Serien: Mellem brødre

Serien: Mellem brødre
Forfatter: Katrine Benthagen

Titel - Afsnit	Oprettet	Uddrag fra novellen
Kapitel 1	2205 2011	Hun spiste langsomt og opdagede, at hun blev træt igen. Hun kvalte et gab, og Signe tog smilende skålen fra hende. Snart efter sov Mette igen trygt. Hun mærkede bløde læber lukke sig om sin brystvorte og en hånd, der kærtegnende gled ind mellem lårene. Halvt i søvne spredte hun sine ben, og fingrene kildede hendes lyske. Hun åbnede øjnene og så ind i Signes smilende øjne. Ganske kort strejfede det hende, at hun havde sin fars øjne, smerten og savnet gled gennem hende, så skubbede hun det væk. Det var en anden tid, et andet liv. Fra nu af talte kun nuet. Hun rakte en hånd ud, og lod den blidt glide over Signes kind. Hun mærkede pigen dirre og hendes læber nappe i sin hånd. Hun smilede til hende. ”Signe.” Signe lagde en hånd over Mettes mund. ”Tys sig ikke noget. Bare lad mig… Jeg har drømt om det så længe.” Mette så lidt på hende og lænede sig så tilbage i sengen. Signe sendte hende et lettet blik, så bøjede hun igen hovedet over Mettes bryst og sugede brystvorten ind i munden. Mette sukkede sagte og nydende, mens Signe lod tungen spille hen over brystvorten. Hun lukkede øjnene og mærkede en hånd gribe om det andet bryst.
Kapitel 2	2205 2011	Stønnende mærkede hun orgasmen bølge gennem sin krop og hans stød, der blev hårdere og hårdere. Alt for hurtigt kom de sidste voldsomme stød, og han brølede hendes navn, mens han kom, begravet så dybt i hende, som han kunne. Gispende lagde han sit hoved på hendes skulder. Langsomt blev hans vejrtrækning mere rolig, og han lod sig glide ned fra hendes krop og lagde sig ved siden af hende. Han trak hende tæt ind til sig. ”Du må aldrig forlade mig igen!” Hun lå tavs og stille i hans favn. Det var en ordre, og den krævede intet svar. I al fald ikke et svar hun kunne give ham, for hun anede ikke, om hun ville kunne blive. Det bankede sagte på døren og den gik op. En pige trådte ind med en bakke med morgenmad til Herren. Mette bemærkede, hvordan hun vagtsomt nærmest krøb ind i rummet. Med ét røg bakken på gulvet med et brag. ”Fruen!! Gud ske tak og lov.” Pigen vendte rundt og løb ud af døren som hun lod stå åben bag sig. Kort efter hørte Mette hendes råb. ”Fruen er tilbage. Hun ligger i Herrens seng frisk og hel.”
Kapitel 3	0506 2011	”Jamen dog. En kvinde helt alene.” Stemmen var grov, og han vred hendes arme om bag hendes ryg, mens han talte. ”Slip mig!” Hun forsøgte forgæves at slippe fri af hans greb, men han lo bare og lod den ene hånd vandre over forsiden på hendes kjole. ”For fattigt klædt til at være værd at plyndre for pengene, men ikke en dårlig fangst alligevel.” Stimanden trak i hendes hår, så hun måtte læne hovedet tilbage og han kyssede hende hårdt på munden. Hun stod stiv af rædsel og mærkede ham stikke sin ulækre tunge ind i sin mund. Hun kunne ikke komme fri af hans greb. Det var helt tydeligt ikke første gang, han holdt en kvinde med en hånd. Han slap hendes hår og gramsede i stedet for på hendes bryst. ”Fremragende yver.” Han lo ondt og klemte så hårdt om hendes bryst, at hun skreg af smerte. ”Slip mig.” Hun hulkede af smerte og angst, men han smilede bare ondt til hende. ”Nej da, sådan en lille ensom tøs skal da ikke undvære selskab, og fryse gør du vel også i aftenkulden, men bare rolig jeg skal nok varme dig.” Han flyttede sin hånd til det andet bryst og klemte langsomt til. Hun skreg ynkeligt af smerte, og han lo igen.
Kapitel 4	0506 2011	Han nev hårdere, og hun klynkede højt. ”Ser du, lille Mette. Du har jo syndet groft. Du begik hor.” Hun så nervøst på ham. Han smilede ondt og rakte ned i sin ransel, der stod ved siden af stolen. Hun stirrede forbløffet på det lange tykke lys, han trak frem. Det lignede et af alterlysene fra kirken. Han så på hende. ”Du må søge tilgivelse for dine synder, lille Mette. Kys lyset!” Hun adlød tøvende. Det her strittede imod alt, hvad hun havde lært hjemmefra. Lyset føltes koldt mod hendes varme læber, og hun kunne dufte voksen. Det var et alterlys. Han sukkede vellystent. ”Dybere tag det i din syndige mund.” Hun lod lyset glide ind i sin mund. Det var lige det, at hun kunne gabe over det. ”Årrrhhh.” Hans hænder havde igen fundet vej til hendes inderlår, som han nu nev hårdt, men hendes klagen blev standset af lyset i hendes mund. Han trak lyset ud og puffede hende ned fra sit skød. Hun så fortumlet op på ham og stivnede så i rædsel. Han havde sat lyset mellem sine ben og så smilende på hende. ”Det var ikke kun din mund, du syndede med, lille Mette. Kom sæt dig på lyset med dit lystne skød.”
Kapitel 5	1206 2011	”Jeg måtte måske have lov til at bede Dem om en gunst?” Han gloede afvisende på hende, men hun fortsatte, som om hun ikke havde opfattet afvisningen. ”Jeg.. det er længe siden Harald… Måtte jeg få lov til at smage på Dem inden?” Hun mærkede en rødmen skylle op i sine kinder og så blufærdigt ned i gulvet. Han slog en bralrende latter op. ”Det kunne jeg have sagt mig selv. Harald kan end ikke tilfredsstille sin kvinde.” Hun mærkede vreden skylle igennem sig, men fortsatte med at se ned i gulvet, så han ikke skulle ane vreden, selvom den stud næppe opfattede noget som helst. Hun hørte ham åbne sine benklæder, og at han klukkede imens, som om han fandt tanken meget morsom. ”Det ville være synd at nægte en kvinde den fornøjelse, så værsgo at smage på varerne.” Han lo, og Mette sank ned på knæ mellem hans ben og bøjede sit hoved mod hans skridt. En bølge af kvalme skyllede gennem hende, da hun mærkede lugten af hans beskidte lem i sine næsebor.
Kapitel 6	2106 2011	Hun fyldte hænderne endnu engang, men i det samme mærkede hun en hånd på sin skulder og vandet røg ned i fadet igen med et sjask, da hun for sammen. Med hjertet hamrende i brystet, vendte hun sig om og så på skikkelsen bag hende. ”Signe!” Pigen lo sagte. ”Mette, jeg sværger, du hoppede så højt, at du næsten ramte loftet.” Mette stirrede surt på Signe og vendte sig så om mod vaskefadet igen. Hun mærkede i det samme et blidt kys på sin skulder og stivnede. En ting var, hvad der var sket, dengang hun troede, at hun ikke skulle tilbage hertil, men her? På Godset? Med Herrens niece? Signe lod sig ikke mærke med, at hun var stivnet, men lod sin mund kysse sig vej fra skulderen til nakken. Hun tog blidt ved Mettes skulder og drejede hende rundt. Mette forsøgte at sige noget, men Signe kyssede hende hedt, og hun mærkede hungeren i sin krop slå ud i lys lue. Hun gengældte tøvende kysset. Hendes forstand protesterede, men hendes krop krævede sit. Signes bløde krop og kærligheden i hendes øjne var det hun trængte til.
Kapitel 7	2606 2011	Endnu et slag faldt, og Mette mærkede, hvordan hele hendes krop sitrede, da den sviende smerte blandede sig med smerten fra hendes forslåede krop. Kvinden lod hånden glide hen over hendes balder, som om hun vurderede, hvor meget Mette kunne tåle. Hun pressede let på et af de blå mærker på hendes balder, og Mette krympede sig af smerte. Hun havde haft svært ved at forestille sig, hvordan hun skulle klare at sidde på Musse i dag, nu blev det vel umuligt. Kvinden sukkede dybt og slap Mette, som blev stående stille med lukkede øjne. Hun hørte kvinden skramle med en skuffe, men forsøgte ikke at tænke. Dette skulle bare overstås. Hun for overrasket sammen, da hun mærkede en snøre om sin hals og slog skrækslagent øjnene op. Kvinden så koldt på hende og bandt snøren om Mettes hals. "Sådan. Nu glemmer du ikke så let, at din krop tilhører mig. Du tager ikke under nogen omstændigheder dit halsbånd af lille ko.” Mette nikkede. Hun havde forstået, men skammen sved i hendes krop. Selv ikke Harald havde behandlet hende på denne måde, da han var værst. Ikke engang i starten, da hun virkelig solgte sin krop til ham, havde han på den måde forlangt, at hun skulle ydmyges offentligt. Hun mærkede ydmygelsens tårer stå i sine øjne, men fór i det samme sammen, da kvinden stak hånden ind mellem hendes ben. ”Læn dig ind over bordet!” Et sviende klask på Mettes balder understregede ordren, og hun lænede sig frem og spredte benene en smule, mens hun greb fat om bordkanten og bed tænderne sammen. Overrasket mærkede hun kvinden fordele olie i hendes skød. De glatte fingre gled let hen over skamlæberne og ind imellem dem, og hun mærkede en strøm af varme samle sig i skødet.
Kapitel 8	0307 2011	”Jeg er ked af at vække dig Mette, men jeg fandt en pige nede i kælderen, som er kommet til skade, og hun vil ikke med op i sygestuen.” Mette sukkede dybt strakte sig og rejste sig stiv i kroppen fra sengen. Hun havde en anelse om, hvem den pige kunne være, men hvordan Emma var kommet til skade, forstod hun ikke. Hun fulgte hastigt efter Birthe ned ad trapperne til kælderen og fortsatte, mens hun kort undrede sig over, hvorfor Emma gemte sig i et af de mest afsides rum, men hun gik ud fra, at der mundede endnu en løngang ud der. Hun trådte ind i rummet og så sig om. Der var mørkt og tavst. I det samme ramte noget hårdt hende i hovedet, og hun så alle nattehimlens stjerner danse for sine øjne, inden alt blev helt mørkt. Smerten i hendes hoved vækkede hende. Hun prøvede at få en hånd op og mærke, men kunne ikke flytte nogen af dem. Hun forstod ikke, hvad det var, der var sket og åbnede forsigtigt øjnene, men hun kunne intet se.
Kapitel 9	1107 2011	”Harald vil ikke forstyrres.” Hendes stemme var iskold, og Mette stirrede måbende på hende. ”Jamen…” Hun viftede med bakken. ”Sæt du bare den ned i køkkenet igen. Han skal ikke leve af den slags bondekost.” Mette stirrede lamslået på kvinden foran hende og mærkede kulden sprede sig i sit indre. Så gjorde hun omkring og forsvandt. Mette gik rundt som i en døs, til Harald endelig sendte bud efter hende. Hun bankede på døren ind til kontoret, som om hun var et tyende og åbnede først, da han svarede. Han havde drukket, og ethvert håb hun havde haft svandt. Hun trådte hen foran skrivebordet, men han bød hende ikke til at sidde. Lod hende bare stå. Tavsheden var rungende. Endelig rømmede han sig. ”Ja, Mette. Ting skal ændre sig her fra nu af. Jeg har desværre ladet dig styre alt for meget, noget du ikke har kunnet klare. Fra nu af må du varetage husholdningen og sørge for, at den virker. Alt andet skal jeg sørge for, at folk, der har forstand på det, ordner. Hvad Birgitte angår, så vil Birthe overtage hendes opdragelse sammen med ammen.” Mette stirrede lamslået på ham. ”Jamen…” Harald så iskoldt på hende. ”Hun skal opdrages til adelsfrøken ikke en bondetøs.” Mette mærkede kulden sprede sig i sin krop, Manden var jo gal. Hun tog en desperat chance. ”Jeg skal vel stadig bringe dig din morgendrik?” ”Nej det skal du ikke! ”Jamen svensken…”
Kapitel 10	1707 2011	Han grinede frækt til hende, og hun rødmede, hun nåede dog ikke at tænke yderligere før, hans hånd gled ned mellem hendes ben. Hun forsøgte at kvæle en stønnen. Han smilede og viste hende de glinsende fingre. ”Du vil mig gerne?” Hun nikkede ivrigt. Han lænede sig frem og kyssede hende dybt, mens hans fingre igen fandt ned mellem hendes ben, og en enkelt gled ind i hendes skød. Hun stønnede ind i hans mund, mens fingeren gled frem og tilbage. Det føltes så godt og så rigtigt. Han trak fingeren ud og lod sig glide op over hende og ind mellem hendes vidtspredte ben. Hun løftede sit skød og kom ham i møde. Han stødte hårdt op i hende. Hun kunne mærke, at han begærede hende så meget, som hun begærede ham. Hun jamrede hæst i takt med hans stød. Han kyssede hendes mund og stak undersøgende sin tunge ind. Hun mærkede sin krop stivne, og så skreg hun ind i hans mund, da orgasmen skyllede ind over hende. Han så smilende på hende og satte farten lidt op.
Kapitel 11	2107 2011	”Han vil have jeg skal se op til ham, være stolt af ham.” Hun sukkede uendelig trist til mode. ”Det kan jeg bare ikke… mere.” En hånd strøg blidt over hendes hals. ”Harald aner ikke, hvilken skat han smed væk.” Læber fulgte efter hånden, nappede blidt i den bløde hud på halsen. Hænderne lagde sig om hendes bryster og klemte blidt. Mette sukkede nydende og bed sig så i læben. Hænderne flyttede sig brat. ”Nej. Ingen skal sige om mig, at jeg faldt for smukke ord og en smukkere krop. Vi får se, om du holder ved din historie.” Den hviskende stemme havde fået en let truende klang. Mette hørte bevægelse og mærkede en hånd glide ned over sin ryg. En susen i luften og den skarpe smerte fra hendes balder. Hun skreg og rykkede i rebene. En pisk. Igen faldt pisken, men denne gang kom der ikke en lyd fra Mette. Atter engang faldt den. Så gled en hånd over hendes balder og mærkede på striberne. Mette mærkede varmen fordele sig i balderne og sprede sig til skødet. Hånden forsvandt og igen faldt pisken over hendes balder. Mette vred sig i smerte, men ikke en lyd kom over hendes læber. Det gjorde så ondt. Hun for sammen, da andre hænder blidt gled over hendes bryster. Hun havde glemt, at der var andre tilstede. Igen gled en hånd over hendes glødende balder, og denne gang fortsatte den ned mellem hendes ben.
Kapitel 12	3107 2011	”Åben munden!” Hun åbnede munden med et sagte suk. Hun anede, hvad der nu ville komme, og ganske rigtigt, mærkede hun, et stenhårdt lem blive skubbet ind mellem sine læber. Hun sugede lydigt på det og blev belønnet med en høj stønnen. ”Nøjagtig så godt som jeg huskede det.” Hun studsede over hans ord. Hvem var han? Hun gjorde sit bedste og kælede for hans lem med sin tunge, mens hun malkede ham med sin mund. Hans stønnen blev højere, så trak han sig forsigtigt væk. Hun mærkede, at han greb hendes hånd og trak hende op at stå. Han førte hende ved hånden hen til et leje og hjalp hende ned at ligge. Hun var bange, men overrasket over, at han var så forsigtig. ”Spred benene!” Mette stivnede. ”Nej ikke mit skød jeg… jeg vil ikke være svanger.” Han strøg hende over låret. ”Rolig Mette, jeg kender en drik som vil ordne det lille problem for dig, hvis det skulle blive nødvendigt.” Hans hånd gled beroligende hen over hendes mave, men hun rystede på hovedet. ”Nej, vær god, jeg er måske allerede svanger, og jeg har lovet et menneske, jeg holder uendeligt meget af ikke at… vær god. Ikke det.”
Kapitel 13	0708 2011	Det var så nemt at give efter og bare nyde hans varme krop mod sin. Hun kunne høre, hans hjerte slå og slappede lidt af, så ramte tanken hende, om det han ikke vidste, og hun stivnede igen og gjorde sig blidt fri af hans greb. Han så forbavset på hende. ”Hvad er der Mette?” Hun rejste sig og så usikkert på ham. ”Der er noget du ikke ved… jeg… Jeg blev voldtaget og.. jeg prøvede virkelig på at lade være, men jeg kunne ikke… Han fik mig til at nyde, selvom jeg ikke ville.” Hun bed sig i læben for ikke at græde og gik hen til vinduet og så ud i luften. Hun borede neglene ind i håndfladen for ikke at hulke højt og mærkede tårerne trille ned ad sine kinder. Nu var det endegyldigt slut. Hun hørte ham rejse sig og forsøgte desperat at forhindre sin krop i at synke sammen. Bare et lille øjeblik mere, så kunne hun give slip. Bare et lille øjeblik mere, hvor hun skulle holde sig rank. Der lød fodtrin på gulvet, og hun talte sekunderne.
Kapitel 14	1408 2011	Mette spærrede øjnene op og så sig om, mens Signe åbnede klædeskabet. Signe halede en skinnende hvid kjole ud og lagde den på sengen. Mette gispede ved synet, og da hun derefter trak en strålende rød og en dybblå ud også, måtte hun holde sig for munden. ”Læg din kjole og prøv den hvide på. Mon ikke den kan bruges, hvis vi klipper skørtet op og syer det sammen på midten?” Mette stod lidt og stirrede, så trak hun langsomt af kjolen og lod den falde på gulvet. Signe hjalp hende i den hvide kjole. ”Løft armene.” Mette løftede armene og så op i loftet, så Signe kunne sænke kjolen nedover hende. Hun stivnede, da hun fik øje på en lille engel, der var malet på loftet. Nu vidste hun, hvor hun havde været. Tankerne stod stille i hovedet på hende. Signe rettede på kjolen og så smilende på Mette. ”Den sidder perfekt, den er lidt for vid i livet, men det kan du sikkert rette til.” Mette stirrede tavst på hende. ”Du er sikker på, du er den eneste, der kender til dette rum, Signe?” Signe nikkede. ”Ja, jeg er helt sikker. Så bare rolig.” Mette mærkede, hvordan vreden samlede sig i hendes mave. ”Jeg er meget rolig Signe, men vær god at forklare mig, hvorfor du ikke lod mig ane, at du var her, da han voldtog mig?” Signe blev ligbleg og trådte et skridt tilbage. Mette fulgte efter hende, og Signe fortsatte tilbage. ”Jeg… Jeg havde ikke noget valg, tro mig Mette.”
Kapitel 15	2108 2011	Signe havde fortalt hende, at Høgen manglede folk og våben. Hun kunne regne ud, at hun var prisen. Hun bed tænderne sammen og lod sig føre med. Denne gang anede hun, hvor hun blev ført hen, og da hun ikke var så rædselsslagen som sidst, bed hun mere mærke i, hvordan hun varsomt blev ført af sted. Han ville tydeligvis ikke risikere, at hun faldt eller slog sig på væggene. Hun forstod det ikke. Han kunne jo være ligeglad, men måske Høgen… nej hun skulle holde op med at tænke sådan. Høgen var et pænt menneske, men det var ikke hende, han elskede. Hun mærkede irriteret, at tanken igen var ved at få hende til at græde. En hånd klemte blidt om hendes skulder. Det var ikke mandens hånd, og hun forstod ikke, hvordan hun sidst havde undgået at genkende den hånd. Hun sukkede dybt. Signe var der altså. Et strejf af angst skyllede gennem hende. Ville Signe nu tage hævn for, hvad hun havde gjort ved hende? Hendes hånd virkede nu ikke hævngerrig, men beroligende. Snart efter mærkede hun varmen fra et ildsted og to par hænder, der blidt trak kjolen af hende. Manden sukkede skuffet ved synet af hendes særk.
Kapitel 16	2808 2011	”Fru Mette, jeg… jeg kan ikke læse.” ”Undskyld Esben. Det tænkte jeg ikke på.” Der blev en forlegen tavshed, som blev brudt af et undertrykt nys fra det store skab, der stod, ved den ene væg. Mette så forvirret på Esben, der lagde en finger på læben og listede hen og flåede skabsdøren op. Inde i skabet stod en stor knægt, og Esben flåede ham særdeles uvenligt ud på gulvet. ”Hvad laver du her?” der var ikke noget af den sædvanlige sløve tone i Esbens stemme nu, og knægten fór skrækslagen sammen. Mette fik ondt af ham. ”Jeg… Emma hun… ” Mette sukkede. Emma var mere end glad for mænd og havde fordrejet hovedet på stort set alle mænd på godset. Esben lod sig dog ikke nøjes med det svar og trak sit sværd og prikkede til knægten med det. ”Sandheden.” Han brølede så højt, at selv Mette fór sammen. Knægten stammede igen noget om Emma, og denne gang prikkede Esben til ham med sværdet, så blodet flød fra hans skulder. Knægten skreg af smerte og skræk, og Mette lagde en hånd på Esbens arm. Det skulle ikke koste en stor dreng livet at være faldet i Emmas garn. Esben så på hende. ”Undskyld Frue, det er bare… Måske De kan hente noget til at forbinde ham med?”
Kapitel 17	0409 2011	Signe havde dog fanget hendes usikkerhed i forhold til Høgen og passede hende en dag op, da hun var på vej tilbage til kammeret efter at have været i køkkenet med det brugte service. ”Hvorfor er du sådan, når du er sammen med far?” ”Hvad mener du?” ”Du er stille og nervøs, holder altid øje med ham. Kan du ikke li' ham?” Mette stirrede vantro på hende. ”Jo, men han siger ikke noget om, hvad han vil have, jeg gør, så jeg må gætte og prøve mig frem.” Signe så undrende på hende. ”Har du overvejet, at han kan lide dig, som den du er?” Mette rystede på hovedet. ”Du forstår ikke Signe. Jeg… jeg laver så mange fejl. Jeg har så svært ved… Jeg glemmer, hvad jeg har lært, og han er bare for flink til at sige noget til det. Det gør det så svært, og jeg vil ikke fejle. Jeg elsker ham.” Signe gav hende et klem. ”Du er et fæ Mette. Tænk dig dog om. Far ved hvad du har været igennem. Kunne du forestille dig, at han har det lige som dig? At han er bange for at miste dig?” Mette rystede trist på hovedet. Hun kunne ikke så godt fortælle Signe, at hun var ked af, at det ikke var hende, men Signes mor som Høgen elskede. Signe sukkede opgivende og lod hende gå, men Mette opdagede, at hun stod og så bekymret efter hende. Mette stirrede tomt ud i luften og forsøgte at få hold på sig selv. Hun anede ikke, hvordan hun skulle få det her sagt til Høgen. Hun havde sneget sig ind på kontoret for at arbejde lidt, da Høgen var faldet i søvn
Kapitel 18	1109 2011	Hans hænder krammede hendes balder, skilte dem og en finger fandt vej til stjernen. Hun pressede sig imod fingeren. Hendes nydende stønnen, da den gled ind, kunne tydeligt høres gennem kluden. Hun nød ham i fulde drag, og nød mest af alt bare at kunne nyde, uden at skulle passe på. ”Jeg… vil aldrig lade… nogen … gøre dig… fortræd Mette.” Han stønnede hæst. I det samme mærkede hun endnu et par hænder på sine balder og hørte en mand stønne nydende. Hun stivnede skræmt og forsøgte at fange Høgens blik, men han så væk. Hun mærkede fingre glatte af olie glide ind i stjernen, mens Høgen stadig hævede hende op og ned over sit lem. Hun nød ham, men hun var bange nu. Fingrene forsvandt, og Høgen holdt hende stille hævet op i luften, mens et stift lem erstattede fingrene oppe i hende. Langsomt sænkede han hende nedover dem begge og hun spærrede øjnene op. Hun var så fyldt. Det var vidunderligt. Ingen hård pind der gjorde hende fortræd, men blot de varme dunkende lem, der langsomt fyldte hende. Hun mærkede, at den anden mand lagde hænderne på hendes bryster
Kapitel 19	1809 2011	”Græd ikke Fru Mette. Jeg lover Dem at De ikke længere skal savne den støtte en kvinde med Deres ansvar har brug for.” Hun nikkede langsomt. ”Jeg… jeg har lægtes sådan efter at kunne lægge ansvaret i en mands… hænder.” Igen gled hans tommelfinger over hendes skulder. ”Fru Mette. Det er blot et ord fra Dem, så skal jeg gerne overtage ansvaret. Allerede i aften kan De hvile trygt… ” Hun var ikke i tvivl om, at han mente hun kunne få lov til at ligge under ham, men hun lod som om hun tænkte sig om og rystede så på hovedet. ”Nej det går ikke an, jeg må forberede mine folk. De forstår, hvis de tror, at jeg ikke frivilligt har overladt Dem godset, så kunne de blive mistroiske, og der må ikke ske Dem noget.” Han klappede hende på skulderen og trådte nu hen foran hende. ”Lille Fru Mette. Jeg kan nok tage vare på mig selv, og hvis De ønsker det, bliver jeg gerne her i nat.” Han smilede sleskt til hende, og hun anede en begyndende bule i hans bukser. Hun rejste sig op. ”Nej hvor meget jeg end ville ønske… Forstå mig ret, men det er så længe siden jeg har haft en mand… At støtte mig til.” Hun slog blufærdigt blikket ned. ”Men det går ikke, jeg må have et døgn til at forberede mine folk.”
Kapitel 20	2509 2011	Jamen De er jo…” ”Ja, jeg er Godsets Frue, men som sådan blev jeg ikke født, og vid at jeg måske havde kunnet tilgive Dem Deres forsøg på at tage mit gods, hvis ikke De havde lovet Harald min datter.” Med de ord trak hun sit sværd satte det mod hans bryst og stødte til. Hun mærkede, hvordan hun dirrede af vrede. Hun trak sværdet til sig igen og drejede hovedet. Hirden havde gjort kort proces med de svenskere der intetanende var gået hen til dem for at samle deres våben sammen. Hun så afventende på Esben, der dog stirrede mod skovbrynet med et bekymret blik i øjnene. En mængde mennesker bevægede sig inde mellem træerne. Han stivnede og greb fat i sit sværd, da en skikkelse kom løbende frem mellem træerne. Mette genkendte hurtigt det ravnsorte hår og den vævre skikkelse. Det var Emma. Hun red pigen i møde, nervøs for om hun havde formået at få fat i Thor. ”Mette. I skal skynde jer at angribe. Svenskerne jager far og Thor, de har lejr på den anden side af skoven og aner ikke at I er på vej.” Esben afbrød hende.” Hvem er så de mennesker i skoven?” Emma lo hjerteligt. ”Det er min mors slægt. Jeg tænkte I kunne bruge lidt flere folk.”
Kapitel 21	0210 2011	”Mette, her er varmt, øllet er godt, maden god og rigelig, og jeg har en anelse om, at min seng vil være både blød og varm. Tro mig, efter dette efterår og denne vinter er det alt, hvad jeg kan ønske mig… Næsten.” Han så indtrængende på hende. Han strakte sig og gabte. ”Fru Mette, vil De være så god at vise mig til mit kammer?” Mette rejste sig med lidt besvær og viste ham vej ind i Haralds kammer. Hun trådte ind først og opdagede forskrækket, at han lukkede døren bag dem. Han tog hendes hånd og trak hende med sig hen til sengen, hvor han satte sig ned og trak hende ned på sit skød. Mette sad stiv som en pind og turde knapt trække vejret. Han kunne da ikke tænke på at ville tage hende nu? ”Mette. Jeg er ked af, hvad jeg har budt dig og tro mig, havde jeg troet, at du levede godt sammen med Harald, havde jeg aldrig gjort det, men hvordan kunne jeg lade en kvinde som dig gå? Nu er du fri til at vælge selv.” Han kyssede hende på halsen, så pegede han på hendes mave. ”Og faderen til den der er næppe interesseret
Kapitel 22	0910 2011	Han stod smilende og åd hende med blikket en tid, inden han satte sig på kanten af sengen og strøg med hænderne over hendes krop. Han lagde hænderne på hendes bryster og begyndte blidt at nulre vorterne, der rejste sig stive og hårde mellem hans fingre. Han sukkede nydende og opdagede ikke, at hun ikke på nogen måde reagerede. Hun mærkede en svag sitren i sit skød, men hun var bange og angsten druknede enhver nydelse, hun måtte have følt. Hans fingre dvælede endnu en tid ved hendes bryster, så lod han hænderne glide nedover hendes mave og ned mod hendes skød. ”Spred benene!” Mette spredte tøvende sine ben og mærkede hans hænder glide nedover sit skød. Meget mod sin vilje mærkede hun også, hvordan lysten spredte sig i hendes krop. Han rykkede ned i sengen og satte sig mellem hendes spredte ben. Han lænede sig lidt frem og skilte med sine hænder hendes skamlæber. En tid sad han bare og så på hendes skød og Mette følte sig blottet og forlegen. Det var, som om han forsøgte at se dybt op i hende. Han lænede sig frem og lod tungen glide hende over det sted, der var mest følsomt på hendes krop. Hun spjættede, splittet mellem lysten til at smække benene sammen og lysten til at løfte sit skød op mod ham.
Kapitel 23	1610 2011	Han åbnede døren ind til et kammer, hvorfra Mette kunne høre drukken latter, og hun krympede sig nervøst. Så stivnede hun i ren rædsel, da han satte hende ned på gulvet. Der sad Harald og Amalies fætter og spillede terning, mens den sorte kvinde sad og så på hende, med et alt for sultent blik i øjnene. Kvinden rejste sig op og strakte sig dovent, inden hun gik hen til Mette. Hun greb fat om Mettes hage og kyssede hende hårdt på munden. Det gjorde ondt og Mette havde svært ved ikke at trække sig væk, men det glimt kvinden havde i sine øjne, advarede hende mod så meget som at forsøge. Endelig slap hun og flåede i stedet for særken af Mette, så hun stod fuldstændig nøgen for alles blikke. Hun krympede sig, og det blev ikke bedre, da Gyldenløve trådte hen til dem og uden videre løftede hende op og lagde hende midt på det store bord, som mændene sad og spillede ved. Hun mærkede deres blikke på sin nøgne krop og så rundt på dem uden at finde den mindste smule medlidenhed, kun flammende begær var at spore i deres øjne. Hun rettede blikket lige op mod loftet og forsøgte at tænke på alt muligt andet end deres blikke.
Kapitel 24	3010 2011	Hun mærkede den slidte særk stramme om brystet og glattede skørtet, inden hun trådte hen foran Høgen, der sad i den ene stol foran ilden. ”Det var du længe om!” Hans stemme lød tydeligt utilfreds. ”Hjælp mig af med støvlerne!” Mette knælede straks ned på gulvet og trak hans støvler af. Hun sørgede for kun at se ned i gulvet og rejste sig omgående, så snart hun var færdig med støvlerne. Hun hørte ham sukke dybt. ”Hvorfor har du stadig tøj på?” Hun skyndte sig at åbne skørtet og trådte ud af både det og træskoene inden hun trak særken over hovedet og stod nøgen foran ham. ”Kom herhen!” Hun trådte nervøst hen foran ham. Det her lovede ikke godt, og ganske rigtigt pegede han på sit skød, og hun satte sig tøvende. Hans hånd landede med et klask på hendes ene bryst. Hun gispede. ”Du er for langsom Mette.”