LÆSERNES EGNE NOVELLER

Forfatter: Marthin©

Genre: Dominans

Dato: 01.07.2006

Damen ved stoppestedet 2
(Historien er ikke nogen fortsættelse, blot har forfatteren tidligere lavet en af samme navn,
og til dels samme indhold, blot har denne novelle en anden drejning)
 

Vejret var, som vejret som regel er, når fredagen er ved at være slut, og den længe ventede weekend så småt er ved at være i sigte og klokken nærmer sig fyraften. Det sjaskregnede, store vandpytter var i løbet af kort tid dannet de fleste steder på vejbanen, og især foran stoppestederne lå der store vandreservoirer, der sjaskede og sprøjtede over på de ventende passagerer, der troligt stod og ventede på bussen. Jeg holdt i kø med min bil, og så alle de ventende springe op i bussen, men der stod én dame tilbage, da chaufføren lukkede døren, og hun var nødt til at vente på den næste bus og håbe på, der så var en plads til hende.
Jeg åbnede min dør og sagde, - vil du med her, så spring ind, så skal jeg køre dig hjem, hvor du bor. Hun sad ved min side og mærkede varmeblæseren nede ved sine fødder. Så åbnede hun den våde frakke, løftede sin kjole en anelse op, og hendes strømpe beklædte lår kiggede frem. Jeg bød hende en cigaret, og hun bøjede sig over mod min lighter, så fik jeg et kig ned på hendes bryster. Vore øjne mødtes i et hurtigt smil, og jeg var sikker på, havde jeg ikke haft kardanboksen imellem os, med gearstangen placeret midt i, så havde Irma, som hun præsenterede sig, siddet tæt op ad mig.
Hun boede ude på Amager og jeg boede i Valby.

En cyklist, der trodsede det elendige vejr og håbede på at komme igennem byen på en hurtig og ureglementeret kørsel, smed pludseligt sin cykel ind foran mig, og jeg bremsede hårdt op. Irma blev kastet frem i sikkerhedsselen og blev meget forskrækket og hidsig på den elendige cyklist. - Det var ikke for meget, hvis den tøs fik sig en endefuld i sin bare ende, men det sker desværre ikke mere. Hun så over på mig og sagde, - Ja, du må undskylde mig, at jeg sådan sidder og skræpper op i din bil, men jeg synes efterhånden at opdragelsen herhjemme, er ved at være for slap, det var nu bedre, dengang hvor man havde den gammeldags opdragelse, hvor man kunne sætte sig i respekt, og få dem til at høre hvad man sagde.
- Nå, svarede jeg, - du går ind for kontant afregning, kan jeg høre, ja det gør jeg også, men det må man jo ikke mere, nu er det efterhånden sådan, at hvis jeg straffer en forbryder og giver hende en endefuld for forbrydelsen, så er det mig, der er den største forbryder, for jeg må ikke benytte mig af korporlig afstraffelse, så bryder jeg loven, hun er forbryderen, men jeg skal betale bøden!
- Ja, svarede hun, - det sker mange gange for mig, at jeg siger, hvis jeg bare havde en mand derhjemme, så han kunne sætte mig på plads og straffe mig, når jeg har været uartig. Min hverdag ville blive noget nemmere, for jeg har lært hjemmefra, at jeg skal opføre mig pænt. Det kniber det dog sommetider med, og jeg ved det. Hvis jeg står og er næsvis eller fræk overfor de handlende, eller hvis jeg sommetider snyder med prisskiltene, så burde jeg da straffes, men det bliver jeg ikke, fordi jeg mangler én til at gøre det, og det har jeg det ikke godt med. Så burde jeg lade være, men det er jo lidt spændende, det der med at snyde lidt af og til.

Vi var omsider nået frem til hendes bopæl, og regnen var småt ved at være forbi. Hun sad lidt uroligt i sædet, drejede hovedet, så på mig og sagde med et lille smil, - har du tid til en kop kaffe, for så ville jeg da gerne som tak for din venlighed, invitere dig op, nu hvor vi kender lidt til hinanden. Jeg synes, det er så fladt bare at skilles her. Hun så på min hånd, og jeg smilede og sagde - ja tak, jeg vil meget gerne med dig op og have en kop kaffe, og hvis du leder efter en vielsesring, med dit lille sideblik til mine hænder, så nej, jeg er ikke gift mere, skilt som de fleste og hvad med dig er du gift?
- Nej, desværre, svarede hun, - jeg er ikke pæn nok eller interessant nok til, at en har fået kig på mig i de nu efterhånden fireogfyrre år, jeg har levet, jeg ved ikke hvorfor mænd altid flygter, når de ser mig, men det gør de altså, desværre. Så jeg har mange problemer, som jeg mange gange ikke kan overskue, så jeg ville meget gerne have en ven, der er en god ven.

Jeg sad i hendes hyggelige stue, og hun for frustreret rundt og satte kopper frem og dækkede bord, tørrede af og flyttede rundt på tingene, gik ud i køkkenet for at se til kaffemaskinen, alt imens hun læssede alle sine problemer af sig i en lind strøm. Jeg sad og var lidt i vildrede, for hvor i billedet jeg skulle anbringe mig selv, og om hvad det i realiteten var hun havde tænkt sig, da hun inviterede mig op på denne kop kaffe, som på daværende tidspunkt mere mindede mig om en belastning, af hendes liv, end en god oplevelse for hende. Jeg følte mig faktisk mere i vejen end som en hyggelig gæst, og jeg var lige ved at rejse mig og sige, ved du hvad lille ven, jeg skrubber af igen, for jeg giver dig kun problemer, du er jo slet ikke i humør til at have gæster, du vil jo hellere være alene.
Men så dukkede hendes forklaring om hendes ensomme liv frem i min hukommelse, da hun nede i min bil sagde, der er ingen mænd, der gider være sammen med mig, de kommer kun én gang, og så ser jeg dem aldrig mere, hun anede ikke, at hun faktisk selv smed dem ud med sin opførsel, nå hun først havde fået fat i dem.

Så jeg besluttede mig for selv at tage affære og sætte denne dame på plads, og hun lagde selv op til det med hendes frustrationer og hendes udprægede nervøsitet og ubeslutsomme væsen, som gav mig kuldegysninger helt ned i mine nederste regioner. Hvis hun havde lagt op til at blive ven med mig, så havde hun under normale omstændigheder brudt alle broer af.
Men hun føltes alligevel som et interessant tilfælde set med mine øjne, så jeg ville forsøge på, om jeg kunne redde hendes interesse, så da hun stadig rendte rundt på gulvet, kom ind med kaffekanden, satte den på bordet og forsvandt ud i køkkenet igen og kom ind, uden noget i hænderne, så sagde jeg, - hvis ikke du sætter din numse ned på en stol nu, og jeg mener nu, så rejser jeg mig op, og så ser du mig aldrig mere, for du er så frustreret, at du gør mig nervøs med din renden frem og tilbage. Sæt dig ned, lad roen falde på, og lad os tale sammen, det var vel meningen med denne invitation, ikke?
Hun smilede til mig, satte sig overfor mig i en lænestol og sagde, der ser du, hvad jeg mener. Du er også ved at være træt af mig allerede, og vi har ikke været sammen ret længe, og da hun ikke kunne nå askebægeret, som stod foran mig, dryssede hun asken af sin cigaret i en potteplante der stod på sofabordet. Jeg sagde, - du kan være glad for, du sidder her i din egen stue, for havde du drysset aske af i én af mine potteplanter, så havde jeg lagt dig over knæet og givet dig en endefuld i din bare ende, og bedt dig om ikke at gøre det mere.
Hun bøjede sig ind over bordet og sagde, selvom jeg sidder her i min egen stue, så må du meget gerne gøre det, du sagde alligevel. Jeg vil meget gerne have en mand, der kan og vil sætte mig på plads og fortælle mig, som du gjorde før, nu er det dig der bestemmer.

- Jeg er nok aldrig blevet voksen, sagde hun, - husk på, jeg passede mine forældre til de gik bort, men far levede til jeg var over tredive, og denne lejlighed er mit barndomshjem. Her har jeg fået mine klø af far, når jeg ikke var artig, og både han og min mor var bange for unge mænd, som de krampagtigt holdt mig på afstand fra. Jeg kan sommetider høre dem, når de formaner mig og opdragede på mig. Ja selv min gråd om aftenen, når jeg havde fået en endefuld af far, kan jeg sommetider høre, hvis jeg går ind i kammeret, som var mit værelse, indtil jeg fik lejligheden for mig selv. Jeg har tit tænkt på at flytte herfra, men hvordan får man en anden lejlighed i dag, og hvorfor skulle jeg flytte, her er jo rart og stille, det er en god lejlighed, her mangler intet.
- Jo, sagde jeg, - her mangler kærlighed og følelser, sang og musik, fest og morskab, her er sikkert for meget gråd og formaninger om hvad du kan, må og skal, og hvad du ikke må. Du siger det jo selv, det hænger i tapetet, det lever her i disse rum, du skal have din frihed lille Irma.

Midt under sin fremlægning af sit liv gjorde hun det igen, dryssede asken af cigaretten ned i potteplanten. Jeg sagde med en lidt brøsig stemme, - Irma, rejs dig op og kom herover, sagde jeg ikke, at du skulle lade være med at drysse aske i potteplanten!
- Jo, svarede hun, - men jeg vidste ikke at det var forkert, men det lærer jeg nok med din hjælp, sagde hun og stillede sig ved siden af mig. Jeg lagde hende over mine knæ, løftede hendes kjole op på ryggen og foran mig lå hendes runde faste halvkupler, der afventede mine klask. Da jeg lod fingrene passere ind under elastikken i taljen for at trække hendes beskyttende trusser ned, sitrede Irmas krop, og hun stønnede svagt, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg gjorde det hun gerne ville have mig til. Jeg skældte hende ud og klaskede min hånd hårdt og skiftevis ned over hendes spændte og stramme ende. Hun ikke så meget som bad om nåde eller græd, hun stønnede nærmest liderligt og klagende, og jeg lod mine fingre glide ned mod hendes kusse og ville lire hende op, men hun var så våd og liderlig, at jeg lod hende glide ned ad mine ben og bad hende stille sig an på knæ og albuer. Jeg selv gled ned bag hendes numse, der lyste rødt og varmt, der satte jeg min liderlige pik ind i hende og pressede mig ind i bunden af hende våde krater af en kusse.
Jeg kneppede hende hårdt og liderligt, og få øjeblikke efter jeg havde været nede i bunden af hendes liderlige kusse, gjaldede hun op om, at hvis vi skulle komme samtidig, så var det nu jeg skulle komme, og jeg hamrede min safter ind i hende, jeg blev stående med min piks små kramper og efterfølgende kæleri af hendes skønne liderlige ende, inden jeg stille gled ud af hende.

Jeg sad tilbagelænet i hendes sofa, hun sad på skødet af mig, og min hånd kælede med hendes bare ende, som føltes varm og lækker. Hendes arm var lagt om min skulder, og vi røg på den samme cigaret. Jeg så op på hendes store ur på væggen og sagde, - for cirka fem en halv time siden stod du ind i en fremmed mands bil på Vesterbrogade, fordi du stod i regnen og ikke blev taget op af bussen. Nu sidder den fremmede mand her i din sofa, du sidder delvist afklædt på hans skød, og den fremmede mand har nået at drikke kaffe, skælde dig ud, givet dig en endefuld, kneppet dig og sidder nu og slapper af. Vi kender kun hinandens fornavn og ved, at vi er jævnaldrende og begge enlige mennesker, men alligevel må jeg sige, at vi burde indskrives i Guinnies rekordbog.
- Ja måske, svarede hun, - men jeg kan ikke sige dig, hvor tilfreds jeg er, med det resultat vi allerede har opnået, og jeg har oplevet. Det har siddet i mig som en mareridtagtig drøm i mere end femogtyve år. Er jeg meget uartig, hvis jeg fortæller dig, at jeg ikke har nydt noget så intenst som den skideballe og den endefuld, du gav mig her for lidt siden og med det ekstraliderlige knepperi af mig. Jeg siger dig, det kan ikke beskrives hvor jeg har nydt det, og jeg håber, du også er tilfreds, og at du ikke bare går ud af døren og aldrig kommer igen, så vil jeg lede hele Danmark rundt for at finde dig.

- Jeg ville da tilhøre en mærkelig race, hvis jeg ikke kom igen eller blev lidt længere her hos dig, nu hvor jeg endelig har fundet dig. Og som jeg sagde før, jeg har oplevet mere med dig på fem seks timer, end man oplever på flere dage med andre kvinder, så hvorfor skulle jeg så ikke være lige så interesseret i at fortsætte som du?

Vi var på rundvisning i hendes lejlighed og stod på hendes gamle værelse. - Her boede jeg i tredive år! Hun tog fat i en gammel lænestol og sagde, - her fik jeg min opdragelse af far, hvorfor tillod jeg ham at fortsætte til jeg blev tyve år?
Jeg smilede og svarede, - nok fordi du selv fik lidt ud af det. Rørte han dig aldrig?
- Nej, svarede hun, - det gjorde han ikke, men han fik vel sit ud af det, mon ikke?
- Jo, svarede jeg, - men når han bare holdt det væk fra dig, så gjorde det jo heller ikke noget, men du lå så bagefter og hyggede dig med dine smerter og dine små fingre, der fik dit liv til at gå op i en hed kærlighedsdrøm, hvor du trøstede dig selv og drømte om det liv, du skulle leve, når du blev voksen.

Da jeg omsider stod i hendes korridor og skulle hjem til mit lille hus i Valby, så stod vi foran hinanden, jeg med begge arme om hendes krop. Mine hænder sad fastklemt om hendes lækre runde bagdel og hver balde blev kælet en ekstra gang. Hun stod med armene omkring min nakke, hun pressede sit underliv ind mod mig, rejste sig på tåspidserne, kyssede mine øjne og min næse og gav mig et stort liderligt tungekys. Da vi slap hinandens læber og stadig stod tæt sammen, fornemmede jeg en lille tåre i det ene øje, og hun hviskede, - ser jeg dig nogensinde igen skat?
Jeg rynkede panden og så lidt vred ud og sagde, - selvfølgelig ses vi snart igen, hvem skal ellers opdrage dig fremover til at fortsætte med at være min søde lille pige! Og jeg tilføjede, - hvis du har lyst, så find de ting du skal have på dig i morgen, smid det ned i en taske og tag med mig hjem til Valby, så kører jeg dig på arbejde i morgen.

Så blev jeg endnu engang vidne til hendes frustrerede opførsel. Hun for rundt som en vild, rodede sine ting frem, smed det ene her og det andet der, anede ikke hvor hun havde lagt det, og spurtede rundt i hele lejligheden for at finde det. Hun begyndte at græde hysterisk og smide rundt med tøj og sminkeæsker, fandt endelig en taske og begyndte at pakke i en hysterisk smidende rundt med tingene.
Jeg tog fat i hendes ene arm, ruskede hende og sagde, - er du klar over lille ven, at med den opførsel du lægger for dagen her, så får du snart en god gammeldags endefuld i din bare ende, hvis du fortsætter sådan.
Hun smilede igennem sine frustrerede tårer og sagde, - du har min tilladelse til, at gøre lige hvad du vil med mig, bare du vil give mig lov til at være sammen med dig. Jeg kan ikke klare det alene mere, jeg vil gøre lige meget hvad, og du må meget gerne opdrage mig til at blive en god pige. Jeg vil hellere være øm i numsen og glad for livet, end at være alene med mine problemer.

Da hun for anden gang den dag satte sin numse ind i min bil, så hun på mig og sagde, - hvordan var det mon gået mig, hvis ikke den bus var kørt uden mig, og du havde tilbudt at køre mig hjem?
Jeg lagde armen om hende, trak hende ind til mig og sagde, - hvis og hvis og hvis. Hvis ikke det var sket, som det skete, så havde vi ikke anet hinandens eksistens, så havde vi ikke savnet det, men lad os nu forsøge at nå frem til så meget glæde og lir, når nu vi skulle mødes. Så du kan godt få at vide, at jeg allerede er ved at blive lidt liderlig ved tanken om dig i min seng, og jeg vil nyde at tage dig bagfra i mit badeværelse, hvor du står foroverbøjet ind over badekarret, så du skal ikke tro, du bare skal sove om natten fremover. Vi har et stort program foran os, så glæd dig Irma, fremover kommer der regler, love og masser af kærlighed.

Hvad synes du om novellen?
Giv din mening til kende HER

Noveller af samme FORFATTER