LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Ham dér

Genre: Dominans

Dato: 05.03.2018


Dumme penge, del 5
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du finde dem HER

Resume: Gymnasieeleven Sørine skylder klassekammeraten Andreas nogle penge, hun ikke kan betale. Så hun foreslog at betale med sin krop. Men lige så stille er de blevet kærester, og Sørine lader helt frivilligt Andreas bestemme over sig. 

Det var sjovt, så forskelligt forældre kan reagere på børns kærester. Andreas' forældre vidste næsten ikke alt det gode, de kunne og skulle gøre for Sørine, men når Andreas var hos Sørine, så havde han på fornemmelsen, uden at han kunne sige noget dårligt om Sørines mor, at han var tålt for Sørines skyld, men at Sørines mor mest af alt så ham som den, der engang ville kneppe Sørine i røven.

Det var sent onsdag eftermiddag, hvor de sad i stuen hjemme hos Andreas, sammen med Andreas og hans forældre. I hans familie kunne godt finde på at spille et spil, før de gik i gang med alt det praktiske i den familie. Det syntes Sørine var både befriende og wierd. Og de var lige blevet færdig med et spil ”Derby”, (Andreas' mor havde vundet med Rigoletto), da Sørine tjekkede sin telefon, som i øvrigt var den eneste ikke-Apple telefon omkring bordet. Men sådan var det jo.
”Det er løgn,” udbrød hun, vel vidende, at det var det ikke.
”Hvad,” spurgte Andreas.
”De har aflyst dansk og idræt i morgen – og så også dansk og bio og … også medie fredag,” oplyste hun.
”Så vi har fri resten af ugen?” spurgte Andreas vantro.
Hun nikkede og sendte ham et af de der smil, der fik hans knæ til at blive som gele.
Andreas' far kiggede kort på Andreas' mor og rømmede sig: ”Jeg kunne godt køre jer til Truntebølle til sommerhuset, og hente jer igen søndag,” sagde han, ”så får i to da en hel lille ferie sammen.”
Nu var Sørine målløs og kiggede spørgende fra Andreas til hans far og tilbage.
Andreas tænkte. ”Det vil vi godt,” blev han enig med sig selv.
”Hov, du blev ikke spurgt,” indvendte Andreas' mor til Sørine.
”Jeg tror, vi blev spurgt, og jeg kunne have sagt nej,” svarede hun og sendte Andreas' mor et afvæbnende smil. ”Jeg må vist hellere hjem og pakke et par ting.”
”Jeg følger dig ud,” sagde Andreas så henkastet, som muligt.  

”Har jeg ret i, at jeg skal pakke legetøjet,” nærmest hviskede hun. Andreas nikkede med et smil. I samme øjeblik stak Andreas' far hovedet ud på gangen. ”Du behøver ikke komme tilbage. Vi henter dig hjemme,” sagde han.
Sørine kunne mærke, at hun var rødmet, da hun efter et flygtigt kys var på vej ud af døren.  

Andreas skulle også pakke, men blev standset af far. ”Har jeg set rigtigt, at der ikke er så meget at rutte med hjemme hos Sørines?”
”Det kan man vist godt sige,” svarede Andreas diplomatisk.
Far nikkede. Tog sin telefon op, og et øjeblik efter dingdingede det i hans lomme.
”Tag rutebilen til Svendborg og køb hende noget lækkert,” sagde far og puttede telefonen i lommen, ”... hvis I da får tid.”
Nu var det Andreas, der rødmede. Han tog telefonen frem. Far havde sendt 500 kr. 

Da han havde pakket sine ting, rendte han ind i mor. ”I har da brug for mad, og hun er pige, så I tager garanteret til Svendborg for at shoppe, så kan du måske købe en burger. Og før Andreas havde set sig om, dingdingede telefonen i lommen igen.
”Mor, far har allerede...” prøvede han at indvende.
Men mor sendte ham bare et bredt smil med ordene ”Det er sandelig så hårdt at være ung i dag.”
De kunne virkelig godt lide Sørine, måtte han konstatere, da han fiskede telefonen frem. 500 kroner igen. Han vidste ikke rigtig, om han skulle elske eller hade dem. Sandsynligvis var han i en alder, hvor meningen var, at man skulle begge dele, samtidigt. Irriterende, tænkte han.  

Senere var de på vej ud af byen på vejen mod Ringe, da Sørine lænede sig mod Andreas og hviskede, så stille hun kunne. ”Jeg har altså ingen penge ... som i ikke en krone,” hviskede hun til ham, så stille hun kunne.
”Vi klarer os nok. Mor har også lavet en madkurv,” oplyste Andreas frimodigt.
Og det var jo dejligt, men Sørine følte sig alligevel lidt generet af, at Andreas på en eller anden måde havde buset ud med, hvad hun lige havde hvisket til ham. Det var lidt pinligt faktisk. Men hun sagde ikke noget.  

Turen fortsatte mod Svendborgsund.
”Må vi egentlig godt få dit mobilnummer, så vi kan være sikker på at kunne få fat i en af jer, hvis nu et eller andet skulle ske?” spurgte Andreas' far. Det havde Sørine da ikke noget imod. De søde mennesker!
Turen fortsatte over Tåsinge. I Rudkøbing gik det sydpå. Og langt om længe nåede de Truntebølle Strand.  

Sommerhuset var blåt med hvide vinduer. Bilen blev pakket ud. De gav en farvelkrammer til Andreas' far, så ham køre og stod nu i entreen og så hinanden dybt i øjnene, som havde de al tid i verden. Og det havde de også. Indtil Sørines telefon bippede. Hun tog den frem, og åbnede den og stirrede vantro på den længe.
”Hvorfor sender din far mig 500 kroner?” spurgte hun endelig med grødet stemme.
”Er der ingen besked til?” spurgte Andreas.
”Nyd det nu, Sørine”, svarede hun, ”... og så troede jeg, jeg skulle blive vred over at få almisser, og så kan jeg mærke at jeg lige om lidt står og tuder, fordi jeg er så rørt over, hvor søde dine forældre er. Hvorfor fanden er livet så kompliceret?” Og så snøftede hun, og øjeblikket efter trillede den første tåre ned af hende kind.
Andreas havde ikke den ringeste idé om, hvad han skulle sige. Så han holdt bare om hende, og det var tydeligvis det rigtige. Så løsnede hun sig, trak vejret dybt. ”Jeg … jeg har tænkt på dette øjeblik, fra jeg cyklede hjem fra jer.” Så snøftede hun én gang til, faldt på knæ, tog en dyb indånding og sagde med en fasthed i stemmen, som overraskede hende selv: ”Jeg vil være din slavinde, mens vi er her. Du tænker måske, hvad jeg mener, så jeg vil prøve at forklare: Du skal se mig som et retsløs væsen. På denne tur er jeg ubetinget til for dig, og du må gøre med mig, hvad du vil, og forlange hvad du vil. Det eneste jeg forventer, nej forlanger, er at du tænker over, at jeg efter weekenden skal kunne se mig i øjnene, du skal kunne se dig i øjnene, og vi skal kunne se hinanden dybt i øjnene.”
”Jeg skal lige tænke, mens du bærer tingene ind,” sagde Andreas og købte lidt tid. ”Vores ting skal ind i det store soveværelse.”

Med et ”OK” og et smil gik Sørine i gang med at bære tingene i de rigtige rum, som hun lige skulle identificere, hun kendte jo ikke huset. Men hun pakkede tøj ud i soveværelset og lagde ”på plads” så godt hun kunne, og hun puttede madkurven i køkkenet. To flasker rødvin, bøffer, som de tydeligvis havde taget op af fryseren.
Skulle de leve som grever og baroner, nåede hun at tænke, men så kom hun til at huske, at hun jo skulle leve som slavinde, hvis det gik, som hun tænkte.

Hun fandt ham i stuen. ”Jeg har lagt på plads, så godt jeg kunne,” meddelte hun.
Han nikkede tilfreds. ”Jeg ved slet ikke, hvad tøj du har pakket,” Andreas tog sig på hagen og så alvorligt ud, ”så nu smider du, hvad du har på og går i soveværelset og tager det på og viser det frem her. Men én ting ad gangen,” forlangte han.  

Det første, hun kom med, var en hvid sok og et underfundigt smil.
”Kom herhen,” forlangte han, og fortsatte: ”Og du ved godt selv, hvorfor du får dette, tøs! Det sarkastiske smil klæder dig ikke. Du skal i øvrigt ikke bruge nogen tid på sokker!” Han trak hende ned over sit skød og lod en række mærkbare slag ramme hendes følsomme numse.
”Forstået?” spurgte han, da hun rejste sig.
”Ja, hr.,” svarede hun.

Og hun kom ind mange gange, med toppe uden nederdele, shorts uden overdel, Bh'er uden trusser og trusser uden Bh'er og lignende. Og hun følte sig hamrende nøgen og udstillet og måtte tage sig sammen for ikke at dække sig med hænderne, selv om hun godt vidste, at Andreas havde set det hele før. Men hun var også tændt. Andreas nød showet.

”Der er ikke mere,” meddelte hun, da hun kom nøgen.
Han nikkede. ”Så skal jeg for øvrigt sige, at slavinder kun har undertøj på, når Herren beder dem om det. Men i øvrigt passer din påklædning nu ret godt med din næste opgave. Der skal lige tørres det værste støv, gulvtæpperne skal bankes og gulvene fejes. Nogen spørgsmål?”
Egentlig havde Sørine forestillet sig andre aktiviteter, men nu var det jo ikke hende, der lavede reglerne.
”Ikke ud over, hvor jeg skal lede efter rengøringstingene?” sagde hun stille. Andreas så ingen tegn på, at hun var utilfreds. Inderst inde vidste han, at han skulle nyde det. Men når Sørine var i det kompromisløse hjørne, skræmte hun ham også en smule. Det skulle han lige forarbejde. Og på den anden side, så havde hun vel ret til et svar.
Så Andreas tænkte, mens Sørine gik rundt i huset med en støveklud og en spand, iført gule gummihandsker uden at mukke. Tværtimod, ind imellem fløjtede hun. Sørine så på huset. Der var loft til kip i stuen og soveværelset, konstaterede hun. Og så var der tre små værelser. Der var køjeseng i det ene. Der var meget træ. Det lignede vel egentlig mest af alt et sommerhus. Der var også et lille badeværelse med bruser.
Da hun var færdig med at tørre støv af, skulle hun ordne tæpperne. De var hverken mange eller store. Hun funderede over, hvor hun skulle banke dem. Rent logisk måtte det være … udenfor, nåede hun frem til. Tæppebankeren hang også ved terrassedøren.
”Hvor skal jeg...” men nåede ikke længere, før Andreas afbrød hende ved at svare: ”Hæng dem over terrassegelænderet, når du banker dem,” oplyste han. Åbenbart havde han ikke problemer med, at hun skulle ud nøgen. Og hun måtte jo konstatere, at hun lå, som hun selv havde redt – og priste sig i øvrigt lykkelig over, at det ikke var et nyt sommerhus med en åben have. Hun så sig alligevel omkring, da hun smuttede ud med hjertet oppe i halsen, og bankede tæpperne. Det var næsten en befrielse af smutte ind og feje igen.

Det varede ikke længe, før hun var færdig med rengøringen.
”Må... må jeg godt spørge om noget?” spurgte hun, og i samme øjeblik gik det op for hende, at det måske var lidt kikset, at hun havde bragt sig i en situation, hvor hun skulle have lov til at snakke, lige nu, hvor de for første gang havde tid til at være kærester uforstyrret.
”Det er faktisk lige dét, der generer mig ved slavindekonceptet,” gik det i dette øjeblik op for Andreas, ”jeg vil jo have, at du snakker.” Han tænkte et kort øjeblik, så fortsatte han: ”Men det kan jo løses. Jeg skal nok fortælle dig, hvornår du ikke må sige noget.”
”Det er en god løsning. Jeg var faktisk lige ved selv at blive lidt ærgerlig,” konstaterede hun.
”Men hvad ville du så spørge om, slavinde?” ville Andreas gerne vide.
”Hvorfor har dine forældre, af alle, ikke en støvsuger?” spurgte hun.
”Det er vel ikke nødvendigt,” ræsonnerede Andreas.
”Det giver mere arbejde, men nej, nødvendigt er det ikke,” samtykkede Sørine, ”men der er noget, som jeg vil vise dig, mens du tænker over konceptet med en tæppebanker. Vil du?”
Andreas så spørgende på hende, men nikkede og rejste sig lidt modstræbende og fulgte hende ind i soveværelset. Sørine pegede på en krog i en af loftsbjælkerne. ”Hvad har der hængt der?” spurgte hun. ”Er det ikke pudsigt, at der hænger en stærk krog næsten lige over midten på den frie gulvplads for enden af sengen?”
Andreas kunne ikke huske, at der nogensinde havde hængt noget og var vist en smule forvirret. ”Øh,” sagde han, mens Sørine gik til vinduet – og tog ved gardinsnoren.
”Jeg synes, at det er lidt usædvanligt, at man har gardiner med gardinsnore i et sommerhus. Det passer ligesom bedre i en herregård. Og et enkelt greb, og de er taget af . Og brugbare i anden sammenhæng.”
Sørine stod med en god meter reb med en kvast i hver ende i hånden. Og smilede vidende.
Tykke bordeauxfarvede velourgardiner var måske usædvanlige i et sommerhus. Andreas kunne se pointen.
”Mere?” spurgte hun.
Han nikkede, og de gik ud i entreen. Ved hoveddøren stor en paraplyholder med en paraply – og et langt skohorn i hvidt og rødt i den velkendte Ikea model.
”Hjemme har I ikke noget skohorn i entreen, så det er ikke, fordi dine forældre har brug for det til sko,” ræsonnerede hun, ”og hvis du prøver at give dig et rap over hånden med det, så ved du, hvor jeg vil hen. Vi… vi har sådan et derhjemme, og jeg skal ikke fortælle dig, hvad min forvirrede hjerne har brugt det til, før du kom ind i billedet.”
Andreas tog skohornet og vejede det i hånden. Det var bestemt mærkbart, da han gav sin hånd et forsigtigt rap.
”Av... tak,” sagde hun med et lille smil i det overraskede ansigtsudtryk, da det næste slag havde ramt hendes numse.
”Der er kun træklemmer på tørresnoren,” fortsatte hun sin opremsning. ”Og så har jeg ikke turdet kigge i natborde og skabe.”
Andreas stod med skohornet i hånden og funderede. ”Jeg er kommet her i hele mit liv. Jeg har ikke set noget af det, du viser mig her,” konstaterede han.
Sørine trak på skulderen. ”Det kan være, fordi det er din mor og far. Hvis... hvis du spørger mig, så har min mor da aldrig haft sex, siger datterens mavefornemmelse. Så jeg må være adopteret. Eller også ser jeg det, fordi det rammer mig lige i mavekulen. Eller også er du bare dreng!” Det sidste fik hun tilføjet med et lille smil.
Andreas nikkede, lidt forvirret. Det her havde han måske ikke behøvet vide om mor og far. Men det var absolut spændende. ”Soveværelset,” sagde han.
Andægtigt åbnede han fars natbordsskuffe. ”Tøjklemmerne kan min hjerne nok fatte. Men hvem fanden har en pose husholdningselastikker i natbordsskuffen? Husholdningselastikker!”
Sørine smilede vidende.
”Kom nu, hvad skal man bruge dem til?” krævede han.
”Det... det er jo, hvem man er,” sagde hun diplomatisk. ”Jeg... jeg tror, hvis jeg trak din forhud tilbage og lod elastikken ramme dér, så ville du kunne mærke et og andet,” forklarede hun, og Andreas fik et forpint ansigtsudtryk ved tanken, ”og jeg... har jo også følsomme områder. Man...  man kan også sætte dem på brysterne. De bliver så blodfyldte og hårde og … følsomme.” Her rødmede hun.
”Sørine,” Andreas var nu tænksom, ”du står og fortæller mig, at du har pint dig selv, før du mødte mig?”
Nu blev Sørine endnu mere rød i hovedet. Hun slog øjnene ned og nikkede stille. ”Jeg har da eksperimenteret.”
”Jeg spekulerer faktisk over, om jeg bør være bekymret,” meddelte Andreas.
”Jeg... jeg har da nogle gange tænkt over, at jeg … nok ikke var så normal endda...” Sørine kæmpede med ordene, ”men... men... og det må du jo vurdere... jeg synes jo, at jeg ikke fungerer dårligere end andre... jeg … jeg drikker ikke så meget som mange andre... jeg har ingen skæremærker … går ikke med sort neglelak og er deprimeret … klarer mig i skolen … svømmer på rimelig højt niveau … har også veninder. Skal... skal du – eller nogen - være bekymret, fordi jeg har nogle lyster, som andre ikke har? Synes du, jeg virker som en, der har taget skade?” Det sidste sagde hun faktisk lidt spidst.
Han rystede stille på hovedet. ”Det var bare … nogle gange kan man jo godt blive bekymret, og bekymringen forsvinder, når man har gennemtænkt det. Men er det så i øvrigt ikke kæresters opgave, at bekymre sig om en?” Han var faktisk blevet irriteret over, at hun var blevet så spids, kunne han mærke.
”Jeg... tror godt, jeg kan høre, at jeg forløb mig lidt, når jeg tænker over det. Det havde du ikke fortjent. Undskyld,” sagde hun alvorligt.
”Hvis vi nu finder noget interessant i klædeskabet, så får du lov til at være offer. Om det er en straf, eller bare fordi jeg har lyst … eller fordi jeg vil komme din hjerne i møde,” det kan du jo overveje. Hun nikkede.
”Hvorfor fanden har man musefælder i klædeskabet,” udbrød han fra nederste hylde.
”Av!” svarede hun i forventning om, hvad der ville ske. Ikke, at hun havde erfaringer med musefælder. Men ting, der klemte, vidste hun, hvad var. Og hun kunne se på hans ansigtsudtryk, at han havde luret funktionen, da han rejste sig med fælderne i hånden.
”Hænderne i nakken! Spred benene!” kommanderede han.
Hendes ansigtsudtryk, da han lod den første musefælde snappe de sidste millimeter om hendes brystvorte, gjorde indtryk. Det var et skrig, bare uden lyd. Det blev ikke anderledes med anden.
Hun trak hørbart luften ind, da han lod fælderne bide sig fast i skamlæberne, og Sørine næsten ærgrede sig over, at de var ekstra følsomme, for hun havde lige nået at barbere dem, da hun var hjemme og pakke ting.
”Se, hvad skulle nu hindre mig i at kommandere dig til at hoppe?” spurgte han, bare for at nyde øjeblikkets rædsel i hendes øjne.
”At jeg ikke kan give dig et blowjob, mens jeg hopper?” forsøgte hun.
”Hurtig reaktion, men forkert,” konstaterede han, løftede fælderne på brystvorterne en halv centimeter for så at give slip. Hun sagde en dyb, gurglende lyd som reaktion. Den lyd kendte Andreas ikke, så det blev rimeligt tydeligt for ham, at dette gjorde ondt.
”Hent pluggen”, forlangte han. Hun gik ret ynkeligt mens hændes hænder fortvivlet forsøgte at forhindre fælderne i at svinge, ”Og husk glidecreme, hvis du ikke vil gå to gange!” råbte han efter hende.
”Hun vendte tilbage med et ”Tak”.
”Sæt den i,” sagde han stille. Og med akavede bevægelser fik hun arbejdet den smurte plug ind i sig lidt efter. Hun stillede sig tilbage med hænderne i nakken med et spørgende ansigtsudtryk.
Med ordene ”Slavinder får ikke orgasme uden lov,” flyttede han sin højre hånd ned i hendes skridt og lod to fingre trænge op i hende mellem de to fælder, som ikke kunne undgå at bevæge sig. Det var problemfrit, for det var vådt. Han kiggede på hende med et smil.
”Jeg ved det,” nærmest hviskede hun og rødmede. Man kunne se smerten i hendes ansigt.
”Ved hvad?” ville han vide.
”Jeg ved, at jeg er liderlig,” fik hun stammet frem, mens hans fingre på ny stødte ind i hende. Selvfølgeligt påvirkede hans bevægelser fælderne. Så da hun besvarede hans næste spørgsmål, ”Og hvad gør man med liderlige slavinder?”, med ”Det bestemmer Herren”, indledte hun med et tydeligt klynk. Men smerterne gjorde hende ikke mindre fugtig, konstaterede han. Og der gik ikke mange minutter, før hun med sin samlede rest koncentration spurgte: ”Må jeg have lov til at komme?”
”Nej,” sagde Andreas blot og slap hende.
”Tag fælderne af!” kommanderede han, og Sørine begyndte forsigtigt at tage fælderne af sine ømme brystvorter og skamlæber. Hun var tydeligvis frustreret over at det stoppede så kort før toppen.
Så vendte han hende om og bøjede hende forover. Problemfrit trængte han ind i endes fisse i et par stød. Hun stønnede, men så trak han sig og pluggen ud af hende. Hendes røv var forberedt, så det var ingen udfordring at trænge ind i hende. Hun gav sig, men ikke mere end ventet. Og så begyndte han at støde i hende, mens hans hænder søgte hendes forpinte bryster. Det gav hun sig mere over. Den stramme fornemmelse om pikken var stadig fantastisk. Og han havde egentlig også på fornemmelsen, at Sørine tændte på det. Om det var magten eller fornemmelserne eller begge del, var ikke til at vide. Og det var i øvrigt heller ikke vigtigt, da først den velkendte kilden trak al hans fokus til pikkens spids, og han et øjeblik efter tømte sig i hendes tarm.  

”Vil du ikke nok gøre mig færdig,” nærmest klynkede hun, da han trak sig ud. ”Jeg var så tæt på.”
”Hvorfor skulle jeg det?” svarede han med et smil, ”det er jo ikke mig, der har fundet på, at du ubetinget er til for mig, vel?” sagde han drillende.
”Tak, fordi du lytter,” svarede  Sørine, lidt frustreret og lidt lykkelig.
”Der dukker måske en chance op senere, hvis du virkelig får denne aften til at være mindeværdig, og jeg virkelig har på fornemmelsen, at du kun er til for mig. Men hvis man vil have en ekstrapræmie som slavinde, så er det jo ikke nok at følge ordrer. Så må man jo overbevise Herren, at man har fortjent det ved at være på forkant,” oplyste han.
Sørine tænkte lidt. ”Må jeg godt slikke dig ren?”
Hér blev Andreas helt overbevist om, at hun mente det.
Og selv om han, indrømmet, var godt vant, så blev denne aften mindeværdig. Aldrig før var han blevet så forkælet på alle områder. Og aldrig før havde Andreas oplevet hendes så liderlig og våd. Og havde det ikke været, fordi Andreas havde set det komme og havde holdt hende for munden, så var de få beboere, som var i Truntebølle Strand uden for sommerferien, blevet vækket af et hæst skrig ved halvtolvtiden.

---

Kære læser. Du har opdaget, at der er mange bolde i luften. Hvornår jeg får tid til at få Andreas til at gribe boldene og lade det gå ud over Sørine, ved jeg ikke. Men mon ikke det fortsætter?
Du kan jo skrive i min gæstebog imens. Eller sende mig noget inspirerende. Se hvordan på min profilside.

Husk: Skriv i min gæstebog! HER Eller send noget på mail! Adressen findes i min PROFIL. Hvordan skal jeg ellers vide, om det dur?

Giv karakter - 5 stjerner er bedst - 1 stjerne er dårligst

Glæder du dig til flere noveller af samme forfatter - så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.

Indtast din e-mail:

Tilmeld Frameld