|
LÆSERNES EGNE NOVELLER |
|||
|
Forfatter: Katrine Benthagen© |
Genre: Alm. sex |
Dato: 11.12.2011 |
|
|
Grøn jul Denne novelle bygger udelukkende på oplysninger, der er frit tilgængelige. Personerne er fri fantasi og har ingen lighed med virkelige personer. Han krøb træt ned i soveposen. Det havde været en lang dag, og nu ventede der et par hårdt tiltrængte timers søvn, inden han skulle op og på vagt. Det havde været en dag som alle andre og så alligevel slet ikke, på samme måde som i nat var en nat som alle andre og alligevel slet ikke. Det var koldt, og stjernerne funklede på den mørke himmel, men det var ikke de stjernebilleder, han havde lært at finde som barn, der funklede over ham. Det var heller ikke hans egen gode seng, dyne og hovedpude han var krøbet ned i, og han lå ikke beskyttet bag trygge murstensmure, men under en tynd teltdug. Han strakte sig og gabte. For det meste sov han, så snart hans hoved ramte sengen, men ikke i aften. I aften var han meget langt hjemmefra, og tankerne kørte rundt i hans hoved. Der lød en dæmpet snorken fra en af de andre senge, hvor en, der var mere heldig end han selv, nu sov trygt. Han lå og forestillede sig det tidlige decembermørke, alt det grå og sure, men det, han kom til at tænke på, var lysene, der skinnede igennem mørket, duften af gran og lyden af orglet i kirken, hvor hans mormor insisterede på, at de alle troppede op. Han tænkte på julemiddagen, på dansen om juletræet og pebernødderne. Han smilede bredt ved tanken om den kasse med pebernødder, der nu lå forsvarligt under lås og slå i kassen ved hans seng. Hans mormors pebernødder, i år bagt af hans søster, fordi hans mormor ikke længere havde kræfterne til at røre dejen. Øverst i kassen havde ligget en lille seddel, hvorpå der stod: Nu kan du jo få testet, om de virkelig er så hårde, at de kan bruges som kugler. De skulle nu ikke skydes med, men nydes. For ham var det smagen af jul. Lyden af skridt i gruset uden for teltet bragte ham tilbage til nuet. En eller anden var på vej på toilettet. Noget så simpelt som man aldrig tænkte over derhjemme, var her noget, man skulle vænne sig til. Her krævede et toiletbesøg to poser inden i hinanden og en skraldespand, hvis man skulle mere end at tisse. Han smilede. Han vidste godt, at det var hårdt for hans familie, at han ikke var hjemme til jul. Hans far sagde ikke så meget, når han snakkede med ham i telefonen, og han kunne høre, at hans mors stemme ofte var ved at knække over, men de vidste, at det var det her, han ville, og bakkede ham op, så godt de kunne. Igen forsøgte han at flytte tankerne til nuet. Han var ikke hjemme, og det var ganske vist den 24. december, men det var ikke en lille landsby i Østjylland, men Afghanistan, han befandt sig i. De havde som altid været på patrulje i Green Zone i formiddags. Han holdt nok aldrig op med at undre sig over kontrasten mellem den golde stenede ørken og den voldsomme eksplosion af fugt og frodighed i Green Zone. Der var virkelig grønt, og hver eneste plet af frugtbar jord blev udnyttet. Var det grønne en fryd for øjne, der var trætte af sten og støv, var det dog besværligt terræn at patruljere i. Majsen kunne gemme adskillige fjender, vandingsgrøfterne gjorde det besværligt at komme frem, og ind imellem gjorde de det også til en våd omgang. Nu var majsen heldigvis høstet, og det gjorde ting lidt nemmere. Det var dog også blevet lidt sværere for dem at finde dækning, for majsen kunne bruges af både ven og fjende. I dag havde det været fredeligt. Børnene havde stirret på dem, når de nåede frem til landsbyerne. Børnene var gode tegn. Når de kom frem, var der fred og ingen fare, og skulle han en sjælden gang blive i tvivl om, hvad det egentlig var, han lavede her, mindede børnene ham om det. Deres fremtid. Det var det, det handlede om. For ham i hvert fald. Men uanset hvor fredeligt der var, krævede én patrulje 100 % opmærksomhed. Efterhånden kunne han stå og se på legende børn, mens han samtidig pattede vand fra camel-baggen på ryggen, røg en smøg og opmærksomt fulgte med i eventuelle uregelmæssigheder i omgivelserne. Hele tiden opmærksom. Hele tiden med adrenalinen pumpende rundt i blodet, selv når de holdt pause. Hele tiden klar til at reagere, hvis helvede skulle bryde løs. Men ikke i dag. I dag havde der været fredeligt. Julefred ville hans mormor have kaldt det. Han var nu ikke sikker på, at det begreb eksisterede her i Green Zone. Hans tanker kredsede i uhyggelig grad om hans mormor i aften. De havde altid holdt jul hos hende, og hun havde da også bekymret spurgt til deres julemad, i det lange brev han havde fået fra hende. I morgen ville han skrive til hende og berolige hende. Nok havde maden på ingen måde nået op til de højder, som hendes overflod af et julebord kunne klare, men jo, flæskestegen havde været mør og saftig, og sværen sprød. Han havde ikke kunnet lade være med at smile, da de sad og ventede på maden. De var sultne, det var der ikke noget nyt i, og når menuen ofte stod på frysetørret mad direkte fra posen, var lysten til varm frisk mad stor, men det sædvanlige syn af uniformer blev brudt af adskillige røde nissehuer, som på samme tid virkede meget passende og alligevel fuldstændig aparte. Mad. Bjerge af mad. Tykke skiver af flæskesteg, rødkål, kartofler, brune kartofler og brun sovs. Risalamande med kirsebærsovs og mandelgave. Han havde konstateret, at folk mimrer sig gennem risalamanden på samme måde i Helmand, som i Østjylland, når de jager mandlen. Efter maden havde de sunget og danset om træet. Træet var som det skulle være med mere eller mindre skæve julehjerter, kugler og flag. De havde tøvet ganske kort, inden de havde givet sig til at trave om træet, men efterhånden var alle faldet ind i stemningen, for jo, der var skam julestemning. Det var ikke, fordi det gav så meget mening at synge om fred på jord, men var der ikke fred her og nu, måtte man håbe, at deres indsats ville kunne skabe den, og i den sammenhæng gav det mening. Stor mening. Nu lå han så i sin seng. Han havde læst alle sine julebreve, både dem på mail og de rigtige gammeldags breve. Når han var så langt væk fra dem alle, blev det gammeldags brev næsten som en fysisk forbindelse mellem dem. Hans mormors brev havde lugtet af de cerutter, hun smugrøg og troede, at ingen af dem anede noget om. Han bildte sig ind, at han kunne dufte sine forældres køkken i sin mors brev, og hans kærestes… Han blev hård ved tanken. Han var ret sikker på, at hun havde kommet en dråbe af sin parfume på brevet. Duften af hende var i al fald tydelig. Ligeledes var der en plet, som næsten kun kunne være… Han stønnede indvendigt… den skønne saft fra hendes skød, som han elskede at slikke i sig. Hun smagte så godt, når hun lå der med vidt spredte ben og vred sig under hans tunge. Hendes smukke glatbarberede skød, der lå med let adskilte skamlæber foran hans øjne. Den lette utålmodige dirren i hendes krop, mens hun ventede på, at han skulle bevæge sig. Han gav sig god tid. Han nød, når hun begyndte at vride sig stønnende af utålmodighed. Nogle gange greb han fat i hendes lår og tvang hende til at ligge stille, mens han stadig bare nød blikket af hende og duften. Ind imellem var han så heldig, at følelsen af hans åndedrag mod hendes skamlæber var nok til, at klare dråber begyndte at dannes. Lyden af hendes anstrengte, gispende åndedrag var sød musik i hans ører, så når hun knugede lagenet på sengen mellem hænderne og hver eneste muskel i hendes lår dirrede af anstrengelse, og først da lod han sin tunge glide i et langt nydende slik hen over hendes skamlæber. Hun kvitterede altid med en dyb hæs stønnen og et spjæt i hele kroppen. Så lange, langsomme, dvælende slik. Indtil hun skreg af frustration, for han sørgede for ikke på nogen måde at ramme noget, af det hun ønskede. Nu nærmest tapløb det ud af hende. Et enkelt slik fra toppen og hele vejen ned langs revnen fik hende gerne til at nærmest at hulke, og han nød smagen af hendes væde. Den smagte så godt. Hans hånd var gledet ned i soveposen til hans stenhårde lem. Han strøg langsomt hen over det, mens han i tankerne fortsatte den søde tortur af sin kæreste. Med tungen skilte han hendes skamlæber og dykkede dybt ind i hendes skede, mens han ivrigt drak hende. Hendes skød trak sig sammen om hans ubevægelige tunge, mens hun kæmpede forgæves mod det faste greb om sine lår for at komme til at ride hans tunge. Nu rallede hun usammenhængende og kastede sit hoved fra side til side, mens lagnet efterhånden var forvandlet til to krøllede knuder i hendes hænder. Han nød smagen af hende, fornemmelsen af hendes skød, der trak sig sammen i ryk om hans tunge, de bløde lår, der dirrede i anstrengelse, hans magt over hendes nydelse og hendes forgæves kamp mod ham. Hendes rallen gik over i usammenhængende bønner. Langsomt trak han sin tunge ud af hende og overhørte ganske hendes grådkvalte protester. Han slikkede sig om munden, nød hendes smag og duft. Hun hulkede af frustration, da han løftede hovedet og lod hende se, hvordan han slikkede sig om munden. Han kunne tydeligt mærke hendes længsel, hvad hun ikke vidste, var at han længtes lige så meget efter hende, men han nød at drive hende til vanvid. Han nød hendes lyde, bevægelser og smag, og han nød den magt hendes liderlighed gav ham. Han rakte ind under sengen efter den pakke papirlommetørklæder, der lå der og fandt lydløst et frem. Han havde nu begge hænder på sit lem, han ville ikke holde ret meget længere, selvom han næsten ikke rørte ved lemmet, så var tankerne og billederne i hans hoved nok. Den dæmpede snorken var steget i styrke. Han forsvandt igen ned i tankerne om sin kæreste. Han sænkede igen sit hoved og lod tungen glide ind mellem hendes skamlæber. Hun rallede usammenhængende bønner af sig, så lød hendes høje hæse skrig, da han hårdt sugede sig fast til hendes klit. Hun kom så voldsomt, at han måtte klamre sig til hendes lår for at holde hende fast. Tanken om hendes orgasme og fornemmelsen af hendes skønne krop, der krampede under ham, fik ham til at stryge hårdt over sit lem et par gange og presse sine læber fast sammen for ikke at stønne, da han kom ned i lommetørklædet. Hvor han dog savnede hende. Han lagde sig om på siden og mærkede øjenlågene blive tunge. Nu sænkede julefreden sig også over hans krop et par timer.
Med
ønske om en god jul og et godt nytår til de udsendte og deres pårørende.
Katrine
er på
Hvad synes du om
novellen? |
|||
