for at komme ud, men i går eftermiddags havde både vejrudsigten, hendes farmors gigtramte knæ, og hendes egen næse sagt hende, at det var på tide at komme ud. Hun sad og overvejede, hvad det var der fik hende til at tage ud og hente garn en morgen som denne, hvor det frøs et par grader, og hun vidste, at det ville blive både koldt og ubehageligt. Hun måtte være vanvittig, men fakta var, at hun sad med et bredt smil om munden og mærkede, hvordan blodet rullede hurtigt i årerne. Hun var så levende denne morgen, som hun ikke havde været i lange tider. Hun trak den frostklare luft dybt ned i lungerne og løsnede skuldrene. Hun blev stiv af at sidde på sin bag og læse dag ud og dag ind, og hun vidste, at alle muskler i hendes krop ville gøre ondt i morgen, hvis der var skidt i garnene. Men det var morgendagens problem ikke dagens. Hun kunne se sine garn på lang afstand, og tog farten lidt af. Hun skulle lige nå at have en tår kaffe mere, inden hun gik i gang med at trække garnene ind. Hun frøs allerede ved tanken og undrede sig igen over, hvorfor hun sad her og ikke lå under den varme dyne. Hun tog yderligere fart af, smed frakken, trak en cigaret halvt ud af pakken og lagde den og lighteren så de var nemme at komme til. Så gik hun i gang med at trække garnene ind. Koldt vand strømmede henover hendes fingre, men den smertende kulde blev overdøvet af kroppens glæde ved de vante bevægelser. Hun mærkede hvordan arme, skuldre hofter og ben arbejdede sammen og garnene gled roligt ind. Hun smilede og nynnede en shanty i takt med at garnene gled ind. Som altid kiggede hun spændt ned i vandet for at se det grønne glimt af fladfiskenes bug. Lidt barnligt sådan at være på forkant men nysgerrig var hun nu. Tykke skrubber gled ind over rælingen og hun smilede ved tanken om fladfiskerogn. Det var nu noget af det bedste ved julefrokosten. Hendes hænder smertede og hun fik sværere og sværere ved at bevæge dem. Langsomt gik smerten over i dump følesløshed. Det var med fryd, at hun trak de sidste garn ind. Det havde været fint med fisk, men det var en kold og smertefuld fornøjelse at trække garnene ind. Hun fumlede med at få tændt en smøg, satte sig tungt ned og fik med besvær åbnet termokanden. Varmen fra kaffen gik gennem kruset og begyndte at tø hendes fingre op. Hvor var det dog koldt. Hun åndede på sine hænder og mærkede, hvordan smerten tiltog, mens blodet langsomt vendte tilbage. Hun bandede hjerteligt. Hun måtte være splittergal. Inde på kajen stod Petter klar med fortøjningen, da hun stivfrossen sejlede ind i havnen. Da hun havde fået fortøjet, trådte den gamle mand elegant ned i jollen, stak hende en lommelærke og begyndte så at pille fiskene ud af garnene. Julle tog en slurk af Petters hjemmelavede bitter og hev efter vejret. Hun ville ikke påstå, at den på nogen måde smagte godt, men den gav varmen. Hun smilede. Det her var en god begyndelse på julen.
Anden
juledags aften trådte Julle ind på det julepyntede hotel. Det var
egentlig ikke fordi hun havde tid, der lå en eksamen og lurede lige
efter nytår, som hun burde læse op på, men Petter havde som altid
stukket hende billetten til Borgerforeningens julebal, som julegave, da
de mødtes i kirken juleaften og Julle kunne godt lide at danse, så her
stod hun altså. Hun havde det mærkeligt med julebal. Det var en hyggelig
fest, men hun savnede i høj grad sommerens udvalg af mænd. Hun kunne
tydeligt mærke forskellen på, hvordan hun følte sig, når hun var en
ganske almindelig studerende og så når hun var hjemme og fiskede.
Jagtinstinkterne lå og lurede lige under overfladen og hun scannede
hurtigt lokalet for mulige ofre. Det var lutter kendte ansigter og hun
sukkede sagte. Hun kunne godt have brugt sex i aften. Hun fandt hen til
Petter og sad snart efter med et stort glas gløgg foran sig. Der blev
diskuteret vind, vejr og fiskefangst og Julle hæftede sig ikke rigtig
ved, at en flok unge mænd fra byen satte sig ved samme bord. De havde
alligevel ikke hendes interesse. Petter og hun strøg ud på dansegulvet
og snart gik det slag i slag. Danse kunne hun sagtens med de lokale. Ud
på aftenen gik hun udenfor for at ryge. Det var koldt, men sneen var
faldet juledag og det gjorde kulden tålelig. Der stod allerede en mand
ude på trappen og røg. Julle hilste kort. Han var ikke en hun kendte,
men hun havde da set ham før. Han stod og så på hende.
Han puffede
hende over mod sengen og ned på den. Hun kunne ikke rigtig følge med.
Hvad var det lige der skete? Han satte sig ned ved siden af hende og
løftede hendes ben op i sengen. Han sad og så på hende lidt, så smilede
han og lagde sig ned ved siden af hende. Hans hånd gled roligt nedover
hendes krop fra hendes hår, nedover hendes ansigt og hals, ned mellem
hendes bryster, nedover hendes mave og nedad hendes lår. Hun mærkede
hvordan hun fik gåsehud. Hun var forvirret. Det var ikke sådan det
plejede at være. Hun kunne godt lade manden tro, han styrede, men det
var hende, der bestemte. Hun løftede armene for at tage fat i hans lem
og genvinde kontrollen. Han tog fat i hendes arme, løftede dem op over
hendes hoved og holdt dem samlede med en hånd. Han smilede bredt.
Næste
formiddag stod Julle og bandede over, at sneen havde dækket hendes garn,
så hun nu stod med hænderne i sne og isklumper og forsøgte at rede dem
nødtørftigt op, da jollen svajede. Hun så op.
Hvad synes du om
novellen? |
|||