LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Katrine Benthagen©

Genre: Job

Dato: 17.07.2011

Herre, jeg har syndet

År 1534 en lille landsby et sted i Jylland

Fader Søren knælede foran Jomfru Maria i den lille landsbykirke. Han havde tændt lys og lirede nu sine Ave Maria'er af i en fart. Han havde syndet og måtte nu betale sin bod. Han rejste sig, stiv i knæene og sukkede dybt. Det var ikke let at være præst og slet ikke i disse tider. Ufred og uro herskede alle vegne. ingen kendte længere deres plads. Bønder gjorde oprør mod deres Herrer. Kongerne var der flere af og hans husholderske... ja hun var ustyrlig.

Han havde antaget hende, da hun som enke havde søgt pladsen som hans husholderske. Hun havde virket så alvorlig og korrekt, at han havde været i tvivl om, det nu var en god ide. Han ville trods alt gerne have det hyggeligt, når han var hjemme. Selvfølgelig havde hun ikke megen grund til at smil. Hendes mand og børn havde pesten taget. Han havde haft ondt af hende. Enhver i landsbyen havde vidst, at hun ikke havde levet godt med manden, men elsket sine børn, så han havde med et stille suk antaget hende. Han havde godt nok tænkt på, at hun var noget for ung, men hvad skulle der ellers være blevet af hende? Hvilken fejl.

I starten havde hun ganske rigtigt været stille, så var problemerne begyndt. Han var præst, og han havde viet sit liv til Gud.
Vel havde han i ungdommen måttet slås med løftet om cølibat, og vel var der nu mange som højt sagde, at der intetsteds i biblen stod noget om, at præster ikke måtte gifte sig, men han havde faktisk holdt ved løftet. Lige indtil en nat, hvor han havde siddet ved en døende for at give ham den sidste olie. Han var kommet hjem midt i en forrygende tordenbyge og var krøbet under sin dyne, kun for at finde at pladsen allerede var taget. Hans husholderske lå så nøgen, som den dag hun var kommet ud af sin skarptungede moders liv i hans seng. Hun havde slået armene om halsen på ham og grædende tilstået sin skræk for tordenvejr. Han havde været så træt, at han ikke havde sanset at smide hende ud, men blot lagt sig ved siden af hende og var faldet i søvn, mens tordenen buldrede løs over dem.

Var det bare blevet ved det, havde det nok været upassende, men vel også en kristen gerning. Han skulle trods alt bringe trøst til de bange, men ak, sådan var det ikke gået.
Han havde drømt. Det var forvirrede drømme om bløde lemmer mod hans nøgne krop. Han havde i drømme mærket fornemmelser i sin krop, som han ikke havde mærket siden i tiden, før han blevet præst. Han troede, at han stadig drømte, da han mærkede en våd og varm mund om sit lem, stønnende løftede han sig op på albuen, da hendes tunge, spillende som en slanges gled, over det følsomme hoved og fortsatte nedover skaftet. Han skulle virkelig lige til at protestere, da hun sugede hans lem ind i sin mund. Denne hede, fugten, suget. Det føltes som om hans viljestyrke og mod blev suget ud af ham, og han sank stønnende tilbage i halmen. Hendes mund havde føltes som Himmerige for hans lem. Hendes tunge. Ja, dagen efter havde han grebet sig selv i at stirre på den, for at se om den skulle være tvedelt som en slanges. Det havde pirret og pint ham. Da han havde været tæt på at komme, han havde anet de første sammentrækninger, havde hun grebet hårdt om hans lem med fingrene. I mørket havde han anet at hun havde sat sig op og han havde følt lige dele frustration over at hun ikke havde fortsat og lettelse over at blive reddet fra synden. Hun havde skævet over ham, og stadig med hans lem fast i sin hånd, sænket sig ned over det. Helvede og Himmerige fandtes begge dele i en kvindes skød. Så hedt og brændende som Helvedes flammer havde det været. Samtidig så blødt og kærkomment som selveste Himmelen. Hun havde sluppet hans lem med hånden og ladet sig synke helt ned over ham. Frækt havde hun vippet med sit syndige skød, så havde hun givet sig til at ride ham. I starten dovent og nydende senere hurtigt, som var han en stridshingst, hun sporede i fuld galop mod fjenden. Pludselig havde hun hujet højt, og hendes skød havde trukket sig krampagtigt sammen om hans lem. Indtil det øjeblik havde hans synd mest været en udeladelsessynd. Han havde undladt at protestere, men da hendes skød begyndte at klemme om hans lem, greb han fat i hendes hofter og stødte selv hårdt op i hende, mens han sprøjtede al sin lyst op i hende. Det føltes, som om det fortsatte i det uendelige, og han mente at have hørt hende le tilfredst, den Babylons skøge. Udmattet sank han tilbage i halmen, mens hun steg af hans lem og ud af hans seng. Han måtte være faldet i søvn med det samme. Næste morgen havde han været tilbøjelig til at tro, at det hele havde været en drøm, hvis ikke det var fordi, duften af kvinde hang ved hans krop. Dufte han burde have skyet som svovldunsten fra Helvede. I stedet fik duften hans lem til at bevæge sig. Han havde hurtigt vasket sig i iskoldt vand og var gået over i kirken for at tænde lys foran Jomfru Marias alter. Da han var vendt tilbage til præsteboligen, havde hun været sit sædvanlige utilnærmelige jeg. Havde hun mon gået i søvne? Hun nævnte ikke nattens begivenheder med et ord, og han havde besluttet sig for, at det ikke måtte gentage sig, men at han heller ikke kunne smide hende på porten. Han havde bedt alle helgener stå sig bi, og det havde da også set ud til at virke. Hun havde holdt sig for sig selv, og få var de overflødige ord, som faldt mellem dem. Freden havde sænket sig, og bortset fra enkelt svage tanker som let lod sig jage væk med bønner, og en uro i lænderne, som kolde afvaskninger var et evigt virksomt middel imod, var der ikke noget, der mindede ham om den nat. Dagene gik og blev til uger. Så en nat efter en lidt for vellykket bryllupsfest, hvor han havde nydt lidt rigeligt af det gode øl, var han vågnet op af sin dybe søvn, ved at hun, den skøge, havde redet ham igen.

Denne gang havde han heller ikke protesteret, og hans krop havde taget magten over ham. Hans hænder havde af sig selv grebet om denne bolerskes liv og ægget hende til at ride hårdere. Fra da af var han fortabt. Nu dukkede hun med jævne mellemrum op i hans seng, og skønt han forsøgte af et godt hjerte, så lod de syndige tanker og lyster sig ikke længere jage bort med bønner og afvaskninger. Det var ham en umulighed ikke ind imellem at tænke på det hede skød, de bløde lår og tunge runde bryster som han ikke kunne lade være med at kysse, når hun lænede sig hen over ham. Så vidt var det kommet med Herrens trofaste tjener. Derfor knælede han foran Jomfru Marias alter og gjorde bod. Han bad hende se i nåde til ham og gå i forbøn for ham, der var blevet lokket ud på syndens vej af en kvinde. Han forstod Adam nu.

Fire år senere...

Søren rakte i søvne ud efter kvinden ved sin side. Han lod en hånd gribe om det bløde bryst og kærtegnede det blidt. Hun brummede i søvne, men spredte villigt benene. Han lod hånden glide ned over hendes mave og trak op i særken, så hendes skød lå blottet for hans hånd. Hun var varm. Han lod fingre glide hen over skødet og kærtegnede hende forsigtigt. Hendes åndedræt blev hurtigere. Hun var lysten. Han lod en finger glide ind i hende og mærkede, at hun allerede var fugtig. Han bevægede den ind og ud af hende et par gange, så trak han den ud og lod sig uden videre glide hen over hende. Stadig sløv af søvnen lagde hun armene om ham, og han nød kort fornemmelsen af hende bløde bryster mod sit, inden han lod sit lem glide ind i hendes skød. Himmel og Helvede var det nu, som den første gang. Han stødte hårdt op i hende. Begæret rasede i hans krop, og hun fulgte ham villigt. Han mærkede hendes skød trække sig sammen og lagde en hånd over hendes mund for at dæmpe den hujende lyd, der kom fra hende. Han flyttede hånden, og hun strøg blidt over hans ryg. Så stødte han igen op i hende, og denne gang var det hende, der dækkede for hans mund, da han lod sin sæd skyde ind i hende. Pustende lod han sig glide ned ved hendes side og trak hende ind til sig. Hans elskede Jomfru Maria var væk og med hende alle helgenerne For to år siden havde reformationen fejet alle de smukke helgenstatuer væk. Både Søren og menigheden havde måtte lære at det nu hed Fadervor, ikke Pater Nostre. Aflad og skrifte fandtes ikke mere, selv skærsilden var forsvundet. I al fald fra kirken. Søren havde opdaget, at med reformationen fandtes skærsilden stadig. Nu kom den bare, mens man var levende. Den dag Karine havde født lille Peter, havde han i al fald lidt alle de pinsler, man kunne forestille sig. De skrig, der havde lydt gennem huset, havde stukket i ham, som var det gloende tænger, han var blevet knebet med. Som sjælen, der efter skærsilden blev lukket ind i Himmerige, måtte føle det, havde de spæde skrig og Karines trætte men lykkelige smil, da hun havde lagt den spæde til brystet, fået ham til at føle sig salig. Præsterne skulle gifte sig og han havde ægtet Karine. Han havde mistet sin Jomfru, men fået sin hustru, dog en slange var der stadig i Paradis, for da Karine lavede til barsel, var hendes moder rykket ind, og hun havde ikke siden forladt dem. Nej, skærsilden var sandelig ikke forsvundet. Den hvasse tunge den gamle besad, gjorde Sørens liv til en lang vandring i skærsilden. Han sukkede dybt. Det var ikke let at være præst i disse tider.

Katrine er på
Tilkendegiv din mening på Facebook om hendes noveller - eller brug gæstebogen her /Red.

Hvad synes du om novellen?
Giv din mening til kende HER

Noveller af samme FORFATTER