|
Livet efter
Kamilla, del 5
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de
HER
Resume:
Ida
har endelig fået afklaret sine to forhold. Ida er lykkelig over, at
Rebekka ikke er vred på hende, men har bemærket sig, at Rebekka på det
sidste godt kunne være lidt krævende og bestemt.
-------------
Én af
de dage, som Ida gruede for med næsten panisk angst, var den lørdag den
29. juni, der havde været Kamillas fødselsdag. Så hun havde spurgt omtrent
gud og hvermand, om de ikke kunne være sammen med hende den dag; uden at
tænke sig om og uden egentlig at planlægge noget. Det både kunne og ville
gud og hvermand.
Så pludselig stod Ida med 25-30 mennesker, der gerne ville være sammen med
hende. Hun valgte så at invitere på Café; en kage kunne man jo altid
spise; men da hun havde gjort det, var minsandten søndagens håndboldkamp
blevet flyttet til den lørdag eftermiddag, så hun skulle også være i
Vamdrup sammen med håndboldpigerne, hvor nogle jo også var inviteret på
Café.
Men da Ida gennemanalyserede problemet, nåede hun frem til, at det
egentlig kun var et kørselsproblem; og da de alle var voksne mennesker, så
var det hurtigt løst.
Så den eftermiddag havde udeholdet fra Bjert IF i Vamdruphallen
ualmindeligt mange, grinende, hujende og på mange måder pinlige tilskuere,
enkelte heraf entusiastiske musiklærere, så der fremkom flere mere eller
mindre bizarre slagsange, med skiftende held fremført med entusiasme af et
veloplagt blandet kor af svingende musikalitet. Til tider måtte selv
Vamdrups spillere grine hovedrystende over alle optrinene. Det var også en
nervepirrende kamp, der var rimelig jævnbyrdig, men hvor det næsten altid
var Bjert, som var bagefter lige indtil tredjesidste minut. Så lavede Ida
et af de numre, som Rebekka engang for mange år siden havde hadet hende
for. Og da hun minuttet efter scorede på straffe, og Bjert leverede en
koncentreret indsats i forsvaret resten af kampen, vandt de.
Dea
var også blandt tilskuerne. Dea havde ikke været seriøst interesseret i
Idas tilbud om, at Dea kunne domineres af Ida i to weekender og så farvel.
Men hun havde spurgt Ida, om Ida ikke ville være hendes ”tante”. Dea
mente, at også hun, som teenager - og datter af to enebørn - kunne have
brug for en voksen, der ikke var ens forældre, og som kunne sige ”Så så”,
når man var nede; og ”vil du ikke komme ud og få en kop kakao, så kan vi
snakke om det.” Ida, der nemt blev helt rørstrømsk, når hun følte sig
beæret, ville gerne være Deas tante; for ud over alt det andet hun vidste
om Dea, var Dea også en ualmindelig sød pige med et ualmindeligt
tiltalende væsen.
Rebekka var også blandt tilskuerne. Gamle seminarievenner, heriblandt
Karsten, Lennard og Lee var kommet. Og Oscar var rejst hele den lange vej
til Kolding fra Örebro, for at hans veninde ikke behøvede være alene denne
dag. Oscar skulle blive i nogle dage og havde indkvarteret sig i Idas
gæsteværelse.
Cafébesøget var muntert og velgørende, selv om der også var mange sting af
savn i Idas hjerte, for selvfølgelig blev der snakket om Kamilla. Ida fik
snakket med rigtig mange, som hun ikke snakkede med så tit endda. Hun
lagde nu godt mærke til, at Oscar ikke rigtig havde tid til snak. Eller
rettere snak med andre end Dea; for han snakkede en del med hende; det var
også naturligt. De var selskabets to yngste; Oscar var sygeplejerske mens
Dea var sygeplejerskestuderende.
Men på et tidspunkt var selskabet gået i opløsning, og kun Rebekka og Ida
var tilbage samt Oscar og Dea. De kørte hjem til Ida, hvor de sad og
snakkede og spillede. Dea kiggede ualmindeligt meget på Oscar, syntes Ida
godt nok, og man så også hendes tænder funkle ualmindeligt meget.
Heldigvis var Oscar heller ikke blind. Det virkede mærkeligt nok helt
naturligt, at de to små grupper sad i hver deres ende af Idas stue.
På et
tidspunkt kom Oscar ud til Ida, der lige rumsterede i køkkenet.
”Hvor er det en sød niece, du har”, sagde han henført.
”Ja, hun er jo ikke min niece; men sød er hun i hvert fald!” svarede Ida.
”Er du ikke hendes tante? Jamen hvordan kender i så hinanden?”
Ida tøvede. Det her svar fortjente en eftertanke, syntes hun. Lidt efter
svarede hun: ”Det synes jeg, du skal snakke med Dea om, ikke?”
Oscar nikkede. ”Jeg føler mig som en 15-årig med sommerfugle i maven.”
Ida smilede.
Da
Ida kom tilbage til stuen var Oscar og Dea igen faldet i snak. Rebekka sad
lidt, sunket ind i sig selv med kaffekop, Ida nussede blidt hendes nakke,
hvad Rebekka gengældte med et stort smil. På et tidspunkt kigger Dea over
på Ida. Hendes blik siger klart: ”Hjælp mig!” Ida har en idé om, hvad
Oscar nu har spurgt om, og søde loyale Dea vil ikke udlevere Ida. Men Ida
svarer med et smil og ordene: ”Du, Oscar er en rigtig god ven og kender
mig rigtig godt.”
”Tak. Jeg skulle bare være sikker,” svarer Dea.
”Det må altså være mig, der takker for din omtanke og dit hensyn, Dea” er
Idas svar. Men Dea havde allerede travlt med at fortælle.
En enkelt gang gav Deas fortælling noget, der lignede et sæt i Oscar, men
mest af alt smilede han sit varme, glade smil. Lidt senere ville de to gå
en tur, og selv om både Ida og Rebekka kunne trænge til noget luft, skulle
de ikke ødelægge noget, som de kunne se ville komme, ved at trænge sig på.
”Tror
du, de VED, at de er forelskede?” spurgte Rebekka, da Oscar og Dea var ude
af døren.
”Hver især ved de det godt, det er jeg sikker på. Men jeg er ikke så
sikker på, at de helt ved, om den anden er det.” Mens Ida sagde det, lagde
hun sig ned i sofaen og lagde hovedet lige i Rebekkas skød. ”Det er i
øvrigt en ualmindelig fiks nederdel, som du har på i dag, Rebekka. Man får
virkelig lyst til at tage på din lækre numse.”
”Ja”, Rebekka lød glad, ”og tænk, jeg kan passe den igen. Det her løberi
er virkelig godt for noget. Nederdelen fik jeg i mine yngre dage.”
”Af din mand ikke? Den ville jeg også ha' købt til dig!” Idas nakke kunne
mærke det lækre læder, der stramt og lækkert indpakkede Rebekkas
understel. Rebekka strøg hårene ud af Idas ansigt, og begyndte at nusse
Idas ansigt blidt. Ida lå bare og nød det med lukkede øjne. Og så var hun
væk.
Hun
vågnede ved, at et par grinende unge mennesker kom op af trappen. ”Det var
rigtig hyggeligt. Tak for turen,” sagde Oscar til Dea, der gik et skridt
foran ham. Som svar vendte Dea sig om, tog om Oscars nakke, og pressede
Oscars læber mod sine. Og snart stod de to unge mennesker med tungerne
dybt begravede i hinandens munde og uden sans for verden udenfor.
Oscar
tilbød at invitere dem ud at spise, men Ida havde alt klart i køleskabet
til en kold buffet. Det skulle ikke gå til spilde. Og lidt efter var det
hele klart på Idas spisebord.
Ida var lige nede i køkkenet for at hente drikkevarer, da Oscar kom ned
til hende. ”Dea og jeg har snakket sammen. Jeg ved mere om hende; hun ved
også en del om mig. Jeg kommer nok til at tænke på at flytte tættere på
igen. Men jeg vil spørge, om det er ok, hvis jeg ”leger” lidt med hende
her, nu?”
Efter et øjeblik tænkning nikkede Ida. ”Det kan vi nok godt klare,” sagde
hun, og de gik op.
De skulle lige til at sætte sig til bords, da Oscar hviskede noget i Deas
øre.
Dea rødmede omgående. ”Nu?” spurgte hun.
”Nu!” bekræftede Oscar. Og med et undskyldende blik til Ida og Rebekka
greb hun ind under sin kjole og trak sine trusser af. Med en håndbevægelse
antydede Oscar, at hun skulle hænge dem over sit ryglæn. De satte sig ned,
og Deas ryglæn flagede hendes trusseløshed.
”Har
du allerede glemt, hvordan man sidder?” spurgte Oscar. Dea hviskede noget
næppe hørligt, løftede numsen fra stolen og trak bagsiden af sin
sommerkjole op.
Ida kiggede lidt på Dea, der var lidt flov, men samtidig havde den dér
glans i øjnene, og vendte sig til Rebekka med ordene: ”Inspireret af de
unge menneskers forbilledlige indsats, må du jo nok også hellere sidde med
din lækre røv direkte på sædet.”
Rebekka kiggede tvivlrådigt på Ida, men efter et øjeblik rejste hun sig og
gjorde et forsøg på at løfte den stramme nederdel, mens hun sagde: ”Ja,
den scene i O's historie gik også lige i trusserne på mig, som jeg ikke
længere havde på, men denne her nederdel er for stram Ida.”
”Så må du jo tage den af,” foreslog Ida, men Rebekka vidste, det ikke var
et forslag.
”Det er godt nok det mest grænseoverskridende, du indtil nu har sat mig
til, Ida – foran de unge mennesker.”
”Er det så grænseoverskridende, at du vil bruge stopordet, så er det ok,
men ellers får du en ekstrastraf for nøl,” sagde Ida tørt konstaterende.
Med ordene ”Stopord? Nej! Er du gal?” skyndte Rebekka sig ud af
nederdelen. Oscar og Dea fik deres første blik på Rebekkas barberede mis
og lækre røv.
”Rebekka er altså rigtig smuk”; konstaterede Dea. Hvis jeg er så smuk som
34 årig, så vil jeg være lykkelig.”
Rebekka labbede de pæne ord i sig, men morede sig også over at høre
teenagerens forståelse af, hvordan det var at være over 30, der lyste ud
af Deas ord.
”Vil du gå rundt og fylde vores glas?” spurgte Ida Rebekka.
Rebekka nikkede med et smil, der var ligeså opgivende, som det var
liderligt. Da Rebekka var nået til Oscar, spurgte Ida Oscar: ”Oscar, vil
du lige mærke, om jeg tog fejl?”
Med kendermine førte Oscar den ene hånd til Rebekkas skamlæber.
Fuldstændig uopfordret spredte Rebekka benene. Han spredte Rebekkas
skamlæber og førte to af den anden hånds fingre op i Rebekka.
”Du tog ikke fejl,” svarede han Ida.
”Det kunne jeg godt have fortalt,” bemærkede Rebekka.
”Men det havde ikke været så sjovt, vel?” spurgte Ida.
”Nej,” svarede Rebekka og Dea i munden på hinanden. Det grinede de lidt
over, og Dea rødmede over, at det bare var kommet ud af hendes mund, uden
at hun havde tænkt over det. Den mund, der i samme øjeblik fik besøg af to
fingre fra Oscar. Smilende slikkede hun dem rene.
”Lækker pige!” bemærkede Dea. Rebekka skænkede for Ida. Og de satte sig
igen.
Efter
at de i fællesskab havde ordnet stue og køkken efter maden, trak Oscar og
Dea sig tilbage på gæsteværelset, hvor Oscar var indkvarteret. Rebekka og
Ida sad lidt tilbage i stuen, drak en tår hvidvin og zappede forgæves
igennem kanaludvalget på TV. Herefter valgte Ida også, at de skulle trække
sig tilbage.
Rebekka var lige i gang at ligge med røven i vejret og vendt mod døren og
slikke Ida, der halvt lå, halvt sad i sengens hovedgærde og nød det med
lukkede øjne. Pludselig bankede det stille på døren, og med et hviskende
”Undskyld” kom den nøgne Oscar listende ind. Selvfølgelig nyttede hverken
hvisken eller listen noget, men alligevel blev Oscar ved med at hviske:
”Jeg skal lige låne...” og pegede på legetøjskasserne.
”Du
har selv købt det meste af det, så det er i orden.” Ida nikkede
bekræftende, og Oscar gik hen og rodede i kasserne. Da Rebekka havde vendt
sig om, udbrød hun, ikke uden beundring i stemmen: ”Hold op et organ! Ej
undskyld!” Rebekka rødmede og spurgte: ”Hvor har jeg pludselig fået sådan
en mund fra? Den har jeg ikke haft for 2 måneder siden! Men jeg får helt
lyst til at prøve!”
I samme øjeblik dukkede Dea op i døren, smilende, som altid. Dea havde
stadig tøj på. For at være helt nøjagtigt havde hun en BH på. Den holdt
hendes hænder bundet foran hende. ”Tja, det er vel i orden, men så skal vi
også have dig i en time.” sagde hun til alles overraskelse henvendt til
Rebekka.
Oscar, der overrasket var stoppet med at rode i kasserne, smiler
beundrende til Dea og bagefter lystent på Rebekka. ”Jeg tror lige, jeg
skal have lidt mere.” siger han, mens han listigt smilende vender sig om
og roder mere i kassen.
”Det lyder pirrende. Det kan jeg gå med til,” svarer Rebekka efter et
øjebliks tænkepause. Med en favnfuld ting baner Oscar sig vej ud.
”Rebekka! Ikke fordi jeg ikke forstår din lyst.” Ida lyder saglig, men der
kommer hurtigt skarphed i stemmen. ”Men hvad var det der egentlig lige?
Hvad er det egentlig, vi har af aftaler? Hvem bestemmer i dit sexliv?”
Rebekka sætter sig op og kigger først brødbetynget på Ida og bagefter på
sine tæer. ”Jeg lod mig vist gribe af frivoliteten. Det var ikke godt?” Da
Ida ryster på hovedet, fortsætter hun: ”Så vanker der vel en straf, ikke?”
Forsigtigt kigger Rebekka op igen, ser Ida nikke og fortsætter: ”Men har
vi to et problem nu? Altså sådan seriøst?” Rebekka er en smule betænkelig.
”Jeg håber egentlig, at du godt ved, at den dag, vi har et seriøst
problem, så vil jeg tale om at tale, ikke om at straffe.” Ida lyder saglig
igen.
”Det ved jeg jo egentlig godt. Jeg har bare ikke tænkt det sådan.”
Beroliget kigger Rebekka over på Ida.
Et stille smil kommer hen over Idas ansigt, da hun svarer: ”Gå bare. Så må
du jo se, hvad du får ud af det. Og bagefter må du se, hvad du så får ud
af det, du fik ud af det.”
Rebekka nikker genert til Ida.
”Kom!” siger Dea. Sammen går Rebekka og Dea. Et øjeblik efter hører Ida
en dør lukke. Hun hører, der sker noget på gæsteværelset, men ikke hvad.
En gang imellem kan hun høre, at Oscar eller Dea lyder mere bestemt i
stemmen; og det sker, at hun kan høre små skrig og høje klynk fra Rebekka.
Imens forbereder Ida straffen.
Efter knap en time træder Rebekka ud af gæsteværelset med et suk. ”Lad mig
se dig.” Ida stopper hende udenfor. Deas safter er tværet ud i Rebekkas
ansigt. Hendes bryster er snørede som rør. Spidserne har fået farve, men
ikke en farve, der foruroliger Ida. ”Oscar kan sit kram!” konstaterer hun,
idet hun tjatter lidt til brysterne med et skadefro grin. Rebekka giver
sig lidt. På ryggen, ved skulderbladene er Rebekkas hænder snøret sammen
med brystbesnøringen. Da Ida kigger længere ned på Rebekkas bagside ser
hun, at det drypper ud af Rebekkas røv.
”Nu fik du den vel også i fissen?” Ida er bange for, at hun faktisk ville
være lidt indigneret på Rebekkas vegne, hvis hun var blevet snydt for det.
”Jo da. Ét hul i hver sin ende af seancen,” kunne Rebekka oplyse. Ida
kysser hende, på brystvorter, på hals, og lidt efter trækker hun Rebekkas
hoved ned til sit og giver hende et varmt kys på kinden, selv om det
smager lidt af Dea.
”Var det så det værd?” spørger Ida med kælen stemme.
”Det ved jeg jo ikke endnu. Jeg kender jo ikke straffen. Men: Efter dette
tror jeg ikke, at oplevelsen vokser proportionalt med størrelsen. Men det
er næppe glemt i morgen.” Rebekka smiler.
”Så må vi jo se. Kom i soveværelset; jeg har gjort klart.”
”Ida, må jeg få det her af først?” spørger Rebekka og prøver at vifte med
hænderne.
Ida overvejer et sekund. ”Nej!” siger hun så. ”Det passer mig egentlig
fint.” Hun trækker af sted med Rebekka og sætter hende på sengen.
”Straffen bestemmer du selv.” forkynder Ida.
”Øh... jamen hvad så med...” Længere når Rebekka ikke før Ida afbryder:
”Jeg var ikke færdig! Jeg har pakket tre straffepakker, der skulle
tilfredsstille de fleste behov!” bekendtgør Ida og tilføjer: ”Især mine!
De tre pakker med blandede straffe er forskellige, de er overkommelige,
men ingen af dem er en loppetjans. Og du skal vælge!”
Ida tager tre konvolutter op fra natbordet. Der står 1, 2 og 3 på. ”Og da
du ikke har hænder til rådighed, Rebekka, må du jo som lykkens gudinde
bruge munden.”
”Og jeg må ikke få at vide, hvad der står i?” Rebekka stiller spørgsmålet,
men det lyder, som om hun allerede kender svaret. Da Ida ryster på
hovedet, trækker Rebekka konvolut nummer 2, som Ida åbner.
”Ja nu må du jo være en tapper pige!” siger Ida, og selv om Idas øjne er
fulde af kærlighed og ømhed – og en god del drilleri – går der et gys
igennem Rebekkas krop. Gys af frygt og forventning.
”Vil du vide din straf, skat?”
Rebekka nikker.
Jeg
ville også gerne have kendt Rebekkas straf. Men på det punkt er Ida tavs
som en østers. I det hele taget kunne hun tænke sig lidt privatliv nu. Det
vil jeg respektere. Og hvis jeg ser på, hvad Ida har været igennem, regner
jeg egentlig også med din forståelse, kære læser.
Hvad synes du om
novellen?
Giv din mening til kende
HER
Andre noveller
af samme FORFATTER
|