LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Jesper©

Genre: Afstraffelse

Dato: 05.04.2009

Dagen derpå - enden på festen

Hvordan bærer man sig af med at få spanskrør af en "Professionel"? uden at bryde totalt sammen.
Spørgsmålet havde roteret i min hjerne lige siden den nat hvor Jette havde fortalt om sin tilværelse i et lille ørkensheikdømme i sin ungdom. Jeg havde regnet ud at det måtte være over 10 år siden. Hun måtte altså have været 23-24 år gammel måske endda yngre, da hun blev "Den hvide Kalit"
Endelig tog jeg mod til mig og spurgte en dag hvor vi igen lå i en flugtstol i klubben og stirrede på palmer medens vi begge holdt en Gin-Sling i hånden.
Hun så på mig. "Meget simpelt. Man har prøvet det før og er hærdet efter års træning. Jeg fik min første omgang med et spanskrør da jeg var 16 år.

Vil du høre historien?

Hvis du ikke har læst "Den hvide Kalit" bør du gøre det først da det bringer lidt mere mening med denne novelle. Kan læses HER

DAGEN DERPÅ: - ENDEN PÅ FESTEN

Det var lørdag morgen, dagen efter fredagens fest. En fest der var omhyggeligt planlagt ud fra at far var til logemøde i Fredericia og at mor med sit ønske om at være med på "ungdommens livsførelse" ville vende det blinde øje til, måske endog selv deltage.

ALT GIK GALT. Alt for mange (ukendte) gæster, alt for meget sprut. De tre drenge fra skolen Patrick, Ali og Per der havde planlagt det og skulle styre det, var de første der bukkede under og tabte kontrollen ikke blot med sig selv, men også med festen. Selv Ali blev ramt af Gud Bachus (måtte profeten tilgive ham).
Gæsterne ankom i en stadig strøm, de sidste var politiet! Medbringende et par hunde, ikke nogen små søde vovser, men nogle biske kreaturer.
Mor flygtede ind i soveværelset og gæsterne forsvandt, nogle med et hundebid i bagdelen.
NU STOD VI DER LØRDAG MORGEN. Mor, storesøster Sophie og mig. Far lignede et tordenvejr, han var blevet hidkaldt af sin gode ven og logebroder vicepolitikommissær Henriksen, og nu søgte de to åbenbart at få lagt låg på festen, inden skandalen bredte sig ud i den lille by hvor min far indtog det der vist nok hedder "en ledende position." 

"DETTE ER EN SKANDALE. Vær I glade for at Henriksen har lovet at dysse det ned så ingen havner i retten. Men det sker kun under forudsætning af at jeg holder orden i mit eget hus og straffer jer passende OG DET HAR JEG I SINDE AT GØRE!"
Altså tæsk, mumlede jeg. Jeg kendte far. Jeg elsker ham overalt i verden, men jeg kender ham.
Far annoncerede straffen: 100 slag fordelt på en endefuld, en omgang med hårbørsten og spanskrør.
"100! Det kan du ikke!" Mor var ligbleg. Sophie levede op til sit øgenavn: Tude Sophie og begyndte at græde.
Selv stod jeg bare og måbede. 100 slag. Kan man overleve det? Og så spanskrør. Det havde jeg aldrig fået, jeg var kun 16 år, fyldte ganske vist 17 om en måned.

Vi kan lige så godt gå i gang med det samme: "PIA, TAG TØJET AF!"
Mor protesterede vildt: "NEJ, HOLGER. DET KAN DU IKKE… IKKE MEDENS PIGERNE SER DET! LAD MIG FÅ DET ALENE."
Sandt nok. Vi havde aldrig set mor få klø, Men vi havde stået udenfor fars kontor og hørt hende jamre: "Nej, La' vær. Jeg gør det ikke igen", medens høje klask og skrig fortalte hvad det skete. Så kom hun ud, rød i hovedet, grædende medens hun holdt sig på enden.
Hun styrtede op i soveværelset og ville ikke tale med nogen.
"NÅ, ...KOM SÅ I GANG!"
Hun træder et par skridt frem, vender ryggen til os og begynder at klæde sig af medens hun stadig be'r om at få sine klø alene.
Kjolen, Bh'en trusser, strømper. Et efter et kommer det af, tøvende... meget tøvende.
Mor er ikke nogen god stripper!
"OVER KNÆENE!"
Det kniber, men til sidst ligger hun der med røven i vejret (en stilling jeg kender alt for godt, og som jeg altså vil komme til at indtage igen om kort tid). Med venstre hånd holder far henne fast, medens han gør klar til en god gammeldags endefuld.
Mor er egentlig ganske flot, af en kvinde på 40+ at være, kun hendes popo er lidt stor.
Den er hvid, jeg kan se gåsehuden. Den vrider og vender sig allerede før det første slag er faldet, og så går det løs.
"AUUUGH! , ÅÅÅÅH. AUUUGH". Klask klask. "NEJ, NEJ... HOLD OP!". Ballerne dirrer hver gang far rammer dem og hun sparker vildt med benene.
22... 23… 24. Jeg tæller lydløst, medens mors ende skifter farve fra kridhvid til glorød (i ordets egentlige forstand). Det blev til ca. 40 slag inden far holdt op, og hele tiden under høje hyl. Ubegribeligt at hun havde vejr til det!
"OP MED DIG. Stil dig med ansigtet mod væggen. Hænderne op over hovedet. Nu kan du stå der og hører hvordan det går dine døtre."
SOPHIE. Hende har jeg set strippe før, (som regel lige før jeg selv skal.)
Hun græder og græder, tude Sophie medens hun ligger nøgen over fars knæ og får sin straf. Sophie er en flot pige, 19 år, slank med et langt sort hår, der nu fejer hen af gulvet hver gang hånden rammer henne. Hun ligger fuldstændig fikseret, for far holder hende med venstre hånd om hoften og med højre ben klemmer han hendes ben sammen, så røven stritter lige op.
"AW, AW NEJ". Sophie skriger vildt, medens fars hånd danser på hendes røv.
Det blev atter til 40 klask inden hendes baller var lige så røde som mors.
"OP MED DIG, HEN VED SIDEN AF MOR og der bliver du stående... Og så hold op med det klynkeri!"
"JETTE! "Der er ikke noget at gøre. Jeg kan lige så godt hoppe som at krybe i det. Jeg elsker min far, og jeg ved at jeg er hans yndlingspige. men DEN MAN ELSKER TUGTER MAN og jeg har fået endefuld siden jeg var 10-11 år. Jeg begynder at klæde mig af, jeg kan jo ligeså godt gøre det frivilligt som at skændes med den gamle. Så lægger jeg mig lydigt over hans knæ. De to andre står stadig med ansigtet mod væggen, så faktisk kan de ikke se (men nok høre) mig når jeg får min røvfuld. Det mor bad så mindeligt om!
Dyb indånding! og så kommer det første slag. AUUUGH  IIIIHG AUV Min arme teenage røv.
I modsætning til min flotte høje søster har jeg stadig en masse hvalpefedt, der bl.a. sidder på enden. Jeg kan føle hvordan den dirrer for hvert klask.
"ÅÅÅÅGH, IIIIGH!" Det gør rasende ondt. Jeg prøver at bide tænderne sammen, men jeg ved jo at der venter 40 slag, normalt er det "kun" 25. "NEJ NEJ." Jeg bider tænderne sammen Prøv at tænke på noget andet. Gid fanden havde Patrick, Ali og Per. De ødelagde det hele!
Endelig er far færdig. Gad vide om han forlængede det til 100, det føles sådan.
"HEN TIL SOPHIE OG MOR. Der bliver I stående til kirkeuret slår to"

Der stod vi så uden tøj på, med hænderne over hovedet. Vi havde ingen anelse om tiden. Kl 2. var det om 5 minutter eller om flere timer? Det sved og bed i min røv, men der var intet at gøre... bare vente.
Vi venter og venter. "Hold hænderne over hovedet, få dem væk fra den ende!"
Jeg kan høre fars stemme bag ved mig, men kan intet se, jeg står helt op af væggen. Det eneste jeg fatter er Sophie, der står lige op ad mig. Hun jamrer stadig. "Det gør så ondt."
Far taler i telefon. Øjensynlig med Henriksen. ""Ja jeg ved godt at de tre drenge har et stort ansvar, men jeg kan jo kun straffe min egen familie."

DONG DONG. Så er tiden gået og hvad nu? "BLIV STÅENDE! ......SOPHIE VEND DIG OM OG KOM HER OVER."
Nu er det altså hendes tur til at blive straffet.
"NEJ NEJ IKKE HÅRBØRSTEN. DU MÅ IKKE". Nu tuder Sophie ikke, hun skriger!
"AUW. NEJ AUW". Det giver et skarp smæld hver gang hårbørsten rammer hendes bagdel.
"NEJ... LAD VÆRE GIV MIG MED HÅNDEN AUGH AUGH!"
Intet hjælper. Stadig disse skarpe smæld efterfulgt at Sophies forgæves bønner om nåde.
Jeg lukker øjnene og ønsker at jeg kunne lukke ørene. Næste gang er det mig.
"SÅ, NU HAR DU FÅET NOK... 35 SLAG. Det må være tilpas… Jette, vend dig om og kik på Sophie. Og du Sophie bliver stående og ser på Jette. Forhåbentlig hyler hun mindre end du."
Jeg nåede lige at se Sophies røv inden far tog fat i mig. Den var nærmest blå, ikke rød. Farven gik helt oppefra til et stykke ned på lårene. Der var små pletter hvor man kunne se blod.
Det var altså sådan at min røv skulle se ud.
Jeg prøvede at følge fars opfordring til at hyle mindre, men det var svært. Først suset så noget der mindede om en kniv, der skar sig ind i kødet.
"Iiiigh! FAR DU MÅ IKKE... IKKE MERE JEG ER ARTIG. HOLD OP DET VAR IKKE MIG!"
Det var ikke den første gang jeg fik med hårbørsten, men det var den værste... og så ovenpå en røv som havde fået en solid endefuld og var vel "forberedt."
Jeg fik selvfølgelig 35 slag, de føltes som 350 og så var det mors tur.
Vi fik lov til at se hvordan hun vred sig. Hvordan far trakterede hendes fede ende. Alle steder, selv på indersiden af lårene kom hans hårbørste! Hun hylede og jamrede, men far var tilsyneladende døv.
Vi kunne se hvordan begge hendes huller åbnede sig.
Endelig FÆRDIG.
Vi venter. Mor holder sig på ballerne. Under de sidst slag havde hun bare hylet helt ukontrollabelt, medens hun skreg uforståelige ord ud i luften.
"GODT. Det var 40 plus 35. Så mangler der 25.
DET BLIVER MED SPANSKRØRET, efter middag. Så kan I jo tænke over sagen resten af eftermiddagen."

Eftermiddagen forløb stille. I køkkenet skramlede mor med gryder og pander. Sophie og jeg opholdt os på vores fælles værelse.
Sophie lå på maven på sengen og jamrede sig. "Det gør ondt, jeg kan ikke tage mere, jeg dør snart" lød det fra hende medens hun vred sig. Bukserne havde hun taget af i et forsøg på at skaffe lindring til den hævede bag. Den lyste som en stor appelsin med rynker.
Selv forsøgte jeg at få en geografiopgave der SKULLE være færdig mandag fra hånden. Men selv med 3 puder på stolen føltes det som at sidde på "gloende pæle." Noget i retning af det, det siges at grev Dracula anbragte sine ofre på.
Middagen forløb i dyb stilhed.
Atter var der mange puder på stolene, og hver gang en af os flyttede sig på sædet lød der en undertrygt jamren.
Efter middag var der som sædvanlig kaffe med fjernsyn. Sophie og jeg sad ikke ned, men lå på knæ foran skærmen. Man bragte bl.a. et indslag fra logebrødrenes møde i Fredericia!
 Alle ventede vi uden at sige noget. Vi bare tænkte: HVORNÅR? Endelig ved ni-tiden sagde far: "Jette hent spanskrøret."
Jeg gik ind på kontoret og hentede det. Sådan så det altså ud da jeg selv holdt det i hånden. En meter langt, tykt som en finger (de findes som bekendt i flere størrelser) og smidigt.
Nu skulle jeg altså prøve det for første gang. Jeg havde naturligvis både set og navnlig hørt det i anvendelse på Sophies baller og begge havde vi hørt mor skrige bag den lukkede dør medens suset og smældet fortalte hvad der skete.
"TAG NEDERDELEN AF JETTE." Jeg adlød. Jeg havde med vilje en nederdel på, ingen strammende bukser der kunne trykke på min røv. Under den havde jeg… intet.
"LÆG DIG OVER STOLEN."
SCHWICH AUUUUGH! Jeg troede at jeg skulle spaltes i to dele. Det gjorde ikke ondt. Det var mere som en rødglødende stok der ramte mig.
"AUUUGH!" Næste slag var ikke helt så slemt, men slemt nok for min stakkels 16-årige røv.
Far fortsatte. Jeg kunne høre suset 1/10 sekund før han ramte mig.
Jeg skreg og hylede, Sådan var det altså at blive "voksen."
"AUUGH, AUUUGH". Jeg befandt mig i et lukket, gloende rødt univers fjernt fra den virkelige verden. Et sted hvor alt var striber, der gjorde ondt.
Omsider dukkede jeg op til den virkelige verden igen. Slagene stoppede jeg kunne se far, mor og Sophie nogenlunde tydeligt.
NÆSTE, SOPHIE! Nu var det min tur til at se på. Jeg HAVDE set Sophie få spanskrør før, men nu vidste jeg hvorfor hun skreg som hun gjorde. Hun vred sig på stolen medens hun tiggede og bad far om at holde op. Men nej, han lagde stribe efter stribe over hendes i forvejen ophovnede røv. TIL SIDST: MOR. Hun havde været så ufornuftig ikke at have en nederdel på, men en kjole. AF MED DEN! Før end hun vidste af det lå hun nøgen over det stolesæde der var varmt af hendes døtres skød.
Hun virkede lammet, måske havde hun vænnet sig til at hendes piger så hvorledes hun fik klø.
Hun sagde ikke et ord da hun lagde sig ned, men hele kroppen rystede. "OP MED ENDEN" Hun adlød automatisk.
Så kom slagene. Hun skreg som den berømte stukket gris. "AUUUGH ÅÅÅGH  NEJ, STOP". Hun hylede af sine lungers fulde kraft, medens hendes ende vred sig fra side til side. AUUUGH. Hendes røv gik op og ned, men fars spanskrør ramte sit mål hver gang.
Striberne begyndte at flyde over i hinanden. Jeg kunne se hvordan huden revnede og hun begyndte at bløde.
Endelig holdt han op. De 25 var nåede.
Vi blev alle tre sendt i seng, medens far satte sig ned med sin aften whisky. Jeg kunne høre at han ringede til Henriksen.

DET VAR DAGEN DERPÅ eller ENDEN PÅ FESTEN... Troede vi da. Det skulle vise sig at der var en uventet fortsættelse.

------------------

"Lykkeligst er hvile på en fuldendt gerning" Måske hvilede far lykkeligt, vi andre gjorde ikke.
Jeg kunne høre hvordan mor var oppe flere gange for at bade sin ende med koldt vand. Sophie jamrede sig i søvne, medens hun drømte om klø. "La' vær la' vær mumlede hun i søvne.
Selv sov jeg slet ikke. Jeg lå bare på maven. Nu vidste jeg hvordan det føltes at få spanskrør og jeg havde en ubehagelig fornemmelse af at det ikke var sidste gang, men kun første gang. (Noget der kom til at holde stik de næste par år, faktisk indtil jeg rejste hjemme fra.)

Morgenmåltidet blev indtaget i absolut stilhed, stående buffet! Men kl. 11 ringede det på døren.
DET VAR DE UHELDIGE DRENGE: Patrick, Ali og Per. De bad om at tale med far.
Patrick førte ordet: "Vi vil gerne sige undskyld for hvad der skete i fredags.
Far var streng: Det er lidt sent. Det skulle I have tænkt på før."
"Vi... Vi vil gerne tage vores del af straffen hr. Simonsen." Patricks stemme rystede en anelse. Nå, rygtet var allerede nået udenfor hjemmets fire vægge, eller havde været hylene så høje i går, at det ikke kunne skjules?
Far var ubøjelig: "I ved at jeg kun kan straffe min egen familie, den går ikke."
"Det drejer sig om vores ære" mumlede Ali, medens han så ned i gulvet.
Far tøvede, så tog han en beslutning. "HVOR GAMLE ER I?" 18... 19... 18. "I er altså myndige. OK Kom med ind på mit kontor. I piger bliver udenfor.
Sophies og mine ører stod på stilke medens vi forsøgte at opfatte hvad der foregik bag den tykke dør.
Først en mærkelig summende lyd. PRINTEREN udbrød Sophie. Han printer et dokument ud.
Stort spørgsmålstegn. MEN SÅ KOM DET!" AUV ÅGH! NEJ! NEJ!" Det var Patricks lyse stemme. Han skreg og skreg. Nu kunne vi også høre suset at spanskrøret og lyden når det landede på hans røv.
Vi kunne ikke finde ud af hvor mange slag han fik, men til sidst holdt de da op.
SÅ VAR DET ALI. Han plejer at være at stærk fyr, den ældste af flokken, men nu græd han og tiggede om et eller andet. "Nej, hr. Simonsen. Ikke det. Lad mig slippe."
Hvad det var han ikke ville have kunne vi ikke finde ud af, men så blev det stille indtil den kendte lyd af spanskrøret kom.
"ÅGGH1 1. TAK HR SIMONSEN......IIIGH! 2 TAK." . Han skreg ikke men stønnede bare medens han ophyggeligt talte og sagde tak hver gang." 23. TAK… 24 TAK..25 TAK ÅÅÅÅGH! JEG SKAL NOK STÅ STILLE HR SIMONSEN!"
Ved 30 holdt det op.
Så var der kun Per tilbage. Den yngste. Han gik en klasse under de to andre og var mere end et år yngre end Ali. En køn lys spinkel dreng.
Aldrig før havde jeg hørt en dreng skrige så meget. "NEJ! HOLD OP! AUW. UNDSKYLD HR SIMONSEN STOP! NEJ NEJ ...AUUUUGH!"
Han hylede og jamrede helt ukontrollabelt.
Så gik det et kort øjeblik, så kom de 3 ungersvende ud. Hænderne sad som klistrede uden på bukserøven og tårerne flød ned af kinderne. Deres ansigter var lige så røde som vi antog at deres baller formodentlig var.
"Vis dem ud" sagde far. De styrede med usikre skridt lige mod hoveddøren.
VI HØRTE ALDRIG NOGET OM HVAD DET VIRKELIGT VAR FOREGÅET PÅ FARS KONTOR
BÅDE FAR OG DRENGENE FORBLEV TAVSE.
Per fortsatte med at komme i vores hjem. Jeg ved at han satte min far meget højt, selvom han et par gange senere fik spanskrør igen (Det tog han mere behersket.)

Far fortsatte med den strenge opdragelse lige til jeg forlod hjemmet for at drage ud i den vide verden.

Jette så på mig. "Det var historien om mit første møde med et spanskrør. Nu må du gerne købe mig en ny Gin-Sling.

- - -

Hvad synes du om novellen?
Giv din mening til kende HER også gerne hvis du vil læse en fortsættelse

Andre noveller af samme FORFATTER