|
Det glade
vanvid
I 72 gik jeg
rundt og led
- en omskæring var en nødvendighed.
En gynækolog, som slet og ret
var ansat ved Sankt Elisabeth
spurgte jeg, om han ville mene
at kende én, der ku' fjerne min géne,
og skære bort den lap af min hud,
som var et pinagtigt overskud.
Han svared': -
Det kan jeg da klare.
Vi aftaler blot, så kommer du bare.
Bedøvelsen klarer vi nemt lokalt. -
Så er det altså, jeg råber gevalt:
- Du skal ej stikke mig lige dér,
men kære Munksnæs, hvis jeg nu be'r
om at få en helbedøvelse
fjern så min blindtarm i samme øvelse. -
Vi pjattede
lidt om, hvor jeg sku' ligge
- På fællesstue? På damer kigge?
Men selv om jeg ingen damer ku' true,
blev vi dog enig om enestue.
Min blindtarm havde lidt overlast
og var på bughinden loddet fast.
Så det var i grunden ikke så galt,
jeg ej blot ville bedøves lokalt.
---o0o---
10 år senere
er den gal,
bli'r indlagt på vort Rigshospital
med 40 i feber, tyktarms-betændelse,
som nok var lidt af en kedelig hændelse.
Jeg ligger afklædt fra top til tå.
Mens operation jeg venter på,
har jeg fået en sløvesprøjte,
så min bevidsthed er ikke på højde.
En dame-læge,
som skriver journal,
skal vide, hvad jeg har fejlet, total.
- Du har et ar i din venstre fod
fra en leddebåndsoperation, jeg forstod. -
- Ja, den har dr. Barfoed på Gentofte lavet. -
- Morsomt sammenfald, lyder akavet. -
- Opereret for brok -, si'r hun så, lidt vrissen.
- Ja, af dr. Brocks på Diakonissen. -
Hun glor - men
noterer, hvad jeg har sagt
og går så videre, stærkt på vagt.
- Den dér omskæring? - spørger hun træt.
- Gynækologisk, Sankt Elisabeth. -
- Vil du så ha', jeg skal tro, man har smuttet
din blindtarm på Blindeinstituttet?
Jeg har aldrig hørt noget så udspekuleret.
Nu trænger du vist til at bli' opereret. -
Da nu min
hjerne er noget vattet,
så har jeg egentlig ikke fattet
det helt forrykte i situationen,
der opstod af, hvad jeg svared' matronen.
Først undervejs til Anæstesien
dukker det morsomme op i mit skrin,
og jeg begynder at grine højt,
som om det hele mig rager en døjt.
Da jeg kommer
ind og skal bedøves
og dermed mine sanser berøves,
griner jeg fortsat. De spørger mig ad,
hvordan jeg dog kan være så glad.
- Det kan jeg fortælle en anden gang.
Jeg tror nok, historien bliver for lang. -
- Det er nu ellers så sjældent, vi ser,
at nogen patient kommer herind og ler. -
Efterskrift:
Hvis nu lægen,
som her kaldes Inger,
havde set min venstre pegefinger
og spurgt om dens ar, var hun gået amok,
og alt var endt i Ragnarok.
Sagen er, at jeg - ved et taffel -
kom til at stikke mig på en gaffel.
(det var nu en kniv, men for rimets skyld ..)
Værten var læge, og hed Chr. Fenger.
Han gav mig et plaster, og så ikke længer...
B K
Hvad synes du om
digtet?
Giv din mening til kende
HER
Andre noveller
af samme FORFATTER |